Mogens Pedersen var fra 2011 til 2015 ambassadør i Mozambique.
I sidste uge vendte lederen af oppositionen i Mozambique tilbage til landet efter næsten tre måneders landflygtighed. Han blev modtaget af en talrig flok støtter i lufthavnen, hvilket siger noget om hans popularitet.
Uropolitiet blev sat ind for at sprede de mange støtter, og det kom til tre dræbte og flere sårede. Den 15. januar er det planlagt, at Daniel Chapo skal indsættes som præsident, så de kommende dage kan blive yderst urolige og præget af vold, som vi har set i de forrige uger. Der er brug for hurtige og effektive initiativer fra Frelimos side for at fremme en national forsoning.
Siden valgrådet annoncerede valgresultatet, har der været mange protestdemonstrationer overalt i landet, ofte imødegået af politiet på meget voldelig vis. Flere af partierne klagede over resultatet, og den endelige afgørelse blev appelleret til forfatningsrådet, den øverste juridiske instans, som også er kontrolleret af Frelimo.
Den 23. december erklærede forfatningsrådet, ikke uventet, Frelimos kandidat Daniel Chapo som vinder med næsten to tredjedele af stemmerne. Oppositionen har fået tilkendt flere poster i Nationalforsamlingen, men Frelimo råder stadig over et klart flertal. Det samme gælder ved valget til provinsforsamlingerne.
Det har udløst massive protester de sidste par uger – uden tvivl de største og mest voldsomme siden uafhængigheden. Det vurderes, at op mod 300 er blevet dræbt, langt de fleste af politiet, siden starten på demonstrationerne i oktober. Protesterne er blevet udløst af den udbredte valgsvindel, som blev fremført af flere eksterne valgobservationsmissioner, bl.a. fra EU.
Men mere grundlæggende afspejler de mange protester en langt mere dybtliggende krise – nemlig den udbredte utilfredshed med Frelimo og partiets totale økonomiske og politiske dominans i landet, der har skabt en yderst velstillet elite, mens størstedelen af befolkningen fortsat lever i dyb fattigdom.
Venancio Mondlane, der stillede op som præsidentkandidat for det ret ukendte parti Podemos, er af en stor del af befolkningen betragtet som oppositionsleder. Kort tid efter valget erklærede han sig vinder, men han måtte flygte ud af landet, efter to af hans nærmeste rådgivere blev dræbt.
Mens han var i eksil i et ukendt land, har Mondlane næsten dagligt talt til den mozambikanske befolkning og giver instrukser om, hvilke aktioner der nu skal foretages. Det drejer sig om protestdemonstrationer, blokade af vejene osv., der i vid udstrækning bliver fulgt først og fremmest af de mange unge, der står forrest i aktionerne.
De mange demonstrationer er blevet imødegået på den mest voldsomme måde. Det vurderes, at der er dræbt omkring 300 siden valget, langt de fleste af politiet. På det sidste har der også været en del plyndringer af butikker, banker og shoppingcentre, hvilket er blevet klart kritiseret af Mondlane og andre oppositionsledere.
Frelimos dominans i centrum for kritikken
Frelimo har siddet ved magten siden uafhængigheden i 1975 og kontrolleret regering, den juridiske og lovgivende magt. Ledende figurer i Frelimo sidder på økonomiske nøglepositioner. Med de mange protestdemonstrationer i de sidste to måneder stilles der grundlæggende spørgsmålstegn ved, om det kan fortsætte.
Rundt om i landet er snesevis af Frelimo-kontorer blevet nedbrændt af demonstranterne, og mange statuer af, hvad der betragtes som nationale helte blandt Frelimo-eliten, er blevet væltet. Under demonstrationerne, som er anført af unge mennesker, er Frelimo i centrum for kritikken.
Til grund for den voldsomme krise ligger det forhold, at overgangen fra en etpartistat til et flerpartidemokrati aldrig er blevet gennemført, som det var planlagt ved fredsaftalen mellem Frelimo og Renamo i 1992.
Efter 16 års borgerkrig efter uafhængigheden mellem Frelimo og Renamo, en guerillahær i starten støttet af apartheidregimet i Sydafrika og Rhodesia, blev der endelig sluttet fred i 1992. Det skulle åbne op for et flerpartidemokrati med det første demokratiske valg i 1994. Renamo blev omdannet til et politisk parti.
Men siden valget i 1994 har der ikke været et eneste valg, hvor de andre partier har deltaget på lige betingelser som Frelimo. I alle valgene er der meldt om valgsvindel til Frelimos fordel.
