En gruppe indbyggere fra den lille landsby Marjayoun i det sydøstlige Libanon er mødt op foran rådhuset for at protestere. Det er onsdag eftermiddag, solen skinner lidt endnu og flere kommer lige fra arbejde. Protesten er stille og rolig, der er hverken bannere eller kampråb. I stedet brokker de fremmødte sig lavmælt til hinanden, mens borgmesteren sidder lidt længere oppe ad gaden i sit jakkesæt, ryger en smøg og ser til.
Dagen forinden har en syrisk mand været oppe og toppes med en lokal politibetjent, og det er den begivenhed, der har fået libaneserne ud på gaden. Mens flere og flere kommer til, begynder et rygte at sprede sig. En kilometer væk er en gruppe lokale brudt ind i syrerens lejlighed, og står nu og kaster møbler, vaskemaskine og toilet ud over altanen. Da den syriske mands ejendele til sidst ligger syndersmadret i en bunke foran bygningen, begiver gruppen sig videre. Nu til syrerens brors hus, som de hiver ud og begynder at banke løs på.
De syriske syndebukke
Flere af de lokale fortæller, at noget lignende aldrig er sket i landsbyen før. Men episoden i Marjayoun er ikke et enkeltstående tilfælde. Overalt i Libanon spreder anti-syrisk retorik sig blandt libanesere, der er hårdt ramt af den økonomiske krise. Ligesom at diskrimination og vold mod syriske flygtninge bliver mere og mere almindeligt.
Og politikerne er da også med til at puste til de anti-syriske tendenser. Gang på gang giver de flygtningene skylden for landets massive krise, og det er efterhånden en udbredt holdning, at syrerne tager statens sparsomme ressourcer fra libaneserne. Ligesom at nødhjælpsorganisationer i landet kun giver økonomisk hjælp til syrerne og glemmer de mange fattige libanesere.
En ung kvinde, der er mødt op til protesten i Marjayoun, fortæller for eksempel, at ”de (nødhjælpsorganisationerne, red.) deler penge ud til de syriske flygtninge hver måned. Sådan omkring 300 dollars til hver person. Så er det jo klart, at de ikke gider hjem til Syrien. De tjener penge på at være flygtninge i vores land,” siger hun og ryster på hovedet.
Det starter en diskussion blandt de fremmødte, og flere begynder at komme med deres bud på, hvor meget en syrisk flygtning helt præcis får af internationale organisationer. Det meste lader dog til at være rygter.
Foto: Privat.
Ifølge FN’s flygtningeorganisation UNHCR kan en sårbar flygtningefamilie på fem eller flere medlemmer maksimalt modtage 8.000.000 libanesiske pund om måneden – det svarer til omkring 540 kroner. Og lige nu dækker bistanden kun 43 procent af flygtningene i Libanon. Derfor lever mange syrere i Libanon i ekstrem fattigdom og i faldefærdige lejre.
Flygtninge tvangsudvises
De seneste år har politikere og embedsmænd forsøgt at stramme grebet om flygtningene i Libanon. Så sent som i april har militærets efterretningstjeneste intensiveret sin indsats mod udokumenterede syriske flygtninge ved blandt andet at gennemføre razziaer i syriske hjem. Ifølge det franske nyhedsbureau Agence France-Presse er omkring 450 syrere blevet arresteret og mindst 66 deporteret tilbage til Syrien i løbet af april.
“Hærens detentionscentre er fyldte,” har embedsmænd fra hæren forklaret til Al-Monitor. “Så hæren har været nødt til at tage denne foranstaltning og placere dem (de syriske flygtninge, red.) uden for libanesiske grænser.”
Ifølge embedsmændene var udvisningerne ikke koordineret med Damaskus. Derfor blev syrerne udleveret til grænsevagter, som derefter flyttede dem til syriske områder.
Læs også: Verdens største flygtningekrise er stadig den syriske.
Amnesty International har kritiseret udviklingen og opfordret de libanesiske myndigheder til at “stoppe den ulovlige udvisning af syriske flygtninge” af frygt for, at de vil blive tortureret eller forfulgt af den syriske regering, når de bliver sendt tilbage.
