Menneskeretsvagthund: Danmark lader sig kue af Kina

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Tibets åndelige leder, Dalai Lama, ankom tirsdag til Danmark, hvor regeringen ikke vil møde ham. Det sår tvivl om, hvorvidt Danmark virkelig er en forkæmper for menneskerettigheder verden over, vurderer Human Rights Watch. Til gengæld mødes han med 17 danske politikere. 

“Det er dybt problematisk, at man kigger den anden vej, mens man samtidig insisterer på at gå op i at forsvare menneskerettighederne”, siger Nicholas Bequelin fra den store internationale NGO til DR online tirsdag.

Bequelin er senior researcher hos NGOens afdeling i Asien og mener, at den danske eftergivenhed sender et forkert signal til Kina i en tid, hvor menneskerettighederne er under stærkt pres i Tibet.

“Signalet bliver, at Danmark lader sig kue, og at danskerne også kan lade sig kue på andre punkter, samt at situationen i Tibet ikke er værd at tale om”, gør han gældende.

“Jeg synes det er vigtigere, at Danmark står ved sine principper, end at man lader Kina diktere, hvem en demokratisk valgt regering kan mødes med eller ej”, mener Bequelin.

Situationen i Tibet er blevet værre siden 2008, da der udbrød store protester i området, vurderer han overfor DR online.

Siden da har der været militær undtagelsestilstand. Folk bliver anholdt for blot at læse bøger om Dalai Lama, og siden 2008 har over 100 tibetanere sat ild til sig selv i protest mod den kinesiske undertrykkelse, forklarer Nicholas Bequelin.

Dalai Lama (79) var Tibets politiske leder fra 1950 til 2011 – siden 1959 i eksil i Indien.

Han fik Nobels Fredspris i 1989 og rejser rundt for at prædike fred og tolerance. Han ønsker større selvstyre til Tibet, som har været besat af Kina siden 1950. Kineserne anser ham for en seperatist, der ønsker at splitte landet.

Fremtrædende socialdemokrat mødes med ham

Dalai Lama ankom til København tirsdag formiddag og mødes torsdag morgen med 17 danske politikere fra alle Folketingets otte partier.

Ifølge Den Danske Støttekomite for Tibet er fem menige folketingsmedlemmer fra regeringspartierne blandt dem.

Det er fhv. fødevareminister Mette Gjerskov (S) og hendes partifæller Yildiz Akdogan og Ane Halsboe-Jørgensen. Også de Radikales Zenia Stampe og Nadeem Farooq vil være med.

Som sit partis udviklingsordfører, formand for udenrigspolitisk nævn og næstformand i Folketingets udenrigsudvalg er Mette Gjerskov statsministerpartiets mest fremtrædende person på scenen.

Fra oppositonen bemærkes det, at tidl. Venstre-udviklingsminister og nu sit partis udenrigsordfører, Søren Pind, deltager, ligesom den tidl. konservative partileder, Lars Barfoed.

Enhedslisten er repræsenteret med partispidser, mens dette ikke er tilfældet for SF, hvor eksempelvis tidl. udenrigsminister Holger K. Nielsen ikke er med.   

Fra Dansk Folkeparti kommer to absolutte topfolk.

I det politiske spektrum samlet set kommer 11 fra regeringen og dens støttepartier, mens seks er med fra den borgerlige opposition. Blot to af tingets 47 Venstre-folk kommer.

Orienteres om forholdene i Tibet

Mødet er kommet i stand via Støttekomiteen for Tibet i samarbejde med arrangørerne af Dalai Lamas besøg samt Office of Tibet i London og finder sted i et lokale i Bella Center. 

“Vi har fortrinsvis henvendt os til medlemmer af udenrigspolitisk nævn og udenrigsudvalget, men også enkelte andre, der i tidens løb har vist interesse for Tibet”, skriver støttekomiteens formand, Anders Højmark Andersen, i en pressemeddelelse tirsdag

Der er ingen bestemt dagsorden for mødet, som har til formål at give de folkevalgte en mulighed for at orientere sig om Tibets situation og stille spørgsmål til Dalai Lama. 

Arrangementet er lukket for pressen og offentligheden, men pressen vil vente uden for, når mødet er slut – mere på http://www.tibetkomite.dk

Disse 17 politikere deltager ifølge støttekomiteen:

Mette Gjerskov (S)
Yildiz Akdogan (S)
Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Zenia Stampe (R)
Nadeem Farooq (R)
Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)
Özlem Cekic (SF)
Johanne Schmidt-Nielsen (EL)
Nikolaj Villumsen (EL)
Christian Juhl (EL)
Pernille Skipper (EL)
Mette Bock (LA)
Lars Barfoed (K)
Søren Pind (V)
Jakob Ellemann-Jensen (V)
Pia Kjærsgaard (DF)
Søren Espersen (DF)

Muligvis også tidl. udenrigsminister Per Stig Møller (K), der er formand for Folketingets udenrigsudvalg.