MS Uganda -nu del af ActionAid Uganda

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Vibeke Quaade, kommunikationsrådgiver ActionAid Uganda

21. januar 2010

Som det første af MS ActionAid Danmarks landeprogrammer lukkede MS Uganda sit landekontor ved årsskiftet og overdrog alle programaktiviteter til ActionAid Uganda.

Det skete efter en process på godt et år med forundersøgelser af de to organisationers komparative kompetencer, og konsultationer med partnere, medarbejdere og MS Ugandas rådgivende råd og ActionAids bestyrelse. Derefter blev det besluttet at fortsætte MS Uganda’s strategi 2008-11 som planlagt og at integrere de to hovedtemaer “opbygning af lokaldemokrati” og “korruptionsbekæmpelse” i ActionAid Ugandas strategi under temaet “god regeringsførelse”.

Opprioritering af ActionAids arbejde med demokrati
Sammenlægningen af MS og ActionAid Uganda betyder en klar opprioritering af ActionAid Ugandas fokus på demokrati og god regeringsførelse.

-MS positive erfaringer med at mobilisering af borgerne til at kræve deres rettigheder på lokalt plan, er klart en gevinst for ActionAid. Vores lokale fundament bliver stærkere, mener Sophie Kyagulanyi, som er politikmedarbejder og hovedkraft i ActionAids arbejde med god regeringsførelse.

Allerede under forundersøgelserne om, hvordan de to organisationer kunne lægges sammen, stod det klart, at MS og ActionAids måde at arbejde med demokratiopbygning var forskellige. Mens MS havde dybe og stærke rødder i grædsrodsarbejdet på lokalt plan, manifesterede organisationen sig ikke beværkelsesværdigt på nationalt niveau, hvilket ActionAid Uganda gør.

Kvinders rettigheder
Et af de områder, som ActionAid Uganda prioriterer højest, er kvinders rettigheder. I en koalition med andre kvindeorganisationer var ActionAid så sent som i 2009 stærkt medvirkende til at få gennemført en lov, som skal forebygge vold i hjemmet; Domestic Violence Bill. Forslaget til loven havde ligget og samlet støv i nogle år, men ActionAid fik den på dagsordnen igen ved hjælp konkrete erfaringer med og eksponering af mishandlingssager fra tre af organisationens lokale kvindecentre. Noget lignede var tilfældet i begyndelsen af året, hvor ActionAid Uganda var primus motor for at presse regeringen til at leve op til sine forpligtigelser og bevilge 20 millioner shilling til tørke-og hungersnødsramte områder.

Sophie forklarer, at det er topnødvendigt med kvalificerede input og argumenter fra græsrodsniveau til at lave politisk lobbyarbejde og influere de politiske processer på nationalt niveau. Og at det er hér, hun især ser styrken i sammenlægningen mellem MS og ActionAid.

-Der er ingen tvivl om, at MS’ input fra lokalt niveau vil give ActionAids argumenter på en række politikområder mere vægt, simpelthen fordi MS kommer med en stærk lokal stemme, fastslår hun.

MS Ugandas partnerportefølje og medarbejdere
Hele MS Ugandas partnerportefølje under 2008-11 strategien og en håndfuld medarbejdere er fulgt med programmet over i ActionAid. De næste to år indtil 2012 vil alle kunne lære af hinandens erfaringer, hvorefter der bliver udarbejdet en ny samlet landestrategi.

-Vi er kun lige begyndt, men jeg forventer, at integrationen af de to programmer vil give os en større erfaringsbase og styrke vores samlede program. På sigt arbejder vi på at få en stærkere global stemme og dermed også større muligheder for at mobilisere ressourcer, siger Charles Businge, direktør for ActionAid Uganda.

Tidligere MS Uganda landechef Mads Jørgensen er enig.
-Der er på ingen måde tale om en organisationsbegravelse. ActionAid Uganda og vi har fra starten haft et godt samarbejde, og jeg er sikker på at MS’ programmer og aktiviteter på sigt både vil blive videreudviklet og styrket under ActionAid Uganda, siger han og tilføjer, at en sammenlægning i sagens natur også har negative konsekvenser, og at processen – især for MS Ugandas personale – ikke udelukkende har været en dans på roser.

-Heldigvis er det dog lykkedes at skabe muligheder for en håndfuld af vores tidligere personale i det nye set-up og dermed også at sikre kontinuiteten for både programmet og MS Ugandas tidligere partnere, slutter Mads Jørgensen.

Både People4Change og Global Contact fortsætter også under ActionAid Uganda. People4Change er MS’ nye program med rådgivere og inspiratorer, som bl.a. giver dygtige fagfolk fra andre udviklingslande mulighed for at inspirere partnerorganisationer i andre lande. Global Contact sender hvert år mere end 800 danskere ud for at arbejde som volontører i 3-12 måneder. I 2010 regner Global Contact med at sende 60 volontører til Uganda.

MS startede sit Uganda-program i 1967 under navnet Danish Volunteer Service.