Det står generelt skidt til med vandforsyningen i Afrika, men der er store forskelle på tværs af kontinentet. Det ser bedst ud i Nordafrika, hvor 92 procent af befolkningen har adgang til rent drikkevand. I Centralafrika er andelen kun 62 procent.
Fra nord til syd og fra øst til vest på det store kontinent har 71 procent af befolkningen mulighed for at slukke tørsten, når trangen melder sig. Det betyder, at næsten en tredjedel – eller 353 millioner mennesker – af afrikanerne har en mangelfuld adgang til rent drikkevand. Konklusionerne stammer fra en opgørelse fra FN-universitetet i forbindelse med den internationale dag for vand, World Water Day, tirsdag.
Opgørelsen viser, at selv i de afrikanske lande med den mest velfungerende vandforsyning, er der udfordringer med at levere rent vand til at drikke og til hygiejniske og industrielle formål.
“Det overordnede niveau af sikkerhed i vandforsyningen i Afrika er lavt. Ikke et eneste land eller en eneste region har på nuværende tidspunkt opnået et moderat eller effektivt niveau,” siger studiets hoveforfatter, Grace Olywasanya fra FN-universitet.
Egypten fører an
Forskerne har brugt 10 indikatorer til at beregne kontinentets vandforsyning herunder adgang til drikkevand og vand til hygiejniske formål, behandling af spildevand, infrastruktur, tilgængelige vandforsyninger samt afhængighed af andre lande for vandressourcer.
Egypten får den højeste score med 70 ud af 100 i den samlede vurdering. Blandt andet formår landet at levere rent drikkevand til 99 procent af egypterne. Det er en kategori, hvor andre nordafrikanske lande som Libyen, Tunesien og Algeriet samt lande i syd som Sydafrika og Botswana ligeledes klarer sig godt.
Top og bund med sikker vandforsyning
De fem lande i top:
- Egypten
- Botswana
- Gabon
- Mauritius
- Tunesien
De fem lande i bund:
- Niger
- Tchad
- Somalia
- Guinea-Bissau
- Sudan
I den anden ende af skalaen mangler over halvdelen af indbyggerne adgang til sikker og pålideligt drikkevand i fem af Afrikas 54 lande. Allerværst ser det ud i Sudan og Den Centralafrikanske Republik, hvor det gælder blot 41 og 37 procent af befolkningen.
Den Centralafrikanske Republik råder ellers sammen med nabolande som DR Congo og Republikken Congo over de største vandressourcer per indbygger i Afrika. Alligevel scorer ingen af de tre lande højt, når det gælder om at sikre deres befolkninger adgang til vand. Det skyldes sandsynligvis, at de klarer sig dårligt med andre indikatorer som infrastruktur og behandling af spildevand.
Situationen er helt omvendt i nordafrikanske lande, som får høje karakterer i netop de kategorier, selvom de er vandfattige. 98 procent af Egyptens vandressourcer stammer fra kilder uden for landets grænser. Det nordafrikanske land er netop nu i strid med Etiopien, der har bygget den gigantiske dæmning, GERD, ved en biflod til Nilen, hvilket vil påvirke Egyptens vandforsyning.
Læs også: Derfor bygger Etiopien en konfliktfyldt dæmning
Senest har egypterne præsenteret en plan, hvor de fremgår, at de satser på at bygge en række afsaltningsanlæg for at sikre landets forsyning af ferskvand.
Sløj fremgang
Et af FN’s verdensmål, der blev vedtaget i 2015, lyder, at alle mennesker i verden skal have adgang til rent vand i 2030. Den nye opgørelse fra FN-universitetet viser, at der er lang vej igen for opnåelsen af det mål i Afrika.
Selvom over halvdelen af kontinentets nationer – 29 ud af 54 – har registreret fremskridt for vandforsyningen i perioden 2015-2020, er der tale om en absolut beskeden fremgang i omegnen af 2,8 procent. Vestafrika har som region rykket sig mest, mens Centralafrika har oplevet den laveste fremgang.
Med den fart vil det i 2030 kun være lykkes Afrika at skaffe adgang til vand til 76 procent af kontinentets befolkning, konkluderer opgørelsen.