MS og ActionAid: Nye udviklingsmål bliver meningsløse uden finansiering

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

En reform af det internationale skattesystem er afgørende for at finde de 2,5 billioner dollars, som FN vurderer, det kræver at finansiere de nye bæredygtige udviklingsmål, viser en ny rapport fra ActionAid og Mellemfolkeligt Samvirke.

Rapporten The Elephant in the Room – How to Finance our Future udkommer samtidig med at verdens politiske ledere mødes til FNs generalforsamling for at diskutere de nye udviklingsmål, fortæller MS på sit netsted onsdag.

De såkaldte SDGer skal erstatte 2015-målene, som udløber næste år.

Flere indtægter til statskasserne

På nuværende tidspunkt foreslår FN-systemet, at finansieringen primært skal komme fra privatsektoren, men fremfor at sætte lid til private investeringer, magtfulde fonde og filantropi gennemgår rapporten en række beregninger på, hvordan man kan finansiere udviklingen gennem øgede indtægter til statskasser i både nord og syd.

Det inkluderer at stoppe brugen af skattely og gøre op med de skadelige skatterabatter, som virksomheder opnår i mange udviklingslande.

Mellemfolkeligt Samvirkes (MS) generalsekretær Frans Mikael Jansen er i New York for at følge FNs generalforsamling. Om rapporten siger han:

“Det er ikke blot et spørgsmål om at politikerne skal enes om nye store mål for udviklingen. Regeringer verden over har jo sådan set allerede forpligtet sig til at udrydde fattigdom og sikre basale menneskerettigheder for alle. Denne gang handler det om at gøre løfterne til virkelighed og sætte en stopper for de normer, der modarbejder udviklingen – såsom virksomheders skattespekulation, der kun gavner få rige på bekostning af alle andre.”

Fattige lande mister potentielle indtægter

“Gode intentioner er ikke nok til at afskaffe fattigdom. Fattige lande mister millioner, fordi store virksomheder snor sig for at undgå at betale skat. Det frarøver udviklingslandene potentielle indtægter, som kunne finansiere basale velfærdsgoder som skoler og hospitaler, hvis de blev opkrævet mere effektivt og demokratisk fordelt,” lyder det fra MS-generalsekretæren.

“Rige og fattige lande må arbejde sammen om at sætte en stopper for skattespekulation og finde innovative finansieringsløsninger som eksempelvis skat på finansielle transaktioner, luftfart og våbenhandel.”

“Som vores rapport viser, er der en stor regning, der skal betales på få år. Den danske regering bør melde klart ud, at de nye udviklingsmål kun kan nås, hvis vi er villige til at sikre finansieringen. Et første skridt kunne være, at gøre alvor at udmeldingen fra Rio+20 mødet og slutte sig til de 11 andre europæiske lande, der allerede er i gang med at implementere skat på finansielle transaktioner. Indtægterne herfra bør så øremærkes en styrket indsat for SDG’erne og de klimamålsætninger, Danmark har.”

Download rapporten The elephant in the room: How to finance our future (PDF, 16 sider)