Samtidig har Frelimo sat sig tungt på alle de demokratiske instanser, ikke blot den udøvende regeringsmagt, men også den lovgivende magt og alle dele af den juridiske magt. Og da man for nogle år tilbage blev enige med Renamo om at gennemføre en decentraliseringsreform, besluttede Frelimo straks at udsende centralt udnævnte repræsentanter på provinsniveau for at fastholde partiets kontrol med alle provinserne.
Frelimo har sat sig på den økonomiske magt
Frelimo-eliten har i stigende grad sat sig på økonomiske nøgleposter. Mozambique er rigt på naturressourcer som naturgas, kul, aluminium, grafit og rubiner. Men de mange naturressourcer har ikke været med til at udvikle landet; tværtimod kan man tale om en naturressourceforbandelse.
Det store flertal har ikke nydt glæde af de mange ressourcer. En lille elite inden for Frelimo har misbrugt staten til at kontrollere ressourcerne. Et eksempel er verdens største rubinmine i den nordlige del af landet, som ejes af det britiske firma Gemfields i samarbejde med et lokalt firma kontrolleret af højtstående Frelimo-figurer.
Det gælder fx Alberto Chipande, som går for at være den, der udløste det første skud i kampen for Mozambiques uafhængighed, og som er en yderst indflydelsesrig person i Frelimo. Ifølge kritikken får lokalbefolkningen og Mozambique generelt kun i meget begrænset omfang del i den store rigdom.
Gæld og ulighed
I de sidste år er det gået voldsomt ned ad bakke for det store flertal af mozambikanere. Fattigdommen er vokset, ligesom den ekstreme fattigdom og uligheden er vokset. Mozambique er i dag et af de fattigste og mest ulige lande i Afrika. Den store arbejdsløshed går ikke mindst ud over ungdommen.
Det skyldes ikke blot misbrug af de mange naturressourcer til berigelse af et fåtal. Det skyldes også, at Frelimo-eliten har misbrugt staten til at stifte større gæld i udlandet til egen berigelse og ikke til landets udvikling.
Den såkaldte skjulte gæld, der blev indgået for 8-10 år siden, var et stort slag for den mozambikanske økonomi. Størstedelen gik til at berige Frelimo-eliten og ikke til udvikling af landet. Siden har Mozambique måttet tilbagebetale den store gæld på over 2.000 mio. USD. Man har været nødsaget til at skære ned for budgettet for eksempelvis sundhed og uddannelse for at kunne tilbagebetale den store gæld.
Krisen i landet bliver skærpet yderligere af konflikten, der startede i 2018 i det nordlige Mozambique i Cabo Delgado-provinsen. De islamiske oprørere fortsætter angrebene, og der er ikke umiddelbart udsigter til fred.
Som resultat af den nuværende krise er flere tusinde flygtet til Malawi og Eswatini (tidligere Swaziland)”
Hvad er fremtiden for Mozambique?
Umiddelbart ser den noget dyster ud. Protesterne fortsætter, og det er ganske usikkert, hvor hæren står i den nuværende krise. Fra flere sider lyder det, at hæren ikke nødvendigvis står 100 procent på regeringens side. Også fordi en del af hæren udgøres af tidligere elementer fra Renamos guerillahær.
Der er også kræfter, der søger i retning af en national forsoning. Uden tvivl også inden for Frelimo, skønt det er vanskeligt for dem at komme til orde. Der er flere organisationer i civilsamfundet, der ønsker en national forsoning og er meget åbenmundede i deres kritik af regeringen.
Det gælder fx sammenslutningen af advokater og også Center for Demokrati og Menneskerettigheder (CDD – portugisisk forkortelse), der taler om nødvendigheden af en national forsoningskonference, dannelse af en midlertidig overgangsregering og organisering af nyvalg med neutrale valgorganer og udenlandsk observation.
For nylig blev der afviklet et møde mellem oppositionspartierne og Frelimo. Ved slutningen af mødet erklærede en af oppositionspartiernes ledere, at de ikke anerkendte valget, og samtidig at de fortsat insisterede på grundlæggende politiske reformer i landet. Spørgsmålet er fortsat, om Frelimo er villig til at indgå konstruktivt i et sådant forløb.
Om Frelimo er parat til at indgå i en forhandling med oppositionen og en forsoningsproces er nok tvivlsomt, men fortsatte protester over hele landet kan tvinge det til at komme med indrømmelser og evt. indgå i en proces, hvor oppositionen og civilsamfundet får en aktiv deltagelse.
På afrikansk og internationalt niveau har man ikke set store bestræbelser på at støtte en national forsoningsproces i Mozambique. Hverken SADC (Det Sydlige Afrikas Udviklingsorganisation) eller AU (Den Afrikanske Union) har meldt sig på banen, skønt man skulle tro, det var nærliggende.
