Kommentar af Thomas Skov-Hansen (Folkekirkens Nødhjælp)
Verdens opmærksomhed er for alvor rettet mod Øst efter den såkadte Euromaidan revolution i Ukraine. Nu påkalder en ny Euroasiatisk Union sig opmærksomhed.
Årsagen til de voldelige protester i Ukraine tilbage i februar var, at dav. præsident Viktor Yanukovych ikke længere ønskede at rykke nærmere til Europa gennem et tættere samarbejde med EU, men i stedet valgte tættere relationer til Rusland.
Da Rusland, Kasakhstan og Hviderusland forleden underskrev en banebrydende aftale om en fælles Euroasiatisk Union var Ukraines fravær en streg i regningen for Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Putins projekt
Unionen er Putins projekt og et led i hans og Kremls bestræbelser på at generobre noget af den politiske magt og økonomiske indflydelse som gik tabt efter Murens fald. Det har derfor ikke været uden en vis modstand fra de to andre underskrivere, Kasakhstan og Hviderusland, at aftalen nu er kommet i hus.
En central målsætning med unionen er at sikre større samhandel mellem medlemslandene og regionens 170 millioner indbyggere. Et par dage forinden havde Rusland også underskrevet en historisk aftale med Kina omkring levering af gas til den energihungrende økonomi.
Andre tidligere Sovjetrepublikker står for tur til at indtræde i unionen. I blandt dem Kirgisistan, som ligger klemt inde mellem store lande som Kina i øst, Kasakhstan i nord og Usbekistan i vest.
Kirgisistan er sammen med Tajikistan de fattigste lande i Centralasien. Henved 40 procentaf indbyggerne lever under fattigdomsgrænsen. Alle sejl er sat til for at Kirgisistan bliver en del af unionen snarest muligt og gerne inden for det næste år.
Kirgisistans dilemma
Kirgisistans mulige tiltrædelse sker dog med blandede følelser.
I landets hovedstad, Bishkek, finder man Centralasiens største marked – Dordoi basar – hvor produkter bliver importeret fra Kina til meget lav eller ingen importtold for derefter at blive reeksporteret til Rusland og Kasakhstan.
Dette marked er en af de største økonomiske drivkræfter i landet og menes at give beskæftigelse til op imod 100.000 personer. De står til at miste deres arbejde, hvis Kirgisistan indtræder i Unionen med en fælles ydre toldsats.
I et land hvor høj arbejdsløshed og fattigdom er årsag til, at op mod en million mennesker ud af en befolkning på størrelse med Danmarks søger til Rusland og andre lande for at få arbejde, er lukningen af Dordoi ikke nogen ubetydelig ting.
Når Rusland ønsker det
Et oplagt spørgsmål er, hvorfor Kirgisistan tager denne risiko?
Det korte svar er, at Rusland ønsker det og fordi et lille og ressourcefattigt land ikke har andre muligheder.
Migranter, som arbejder i Rusland, sender hvert år kæmpe summer tilbage til Kirgisistan. I 2013 var det godt 12 milliarder kroner, hvilket svarer til 31 procent af landets bruttonationalprodukt.
Arbejdsmigration er derfor helt essentielt for landets økonomiske udvikling.
I 2013 skærpede Rusland kravene for at kunne arbejde og opholde sig lovligt i landet samtidig med at myndighederne intensiverede deres indsats for at deportere illegale migranter.
Dette har selvsagt sat Kirgisistan under pres, fordi det dels vanskeliggør lovlig migration, dels fordi de deporterede migranter ikke kan rejse tilbage til Rusland de næste mange år. Den økonomiske situation i Kirgisistan gør det ikke muligt at integrere de mange deporterede migranter på arbejdsmarkedet.
Samtidig med at Rusland strammer reglerne med den ene hånd er det også kommet frem, at hvis Kirgisistan indtræder i unionen vil Rusland åbne op for flere kirgisiske arbejdsmigranter.
Rusland øger sin indflydelse i Kirgisistan
I hele Centralasien, herunder Kirgisistan, mærkes Ruslands ambitioner om at sætte dagsordenen og øge sin politiske og økonomiske indflydelse. Et godt eksempel er lukningen af USA’s luftbase (Manas Airbase).
