Kroppen jeg blev født i
Guadalupe Nettel
Forlaget Grif
Overgaden oven Vandet 34A
1415 København K
Udgivet den 10.august 2018
160 sider
Info: grif
Hvert år i august kan man opleve litteratur på Louisiana. Festivalen har eksisteret siden 2010. I år havde festivalen besøg af den argentinske forfatter Mariana Enriquez og mexicanske Guadalupe Nettel, som Globalnyt mødte begge to og talte med. Guadalupe Nettel er netop aktuel på dansk. Hendes roman “Kroppen jeg blev født i” udkom på forlaget Grif den 10. august. Der står roman på bogens forside, men i pressematerialet fremgår det, bogen fortæller om forfatterens egen opvækst.
Historie om 1970’erne med mexicanske øjne
Fredag eftermiddag møder Globalnyt Guadalupe Nettel, der lige netop er landet direkte fra Mexico City. I en meget jetlag’et atmosfære taler vi om hendes bog, og hvorfor hun har skrevet den.
Vi indleder med at spørge hende om fortællingen ikke egentlig er en meget generel og typisk historie fra 1970’erne om en piges opvækst i et venstreorienteret miljø, og derfor kunne være skrevet hvor som helst, eller hvordan er den rodfæstet i en mexicansk kontekst?
Nettel: ”Det er en selvbiografisk bog, alting ved fortællingen er selvbiografisk. Så jeg har bare skrevet min egen historie, historien om mit eget liv. Det er første gang jeg har skrevet om mit eget liv. Tidligere har jeg skrevet flere romaner, som har været ren fiktion. Jeg havde aldrig selv tænkt på at skrive en selvbiografisk bog, og det opstod som en tilfældighed, fordi der var et magasin, der opfordrede mig til det, og da jeg begyndte på det kunne jeg ikke stoppe, og derfor tænkte: hvorfor egentlig ikke?”
Globalnyt: Hvorfor kunne du ikke stoppe, da du først havde fået begyndt?
Nettel: ”Det gik op for mig, at jeg var ved at skrive historien om min generation, og på det tidspunkt var den historie endnu ikke blevet fortalt. Bagefter viste det sig, at der var en række latinamerikanske forfattere, som nogenlunde samtidig havde skrevet den samme historie. Dermed var jeg pludselig kommet til at tilhøre en gruppe, hvilket jeg ellers aldrig havde forestillet mig ville ske”.
Globalnyt: Det er faktisk også det samme, som sker for pigen i bogen; at hun med tiden efterhånden komme til at tilhøre en gruppe, og ikke længere er så alene og mærkelig.
Nettel: ”Ja, hun begynder at blive en del af outsidernes klub”
Eksil som den globale verdens normaltilstand
Den gruppe af latinamerikanske forfattere som Guadalupe Nettel henviser til er en generation, hvor mange i store dele af deres opvækst har måttet leve i eksil som følge af politiske forhold i deres hjemlande. De flygtede med deres forældre især til Mexico, men i nogles tilfælde også til europæiske lande – ligesom pigen i bogen, der som teenager lever med sine forældre i Sydfrankrig. Derfor spørger vi hende, om hun tror, at de bøger, som hendes generation af forfattere skriver forskellige steder i verden, er blevet mere ens, end de var i tidligere generationer.
Nettel: ”Ja, det tror jeg godt, at der kan være noget rigtigt i. VI lever jo i en ’global landsby’, hvor mange mennesker bevæger sig rundt i verden. Hvis man kigger på det 19. århundredes litteratur, var der folk, som foretog kortvarige rejser, men der var ikke tale om migration, som tilfældet er nu.”
Litteratur er en invitation ind i soveværelset
Guadalupe Nettel citerer den israelske forfatter Amos Oz for at sige, at når vi er på rejse, kan vi være heldige at blive inviteret hjem til middag, men når vi læser en roman, inviteres vi ind i et andet menneskes intime rum. Derfor mener hun, at det også er litteraturen selv der får os til at kende hinanden bedre på tværs af verden og måske dermed også bliver mindre forskellige.
Globalnyt: Hvis en roman er en invitation ind i soveværelset, er selvbiografien så en yderligere og endnu mere intim invitation, eller er den selvbiografiske roman blot en bestemt slags fiktion?
Nettel: “Det er ikke afgørende, fordi enhver roman indeholder også følelser og beskrivelser af intime forhold, ellers ville den ikke være levende.”
Globalnyt: Betyder det, at man kan læse selvbiografiske bøger som fiktion? Kan din bog læses som fiktion?
Nettel: ”Det har ingen betydning, faktisk. Historien kan læses som en roman. Det er ikke vigtigt at vide, at det er en virkelig historie.”
Psykoanalysen rolle
Historiens ramme er, at kvinden fortæller fra briksen hos en psykolog, hvor hun er i samtaleterapi. Med faste mellemrum stiller kvinden direkte spørgsmål til psykologen, men psykologen svarer aldrig, og psykologen er kun til stede gennem de spørgsmål, hun stiller.
Nettel: ”Da jeg skrev romanen, tænkte jeg meget over den karakter – psykologen, som egentlig slet ikke er nogen karakter. Det er min måde at henvende mig til læserne på. Spørgsmålene er rettet til læserne. Og dermed kommer læserne til at fungere som psykolog. Der er også det aspekt, at psykoanalysen spillede en central rolle for netop genrationen i 1970’erne. Der har siden udviklet sig mange andre typer terapi, men dengang var der meget samtaleterapi.”
Hurtig og informationsmættet
Romanen (eller selvbiografien, alt efter temperament) er skrevet i højt tempo, så læseren virkelig skal koncentrere sig om at hænge på for ikke at gå glip at de mange detaljer og den store mængde af information. Det hele er fortalt fra et mikroperspektiv med lille piges øjne, som gennem fortællingen vokser og bliver teenager og mod slutningen endelig er voksen.
De gentagne og afbrydende spørgsmål til psykologen virker irriterende og uforståelige, og de har den ærgerlige konsekvens, at de river læseren ud af historiens ellers kontinuerlige fremdrift.
Selvom det er en mexicansk piges historie, så virker den meget vedkommende og næværende for en dansk dreng, der også voksede op i 1970’erne og i en middelklasse med venstreorienterede forældre, selvom denne drengs mor aldrig har sammenlignet ham med en kakerlak.
Historien er en meget elegant beskrivelse af, hvad det vil sige at være udenfor og føle sig grim, umulig og dum. Og hvordan den erfaring skaber en ekstrem og ukuelig modstandskraft. Det er også en utrolig smuk fortælling om et menneske, der kommer overens med sig selv og forliger sig med sin krop og omverdenen.
For de, der ikke har de samme erfaringer som pigen, er det vigtigt at sige, at selvom hun forliger sig med kroppen hun blev født i, vil hvert et skridt alligevel altid være en kamp – også hvis hun havde været en dreng. Det kan næsten kun føre et sted hen, og her vil der være mærkelige dyr, spøgelser og monstre – millioner af historier som skal skrives. Skriften er det eneste sted, hun kan trække vejret og leve rigtigt.