Morgenjuice og positivt nyt fra u-landene

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Af Frederik Tillitz, U-landsnyt.dk

Fredag morgen blev danskerne for fjerde gang mødt af Verdens Bedste Nyheder i morgentrafikken. Og kampagnen ser ud til at have en vis effekt på mediernes dækning af f.eks. Afrika, mener kampagnens leder.

Verdens Bedste Nyheder afholdt fredag morgen sin årlige morgen-event, hvor tusinde af frivillige uddelte aviser og juice i mere end 50 danske byer. Eventen skal være med til at sætte fokus på positive fremskridt i udviklingslandene.

”Det har været en skøn solskinsdag, med feststemning og en masse glade mennesker. Eventen går ud på at møde morgenfriske folk rundt om i Danmark og er en rigtigt god måde at komme ind i danskernes hverdagsliv på”, fortæller Thomas Ravn-Pedersen, sekretariatsleder for Verdens Bedste Nyheder.

Under arrangementet var også politikere som udviklingsminister Christian Friis Bach, Johanne Smith Nielsen (EL), Kristian Jensen (V) og ligestillings- og kirkeminister samt minister for nordisk samarbejde Manu Sareen iført hvide kampagne T-shirts med til at dele ud. Ifølge Thomas Ravn-Pedersen mødte morgenens event stor folkelig opbakning.

”De fleste danskere er meget indstillet på, at vi skal give støtte ude i verden, men man kan komme i tvivl om udviklingsbistanden overhoved hjælper noget. Med en folkelig kampagne på en dag som i dag, kan vi hurtigt blive enige om, at dette er en sag der er større end Danmark”, uddyber han.

Arrangementet forløb imellem kl. 7 og 9 fredag morgen og det er fjerde år i træk, at Verdens Bedste Nyheder afholder sin morgenevent. Det årlige arrangement er en markering af udviklingslandendes gode resultater, og en forlængelse af målsætningen om at formidle konkrete fremskridt fra udviklingsregionerne.

”Sidste års kampagne, Hver tredje afrikaner er nu middelklasse skabte en masse debat. Folk spurgte: Kan det nu passe? Men i løbet af det sidste år er samtlige større danske medier begyndt at beskæftige sig med Afrika på en anden måde. Det håbløse kontinent er nu blevet det håbefulde kontinent” forklarer Thomas Ravn-Pedersen.

Ifølge Thomas Ravn-Pedersen har det aldrig været vigtigere at sætte fokus på positive fremskridt i u-landene, da udviklingsnyheder i det danske mediebillede stadig i høj grad er præget af konflikter og katastrofer.

”Udviklingslandene ligger meget lavt nede på mediestigen og nyhedsstrømmen fra denne del af verden er faldende og ofte meget negativt ladet, som f.eks. med Syrien. En gang om året er det vigtigt at gøre status, rette lidt op på et skævt nyhedsbillede, og se at der fremadrettet faktisk er perspektiv for en bedre verden” uddyber han.

Verdens Bedste Nyheder startede i 2010 som et samarbejde imellem fra FN, Danida og de danske udviklingsorganisationer. Kampagnen formidler de fremskridt der opnås i forhold til FN’s 2015 Mål, og planen med Verdens Bedste Nyheder er at følge målene til dørs.

”Vi har to år endnu til at se, om de mål, der blev sat i 2000 vil blive nået. Verdens Bedste Nyheders målsætning i 2014 er at nå til endnu flere mennesker”, afslutter Thomas Ravn-Pedersen.