Siden NATO indledte interventionen i Afghanistan har USA haft en stor luftbase i Kirgisistan. Tusindvis af NATO soldater – inklusive danske – har rejst via Bishkek på deres vej til og fra Afghanistan.
Basen bidrog med 60 millioner dollar (ca. 320 mio. kr.) årligt til Kirgisistan i leje, men i år lukker den.
Kirgisistan ønskede ikke at forlænge aftalen med USA, og det er ingen hemmelighed, at Rusland spillede en afgørende rolle i udfaldet af denne beslutning. Rusland har selv en stor luftbase uden for Bishkek, som har fungeret helt tilbage fra sovjettiden.
Et andet eksempel er, at Kirgisistan tidligere i år solgte alle rettigheder til at levere gas til landets borgere til det russiske Gazprom for én dollar. Gazprom forpligtigede sig dog til at overtage en kæmpe gæld i det kirgisiske gasselskab samt at investere i et moderne forsyningsnet.
Rusland investerer også i bygning af nye vandkraftværker, og senest har russerne lovet Kirgisistan at etablere en udviklingsfond på 1 milliard dollars (cirka 5,5 milliarder kr.) med det formål at hjælpe Kirgisistan til at blive medlem af den Euroasiatiske union.
Lovforslag mod folkelige protester ligger klart
Man ser også Ruslands stigende indflydelse andre steder i det kirgisiske samfund.
Det kirgisiske civilsamfund (folkelige foreninger, grupper m.v.) er igen truet af et nyt lovforslag, som ligger til behandling i parlamentet.
Lovforslaget er inspireret af den såkaldte lov om ”Fremmede Agenter” som Putin har indført i Rusland.
Formålet med den er at kontrollere /undertrykke organisationer i Rusland, som modtager penge fra udlandet og tillader sig at være det mindste kritisk overfor regeringens politik.
Visse politiske kræfter i Kirgisistan ser gerne at man har samme ”våben” mod kritiske civilsamfundsorganisationer her.
I det kirgisiske parlament behandler man tillige en lov i øjeblikket, som er stærkt inspireret af Ruslands lov mod ”homoseksuel propaganda”.
Hvis loven vedtages vil det blive ulovligt at sprede en positiv holdning i befolkningen i forhold til ”ikke-traditionelle” seksuelle relationer, underforstået homoseksualitet.
En nylig rapport fra den amerikanske organisation ”Human Rights Watch” dokumenterer, hvordan homoseksuelle i Kirgisistan bliver diskrimineret og udsat for vold af politiet.
Behov for frie og kritiske stemmer
Kirgisistan har de seneste godt ti år været gennem en positiv demokratisk udvikling og er således det eneste centralasiatiske land, som har noget der ligner et reelt demokrati.
Rejser man i landene i Centralasien mærker man tydeligt forskellen mellem et liberalt demokrati som Kirgisistan og lande som Tajikistan og Kasakhstan, der begge har autoritære regimer.
I Kirgisistan finder man fortsat en høj grad af pressefrihed og et livligt og kritisk civilsamfund. Desværre er denne frihed og det demokratiske sindelag under stærkt pres for at udvikle sig henimod noget man ser i de andre centralasiatiske lande og ikke mindst i Rusland.
Når Kirgisistan kommer med i den Euroasiatiske Union, kommer landet med i en klub af nationer, som er kendt for alt andet end demokrati og respekt for menneskerettigheder.
Det storpolitiske tog buldrer derudaf drevet af Ruslands ambitioner og Kirgisistans behov for investeringer og økonomisk vækst, mens demokratiet, som trods alt er meget nyt, risikerer at blive tromlet ned i processen.
Ønsker Vesten, og hermed Danmark, at demokratiet fortsat skal udvikle sig positivt i Kirgisistan er det nødvendigt fortsat at styrke og forbedre civilsamfundet.
Man må fortsat styrke de kræfter, som trods øget pres fra magthaverne bliver ved med at rette fokus på respekt for menneskerettigheder og demokrati.
Thomas Skov-Hansen er regional repræsentant for Folkekirkens Nødhjæp i området med sæde i Kirgisistans hovedstad, Bishkek.
