Få har med sin kunst vist global vilje og nysgerrighed som guitaristen og orkesterlederen Pierre Dørge, som med grupper som New Jungle Orchestra, Thermænius og Dørge/Becker/Carlsen har rejst kloden tynd og optrådt med en hybrid, som ofte omfattede alverdens musikere og kollaborationer med lokale mestre. Og som endelig som ambassadører for en særlig nordlig æstetik med stor selvfølgelighed har fået fremmede folkeslag til at forholde sig til alt fra New Orleans til Carl Nielsen.
Det er et stort og vigtigt værk Dørge, hans kone pianisten Irene Becker og de mange musikere, der har været med i specielt ”jungleorkestret”, har skabt over en lang årrække. Og med Palle Mikkelborg om bord, en kapacitet på trompet og kornet, der med blandt andre Miles Davis og i alskens sammenhænge har vist flaget, var der lagt op til et af den slags møder, der gør den københavnske jazzfestival til så unik som statement og sprællevende tilbagevendende begivenhed.
Fra Nørrebro og ud
Det er faktisk meget få gange, at Dørge og Mikkelborg har spillet sammen, selv om de som henholdsvis 73- og 78-årig ikke bare har gået op ad hinanden på københavnerscenen, men også har en opvækst forskudt af hinanden, der tæller københavnerlokaliteter som Blegdamsvej og Søerne, altså Indre Nørrebro. Og det var da også, hvad der blev fejret i den kraftanstrengelse af en suite, der indledte aftenens seance i den meget kompakte og nærmest firkantede kirke på netop Nørrebro med kapeller stikkende ud til alle sider, der skulle vise sig at passe perfekt til jazzmusik.
Det var klassisk Dørge, bevæbnet med sin halvakustiske elektriske guitar med en hel shamanisk hønsegård af fjer omkring stemmeskruerne, mens han omgående demonstrerede sin fornemme guitarteknik med volumenknappen som vigtigt strygeragtig effekt. Han er altså en af vores mest originale og blændende guitarister med sin helt egen stil.
Overfor ham var Irene Becker i gang med sine smagsfulde keyboards, ligesom blæsergruppen var den vanlige med Jakob Mygind på sax, Kenneth Agerholm på trombone, Anders Banke på klarinet og saxofon og Gunnar Halle på trompet, dertil bassisten Thommy Anderson, Ayi Solomon fra Ghana på stærkt personlig perkussion og dans og endelig med Martin Andersen på trommer. Samt midt i cirklen i sin karakteristiske stærke energiudveksling med forskellige i orkestret fra sin plads midt i cirklen: Palle Mikkelborg, maestro med mere.
Koncerten var resultatet af en længere forberedelse, og Mikkelborgs ofte meget spacede trompet eller kornet med de langstrakte og poetiske linjer i spillet, som kan minde om både Miles Davis, men især måske Graham Haynes og Jon Hassell, passede meget smukt til ”jungleorkestret”’s lydhøre og eklektiske måde at spille fra helt stille passager til en storm, mens der konstant er en ræv bag øret på vej til narrestreger, der kalder grinet frem.
Der er masser af ekvilibrisme i Cirkus Dørge, men gudskelov er Pjerrot aldrig langt væk tilsat en Klods Hans’sk jordbunden humor. Samt ikke mindst Dørges hang til dadaisme med de lange tirader på sproget, som opstod blandt avantgardistiske kunstnere i Paris under 1. verdenskrig.
Men vi ville også foretage besøg hos Miles Davis, dels gennem dele af Mikkelborgs fabelagtige værk til mesteren, Aura, samt også med direkte hints i form af numre som Miles Davis’ Jean Pierre med signaturmelodien, der kan minde om en børnesang.
Forløbet havde langstrakte messeagtige kvaliteter, hvor der blev spillet med en inderlighed, så man kunne høre en knappenål falde, mens hver en tone begærligt blev nydt.
Det var meget stor kunst og bare indledningen.
Hyldest til forbilleder
Et næste højdepunkt blev, da de to hovedpersoner mødtes ovre ved Pierre Dørges guitar, og Palle Mikkelborg ville stille sig helt tæt på med sin krumme ryg og opmærksomheden lysende. Spillende ekstremt følsomt, ja, nærmest som en hvisken. Her var man grebet, og taknemmelig, og Pierres efterfølgende befriende bemærkning om, at ”det var sgu helt godt, det må vi turnere med”, var forløsende samt noget, der vist ikke kunne være to meninger om.
Tilsat Ayi Solomons hele tiden særdeles mesterlige afrikanske perkussion og mimik, var der konstant afrikanske hints, som er så vigtige i hele historien om Pierre Dørge, som jo ikke mindst har boet i Gambia i mange omgange, helt tilbage til første gang i 1982, hvor orkesteret valfartede til Brikama for at møde mesteren på den 21-strengede kora, Alhaji Bai Konte.
Ligesom han også gennem hele livet har vendt tilbage til de skelsættende år med den sydafrikanske bassist og pianist i eksil fra apartheid, Johnny ”Mbizo” Dyani, der pludselig døde bare 40 år gammel i 1986.
Et andet stort moment var en hyldest til Charles Mingus, som opstod for et par år siden, da Pierre Dørge var i USA for at indspille albummet Soundscapes. Forinden havde der været ret gakkede sekvenser, hvor Solomon drog ud på en slags skyggedans, ligesom Dørge og bassisten tog en følsom tur med skærebrænderguitar med bue, igen velvalgt og nøje udført.
Ligesom vi fik en længere og frugtbar udgave af Duke Ellingtons Caravan, hvor temaet blev vendt ind og ud og Mikkelborg nærmest blev inviteret indenfor i cirklen og kvitterede med endnu en udladning. Stor jazz og en Dørge der hermed hyldede endnu et forbillede.
Solen er så rød
Det blev en meget lang koncert, der dog ikke var et minut for lang. Lydmanden Teis Frandsen skal have meget kredit for sit arbejde – den tidligere frontmand i det hedengangne reggaeband, Tredje Tilstand, har med årene udviklet sig til at være en af vores bedste bag en lydpult.
Der blev dog plads til en fabelagtig solo fra ”Solo”, som så på god junglevis gik over i Carl Nielsens vidunderlige børnesang, Solen er så rød, Mor, – den med tekst af den senere så kontroversielle Harald Bergstedt (han blev dømt for nazisme efter krigen. Red.). Børnesangen blev spillet og improviseret frem med endnu en opbydelse af ensemblets og ikke mindst Mikkelborgs sublime sensitivitet og så var det endelig slut.
De skulle blive noget ved musikken, de folk!