Léve Léve: Sao Tomé & Principe Sounds (70s – 80s)
Various Artists
Bongo Joe
Puxa er ikke just en musikform, man er blevet forvænt med. Men i østaten Sao Tomé & Príncipe, som ligger stik vest for Gabon i Vestafrika, har man for vane at spille en stærkt smittende musik, som er et kreolsk blend af alt muligt godt.
I 1970’erne og de næste to årtier eksploderede den lokale scene. En række højt kvalificerede dansebands skød op, især i kølvandet på uafhængigheden fra Portugal i 1975.
De bliver nu fejret på denne vitaminindsprøjtning af en samling, som ildsjælene fra den schweiziske pladebutik og plademærke Bongo Joe netop har udgivet. Vel at mærke i begavet samarbejde med en fransk DJ, som har brugt en årrække på musik fra gamle portugisiske kolonier, og har fundet denne unikke samling af singler fra fortrinsvis 1980’erne.
Og der er altså tale om musik, der stikker i alle mulige retninger og har slægtskab med både chimurenga og jit music fra Zimbabwe, semba og merengue som man kender det i Angola og soukous som der virkelig var smæk på i firserne i det daværende Zaire (DR Congo) samt selvfølgelig i det afrikanske eksilmiljø i Paris.
Vi snakker altså om voldsomt festlig og opløftende musik med flyvende guitarlinjer, kald/svar-kor og en lyd, som både peger mod Brasilien og mod Kap Verde-øernes berømte morna-musik, selv om det for de lokale bands på øerne den gang først og fremmest var forbindelsen til scenen i Luanda, Angolas hovedstad, som er og var en kulturel smeltedigel, som man konsekvent målte sig op i mod i Lusafrica, som de tidligere portugisiske kolonier i Afrika kaldes.
Tag det helt roligt
Lad os starte med titlen, ‘Léve Léve’, som betyder at tage det roligt, og er et udtryk, der bruges konstant på øerne. Herefter kommer vi til musikken, hvor der potent sparkes i gang med congolesisk-influerede vokaler fra bandet Africa Negra og en underskov af alskens let perkussion og et drivende backbeat, over hvilken en koklokke agerer claves. Guitarerne er underligt rustikke og cykler der ud af, og jeg hører stor inspiration fra chimurenga-musik à la Bhundu Boys, det berømte orkester fra Zimbabwes storhedstid. Det er en voldsom fest, som orkestret leverer på de tre sange, der er med på denne samling.
Sangazuza er et andet band, der spiller vitaminrig pop med en sorgløs vibe, som er så fed, fordi der kører en masse naturlig perkussion nede i bunden, mens der synges smukt og med stor tæft for dejlige melodiske løsninger over den ellers ret forudsigelige rundtur med to akkorder og forskelligt pynt.
En anden, der skal fremhæves, er det nærmeste øerne kommer på en stjerne, man tilnærmelsesvis har hørt før, nemlig Pedro Lima, som med sin hæse stemme med masser af luft på minder mig lidt om en Tabu Ley, men som med sine forskellige bands bliver drevet frem af effektiv perkussion, som er langt mere rustikt og råt end noget, man kunne finde på at lukke ud fra studierne i Kinshasa.
Endelig er der en personlig favorit, nemlig et band med det rimeligt mystiske navn Cojuntu Ecuador, for musikken er altså lysår fra Quito og omegn og nærmere en brusende gang overstyret og voldsomt charmerende soukous. Som alt på denne plade, skal du være lavet af sten, hvis ikke du træder dansen og bliver henført.
Inspirerende udgivelse fra et sted, vi normalt aldrig hører nyt fra. Læg dertil, at landet er biosfære, og du har opskriften på et sted, der måske var et besøg værd, når verden igen åbner op.
