Af Morten Ranum, U-landsnyt.dk
Afro-amerikansk digter og “chancellor” i Akademiet for Amerikanske Digtere udgives nu i dansk oversættelse for første gang. Marilyn Nelson er dedikeret til at skrive om hverdagen og virkelige menneskers vilkår i et USA, hvor racismen overfor sorte stadig er åbenlys.
Vi møder Marilyn Nelson hos det danske forlag på Nørrebro. Hun er i Danmark i anledningen af at hendes digte udkommer på dansk.
I en stærkt følelsesmæssig samtale om afro-amerikaneres vilkår i USA, indleder hun med at henvise til den hvide politibetjents drab på en sort mand i St. Louis fornylig. Marilyn Nelson konstaterer at omstændigheder og reaktionerne med al tydelighed viser, at der stadig hersker en stærk racisme i USA.
Hun fortsætter med at fortælle om sine digte, historier og hvordan hun forstår sig selv som kunstner. Hendes bidrag til den aktuelle situation er at sætte ord på følelser og hændelser – ikke kun her og nu, men også i fortiden. Formålet er at vi bliver mindet om vores historie – og ikke glemmer den.
Poesiens kraft
Marilyn Nelson mener at poesi og også andre former for kunstneriske udtryk har en særlig evne. Poesien kan genopdage virkeligheden. Gennem poesi kan vi få beskrevet virkeligheden så enkelt men også intenst så den nærmest klistrer sig til sjælen. Dermed bliver den en del af os og vi må tage den på os.
Håb om forandring
I samtalen med Marilyn Nelson udtrykker hun et inderligt håb om, at hendes poesi ikke kun får os til at huske og fastholde vores historie, men også at den måde ordene indprenter sig i sjælen kan være med til at forandre forholdene for sorte amerikanere i fremtiden.
Den danske oversættelse
Digtene i den danske oversættelse indeholder fortrinsvis digte om den nære hverdag og barndom, men Marilyn Nelson har skrevet en lang række andre bøger, hvor hendes poesi er langt mere politisk eksplicit og særlig omhandler temaer som slaveri, racisme, udnyttelse og undertrykkelse.
Marilyn Nelsen
Hurtigere end lyset
Oversat af Inge & Anne Marie Pedersen,
Udkommet den 11.september 2014
Det Poetiske Bureaus Forlag