Hvad kan spændingerne føre til?
Også i den anden lejr syder frustrationen. En video fra december 2020 er de seneste dage igen begyndt at dukke op på sociale medier. Videoen viser en svensk statsborger af syrisk oprindelse, Kamal Labwani, der opfordrer syriske flygtninge til at gribe til våben mod den libanesiske hær.
Et andet klip viser hærens anholdelser af udokumenterede flygtninge, og det har vakt stærke reaktioner blandt landets syrere.
Nu frygter flere, at den sociale uro vil få volden til at stige.
Seancen i Marjayoun udspiller sig dagen efter, at Libanons fungerende indenrigsminister Bassam Mawlawi tirsdag den 25. april udstedte et hastedirektiv, der forbyder demonstrationer fra syriske flygtninge og moddemonstrationer.
I sit direktiv skriver Mawlawi, at forbuddet skyldes opfordringer til at demonstrere foran FN’s flygtningeorganisation UNHCR for at protestere mod organisationens tavshed i forbindelse med tvangsudsendelserne. Han tilføjede, at en moddemonstration organiseret af en gruppe, der kalder sig selv The National Campaign to Free Lebanon from Syrian Demographic Occupation, også var planlagt til at finde sted på samme tid. Han frygter, at demonstrationerne vil føre til alvorlige sammenstød mellem libanesere og syrere.
Mawlawi er ikke den eneste, der gruer for udviklingen. Senere på ugen, søndag den 30. april, advarede fungerende socialminister Hector Hajjar om, at den nuværende situation kan føre til farlige sammenstød mellem de to grupper, hvis ikke der bliver gjort noget drastisk.
Krisen i Libanon: Tre års mareridt
På få år er Libanon gået fra at blive kaldt Mellemøstens Schweiz til at være sunket ned i dyb økonomisk krise og præget af omfattende social uro. Ifølge Verdensbanken er situationen i Libanon så slem, at den meget vel kan betegnes som en af verdens tre værste økonomiske kriser i nyere tid.
Syriske flygtninge i Libanon
Libanon grænser op til Syrien og har derfor været stormodtager af syriske flygtninge, siden borgerkrigen brød ud i 2011.
Ifølge Statistics Lebanon er landet vært for mere end 2 millioner syrere, og over 800.000 er registreret hos FN’s flygtningeorganisation UNHCR.
Forholdet mellem de to lande er kompliceret. Indtil 2005 var Libanon under syrisk besættelse, og en stor del af Libanon – primært indbyggere i landets nordlige del – nærer en stærk aversion mod Assad-regimet.
78 pct. af befolkningen lever i fattigdom og har problemer med at skaffe mad. De, som stadig har penge, kæmper med at få dem udbetalt, fordi bankerne har frosset dem inde. Og hvis man endelig hæver penge fra sin konto, kan det kun ske i libanesiske pund til en kurs, der på ingen måde matcher den reelle. Man mister altså hovedparten af sine penge, hvis man vil have dem ud af banken.
Der har været en stribe af episoder det seneste års tid, hvor bevæbnede borgere har truet bankmedarbejdere til at udbetale indefrosne penge i dollars fra deres bankkonti. I august holdt en mand kunder og medarbejdere som gidsler i en bankfilial i Beirut for at få udbetalt penge fra hans egen konto, så han kunne betale sin fars hospitalsophold.
Og ikke nok med, at libaneserne dårligt kan få adgang til deres surt tjente penge, så stiger priserne også voldsomt. Libanon er nemlig det land i verden med den højeste inflation, skriver Verdensbanken i en ny rapport.
I mangel på job udvandrer tusindvis af særligt unge libanesere og dræner dermed landet for de menneskelige ressourcer, som er nødvendige for at genopbygge økonomien og holde landet kørende. Eksperter taler om et massivt brain drain.
Parallelt med landets økonomiske nedsmeltning, står Libanon også uden både regering og præsident. Siden valget i maj måned sidste år, er det nemlig ikke lykkedes at samle en ny regering.
Læs Jan Top Christensens artikel om valget i maj: Parlamentsvalget indvarsler nye tider i Libanon – måske.
