Mindeord af Svend Aage Nielsen
Nelson Mandela var en modig mand. Han havde mod til at holde på sine principper og til forsoning med de hvide tidligere undertrykkere. Vi har haft god grund til at sætte pris på hans indsats, skriver formanden for Kennedy Selskabet.
Vi må alle unde Nelson Mandela, at han nu har fået fred efter et langt liv med store personlige udfordringer og omkostninger.
Det er ikke et tab for nogen, hvis vi beslutter, at vi vil videreføre hans gode eksempel og hans gode ord, ideer og drømme. Vi har haft god grund til at sætte pris på hans modige indsats for et frit og folkestyret Sydafrika med lige ret for alle.
Som ung mand stod han sammen med sit folks nobelpristager Albert Luthuli.
Ved en retssag udtalte Nelson Mandela modigt den 20. juni 1964:
”I mit liv har jeg viet mig til denne det afrikanske folks kamp. Jeg har kæmpet mod hvidt herredømme, jeg har kæmpet mod sort herredømme. Jeg har elsket idealet om et demokratisk og frit samfund, hvor alle mennesker lever sammen i harmoni og med lige muligheder. Det er et ideal, som jeg håber at kunne leve for. Men hvis det er nødvendigt, er det et ideal, jeg er rede til at dø for.” (”Vejen til frihed”, side 345, 1994.)
Ved sin indsættelse som præsident den 10. maj 1994 viste Nelson Mandela mod til forsoning, og ikke til at fortsætte en apartheidpolitik med modsat fortegn. Det kom til udtryk ved indsættelsens forløb og i hans tak til alle for deres indsats for ”en fælles sejr for retfærdighed, for fred og for menneskelig værdighed… blandt dem ikke mindst min 2. vicepræsident, ærede F.W. de Klerk.”
Det kom også frem i samme tales målsætninger:
”Tiden til at hele sårene er kommet. Tidspunktet til at bygge bro over kløften, som deler os, er kommet… Vi indgår en pagt om, at vi vil bygge et samfund, hvori alle sydafrikanere, både sorte og hvide, vil kunne gå med oprejst pande uden nogen frygt i hjertet, i sikker overbevisning om deres umistelige rettigheder til menneskelig værdighed – en regnbuenation i fred med sig selv og verden.”
I åbningstalen til parlamentet i Cape Town den 9. februar 1996 fulgte Nelson Mandela modigt op på disse målsætninger. Her talte han for ”fri lægebehandling og fri obligatorisk uddannelse”.
Han kom også her med den modige opfordring:
”Tiden er kommet for vor nation til at vælge, om vi vil være et samfund med retssikkerhed og fred, eller om vi vil være ulykkelige gidsler for lovløshed.” Han fortsatte:
”Som tilføjelse til dette ønsker jeg i dag at meddele, at der er forberedelser til at indføre regler, som vil forbyde, at der bæres farlige våben ved offentlige begivenheder.”
”Aldrig, aldrig mere skal landets love dele os,” udtalte han den 8. maj 1996 ved vedtagelsen af Sydafrikas nye forfatning.
Æret være hans minde.
Af Svend Aage Nielsen er formand for Kennedy Selskabet
