Med den seneste krig i Gaza er der kommet et fornyet fokus på den humanitære folkeret, eller international humanitarian law (IHL) – de regler der regulerer, hvordan aktører skal opføre sig under konflikter for at beskytte civilbefolkningen mest muligt. Som en humanitær aktør, der arbejder med beskyttelse af flygtninge og fordrevne fra krigszoner, er IHL et stærkt fundament for vores arbejde i Dansk Flygtningehjælp.
IHL skal blandt andet sikre, at krigens parter skelner mellem civile og kombattanter, mellem civil infrastruktur, som hospitaler og skoler, og militære faciliteter. Derudover skal krigens parter også sikre uhindret adgang til nødhjælp.
Desværre er krigen i Gaza langtfra enestående, når det kommer til at krigens parter tilsidesætter IHL. De seneste fem år er der sket en stigning på cirka 25 procent i antallet af episoder med vold direkte rettet mod civile.
I Sudan har vi i den seneste konflikt set voldsomme angreb mod civile særligt rettet mod forskellige etniske grupper.
Også i Den Demokratiske Republik Congo har der været en lang række af voldelige episoder rettet mod civile – blandt andet mod lejre, der husede internt fordrevne.
I Sahel-regionen har oprørsgrupper bevidst brugt vold mod civile som en måde at intimidere lokalbefolkningen til enten at samarbejde med grupperne eller flygte. Men vold er ikke det eneste parameter, hvor det går i den forkerte retning.
Kraftig stigning i angreb på hospitaler
I 2017 var der cirka 600 angreb mod hospitaler og sundhedsfaciliteter i diverse konflikter. I 2023 er det steget til omkring 2.400, hvoraf 700 alene var i Palæstina.
Derudover har der også været mange angreb mod hospitaler i konflikten i Ukraine samt i Myanmar.
I Vestafrika har der særligt været angreb rettet mod skoler og uddannelsesinstitutioner, og flere end 13.000 skoler har været nødt til at lukke.
Den humanitære adgang er blevet forværret de seneste år, hvor særligt adgangen til mennesker i humanitære kriser er blevet mere begrænset.
Det har for eksempel været tydeligt i Sahel-regionen, hvor flere byer er blevet belejret af oprørsgrupper, som har nægtet indbyggerne adgang til basal nødhjælp.
Mere vold mod civile fører til mere fordrivelse
Denne udvikling er ikke uden konsekvenser og er med til at forklare den kraftige stigning i humanitære behov på globalt plan de seneste år. Men ved at analysere fordrivelsesdata fra de sidste 20 år kan vi også se, at det har betydning for, om folk flygter.
Vores analyse viser, at når vold rettet mod civile er under normalt niveau i konflikterne, så stiger antallet af fordrevne i gennemsnit med 32.000. Men når volden mod civile ligger over normalt niveau, er den gennemsnitlige fordrivelse seks gange højere eller cirka 190.000.
De fleste mennesker bliver – enten frivilligt eller ufrivilligt – boende i konfliktzoner. Fordrivelse opstår derfor ikke nødvendigvis kun som følge af konflikt alene, men kan ske i kombination med en forværring af for eksempel mangel på adgang til mad, vand, medicin eller andre livsnødvendige elementer. Derfor kan adgang til hospitaler og humanitær nødhjælp indvirke på fordrivelses-dynamikker.
Ser vi på, hvad det har af betydning for fordrivelse, når krigens parter angriber hospitaler eller begrænser humanitær adgang, viser det sig, at det ikke ændrer på den samlede mængde af fordrevne. Men at det øger antallet af fordrevne, der krydser en grænse og bliver flygtninge eller asylansøgere i modsætning til internt fordrevne.
Når der er begrænset adgang for humanitære aktører i et land eller hospitalssystemet er kollapset på grund af angreb, bliver mennesker i nød nødsaget til at krydse grænserne for at få den nødvendige hjælp.
Analysen viser samtidig, at når den humanitære adgang begrænses – særligt når det er rettet mod personer med humanitære behov – så mindsker det også antallet af fordrevne mennesker, der vender tilbage til landet. Det kan således være med til at skabe langvarige flygtningekriser.
Derfor er den humanitære folkeret så vigtig
Sammenhængen mellem fordrivelse og tilsidesættelse af IHL er ikke kun et historisk faktum, men en aktuel realitet, som kun bliver mere udtalt i fremtiden. Vores model til at forudsige fordrivelse de kommende år viser, at fordrivelse netop vil tage fart i nogle af de lande, hvor vi ser en alvorlig tilsidesættelse af IHL.
For eksempel viser vores analyser, at lande med ekstreme begrænsninger på humanitær adgang, som Burkina Faso, Etiopien, Myanmar og Sudan i gennemsnit vil se en stigning på 369.000 fordrevne i 2024, mens lande som Colombia, Niger og Venezuela, hvor der kun er begrænsede restriktioner på humanitær adgang vil se en gennemsnitlig stigning på 50.000 fordrevne.
Det er derfor bydende nødvendigt, at alle aktører – ngo’er, FN-organisationer, stater og så videre – i deres engagement med krigens parter sørger for at advokere for overholdelse af IHL.
Stater bærer et juridisk og moralsk ansvar for at beskytte civile, forhindre krigsforbrydelser og opretholde IHL. Manglende handling fra stater og andre aktører på det her område er ikke kun med til at forværre konsekvenserne af konflikter, men implicerer dem også.
Stater må desuden gøre mere for at sikre humanitær adgang, så nødhjælpen kan komme ind i de pågældende krigszoner og blive leveret til mennesker i nød uden at sætte deres eller nødhjælpsarbejderes liv på spil.
Ved at sætte fokus på disse problemstillinger i vores kommende Global Displacement Forecast Report 2024, håber vi at skabe endnu et momentum for at vende den negative udvikling med hensyn til respekten for IHL.
Alexander Kjærum er senioranalytiker og global rådgiver i Dansk Flygtningehjælp.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så tag endelig kontakt.
Er debatindlægget klar, eller har du et udkast eller blot en idé, så send os meget gerne en mail til [email protected].
