Af Thomas Jazrawi, U-landsnyt.dk
Mellemøsten er en af de regioner i verden, der har størst knaphed af vand. Meget af vandet stammer fra fælles kilder, men landene har forsømt at samarbejde om vandforsyningen, hvilket ifølge forskere giver øget risiko for konflikt.
En stor del af Mellemøsten er i disse måneder præget af vold og krig.
De ekstremistiske krigere i Islamisk Stat har indtaget store dele af Syrien og Irak, og har bevæget sig mod de kurdiske selvstyreområder, der ellers har været en relativ stabil del af det krigshærgede land.
I Gaza-striben er det også gået hedt for sig i hele juli måned, og fjendtlighederne er endnu ikke forbi.
Men mange forskere har gennem de seneste år netop advaret om dette scenarie, og de har også foreslået løsninger.
Kernen i mange advarsler har været vand. Mellemøsten er nemlig en region, der er meget hårdt ramt af problemer med vandforsyningen.
”Vandmangel i arabiske lande er en af rødderne til regionens ustabilitet både lokalt og regionalt”, sagde den tidligere jordanske minister for både landbrug og vand, Hazim El-Naser i en tale ved en arabisk konference om vand og konflikt i 2013.
13 af de 22 lande i den Arabiske Liga rangerer blandt verdens mest vandknappe nationer.
Der er særlige vanskelige forhold, når flere forskellige lande deler de samme vandressourcer, som det er tilfældet i Mellemøsten. Her leverer de to store floder Eufrat og Tigris eksempelvis vand til Syrien, Irak og Tyrkiet, mens Jordanflodens vand er vigtig for Jordan, Israel, Libanon og de palæstinensiske områder.
Den store Mosul dæmning, der muligvis er erobret af islamistiske krigere.
Mellemøsten har imidlertid ikke som i mange andre regioner fælles regionalt samarbejde om vandressourcer.
”Mellemøsten er en primær skueplads for krig og risiko for krig i fremtiden, fordi de fleste lande i Mellemøsten har afvist idéen om et transnationalt samarbejde om vand”, lyder det i rapporten ” Water Cooperation – Focus on the Middle East” fra 2013.
Derfor anbefaler flere rapporter et stærkere regionalt samarbejde om vandressourcerne i Mellemøsten for at afbøde risikoen for vold og uroligheder.
Klimaforandringer er en trussel-multiplikator
Både Pentagon og FN’s klimapanel har kaldt klimaforandringer en ”threat multiplier” (trussel-multiplikator).
Klimaforandringer gør andre trusler værre. Hvis klimaforandringer spiller en rolle som årsag til en konflikt gør den samtidigt de andre årsager mere faretruende.
Vand er er en helt central del af denne årsagssammenhæng. De fleste forskere er enige om, at vand eller klimaforandringer aldrig er den eneste årsag til konflikt. Men mangel på vand og de mange vandressourcer, der går på tværs af landegrænser, gør ganske sikkert ikke livet mere fredeligt i regionen.
Hazim El-Naser, der i dag sidder i det jordanske parlament, mener, at vandmangel var en af de udløsende årsager til den langvarige borgerkrig i Syrien.
”Faktoren, der igangsatte den første protest i Syrien i landområdet i Daraa, var fængslingen af bønder, som borede ulovlige brønde for vand for at dyrke afgrøder til egen forsyning. Da regeringen forsøgte at lukke brøndene med magt udviklede protesterne sig og har ledt til det nuværende vedvarende oprør”, forklarer han.
Han beretter yderligere, at den irakiske premierminister Nouri Al Maliki advarede sine naboer om risikoen for konflikt, hvis ikke spørgsmål om vandforsyning bliver løst.
”Malikis største frygt er, at vandmangel, som er blevet værre gennem et årti grundet dårlig infrastruktur og sanitet, vil føre til vold i Irak”, sagde han i talen.
Han nævner også utilfredsheden blandt den irakiske befolkning af primært sunnimuslimer i den vestlige del af landet.
“I de nylige protester blandt sunnimuslimer klager de over den dårlige infrastruktur for vand og energi”, sagde han.
Talen blev holdt i januar 2013, og det er værd at bide mærke i, at den ekstremistiske gruppering af sunnimuslimer kaldet Islamisk Stat i juni 2014 – lidt over et år efter – fik fodfæste i den vestlige del af Irak, hvor der tidligere havde været optøjer grundet den dårlige levering af vand.
Maliki er selv shiamuslim, og han har været beskyldt for at føre en sekterisk ledelsesstil, hvor han har marginaliseret mange sunnimuslimer.
Regionale aftaler og traktater om vand kan skabe ”blå fred”
Tilsyneladende kan risikoen for konflikter lettes, hvis der bliver indgået samarbejde om vandressourcer mellem nabolande.
Rapporten ”Water Cooperation – Focus on the Middle East” har undersøgt 148 lande med delte vandressourcer. Rapporten konkluderer, at de 37 af disse, der ikke har indgået i et samarbejde om de delte ressourcer, har en væsentlig større risiko for konflikt – også om andre forhold end vand.
Desværre er det gået skidt med at lave fælles aftaler om vandforsyningen i Mellemøsten. Afrika, Asien og Latinamerika har været langt bedre til at samarbejde om de flydende ressourcer.
“Fraværet af samarbejde om deling og administration af vandressourcer har haft indflydelse på sikkerheden for befolkningen, staterne og naturen i Mellemøsten”, lyder det i rapporten.
Båd på Eufrat-floden i Irak.
En anden rapport fra 2013 med titlen ”The Blue Peace – Rethinking Middle East Water” har en række anbefalinger.
Heriblandt er samarbejdscirkler (Circles of Cooperation), hvor regionen kan sørge for en fredelig og retfærdig fordeling af vandet. Der er et forslag om en nordlig cirkel bestående af Tyrkiet, Syrien, Irak, Jordan og Libanon. Der er ligeledes en anbefaling om samarbejde mellem Israel og Palæstina.
Disse samarbejdscirkler skal lave fælles aftaler om fordeling af vand, og de skal lave langsigtede planer for fælles administration og økologisk vedligeholdelse. Der skal også laves aftaler om en ligelig fordeling af vandet både blandt de forskellige lande, men også internt mellem forskellige befolkningsgrupper.
Dette kan muligvis skabe rammerne for en ”blå fred”, som det hedder i rapporten. Ellers kan det se ret sort ud i fremtiden for den knastørre region.
