Det er svært at holde afstand i en overfyldt flygtningelejr. Det er også svært at bede folk, der i forvejen balancerer på kanten af fødevareusikkerhed, om at respektere en nedlukning og dermed gå glip af den smule indtægt, der skaffer mad på bordet. Og de mange millioner mennesker, der arbejder i den uformelle sektor i et udviklingsland, kan ikke arbejde hjemmefra.
De tiltag mod coronasmitten, som vi kender fra Italien, USA, Danmark og en lang række andre vestlige lande, vil ikke alene være vanskelige at indføre i udviklingslande eller skrøbelige og konfliktramte lande. De kan også forårsage længerevarende og mere udbredt skade end selve sygdommen.
Men der er i forvejen sket skade i mange af verdens konfliktramte og skrøbelige stater, herunder Syrien, Yemen og Afghanistan.
Eksempelvis har afghanske myndigheder foreløbig meldt om 2335 tilfælde af coronassmitte og 68 døde. Men både internationale iagttagerre og læger i Afghanistan vurderer, at tallet reelt er mange gange højere. Og samme billede tegner sig i mange andre skrøbelige stater.
Internationale og nationale restriktioner har betydet, at udstyr, der skal være med til at bremse spredningen af coronasmitte, ikke kan komme frem.
Det skriver International Rescue Committee (IRC) i en ny rapport, “One Size Does Not Fit All: Mitigating COVID-19 in Humanitarian Settings”.
Vaccinationskampagner er stoppet, behandling af underernærede børn er ramt af coronaudbruddet, og virusset har forhindret sundhedspersonale i at blive indsat i lande med svage sundhedssystemer.
Miliband: Et wake-up call
IRC vurderer, at der kan opstå mellem 500 millioner og en milliard tilfælde af coronasmitte i de 34 lande, som organisationen arbejder i. Det beregnes at kunne føre til mellem 1,7 og 3,2 millioner dødsfald, skriver IRC i sin rapport.
”Disse tal bør være et wake-up call: den fulde, ødelæggende og uforholdsmæssige vægt af denne pandemi har endnu ikke ramt verdens mest skrøbelige og krigshærgede lande. Vi befinder os stadig i det kritiske tidsvindue, hvor der kan skabes et robust forebyggende svar på de tidlige stadier af Covid-19 i mange af disse lande og forhindre en videreudvikling af denne epidemi globalt,” siger den tidligere britiske udenrigsminister David Miliband, der er direktør i International Rescue Committee, i en pressemeddelelse.
IRC bygger tallene på epidemiologiske modeller, der viser den forventede smitteudvikling, og data fra Imperial College London og fra Verdenssundhedsorganisationen WHO.
Men disse modeller og data er bygget på eksempler fra Kina. Og derfor kan de ikke helt sammenlignes, for konfliktramte og skrøbelige stater er slet ikke i nærheden af at have samme sundhedssystem som Kina. Så udbrud i en af de skrøbelige stater kan være langt værre, påpeger IRC. Det ses blandt andet i Venezuela, hvor landets langvarige politiske og økonomiske krise har fået over halvdelen af de venezuelanske læger til at forlade landet. Allerede inden udbruddet af coronavirus meldte 90 procent af hospitalerne om mangel på medicin og andre nødvendigheder.
Beregningerne fra de 34 lande, der er medtaget i IRC’s analyse, understreger den byrde, udbruddet udgør for skrøbelige stater.
Tårnhøj befolkningstæthed
Nogle af de mennesker, IRC er mest bekymrede for, er flygtninge der bor i lejre i blandt andet Syrien, Bangladesh og i EU-landet Grækenland. Disse lejre er nogle af de tættest befolkede områder i verden, op mod otte gange mere tætbefolkede end det meget omtalte krydstogtskib Diamond Princess, der lå i karantæne i en japansk havn i februar. Her var smittespredningen op til fire gange hurtigere end i millionbyen Wuhan i Kina, hvor smitten oprindeligt brød ud, skriver IRC.
Mens krydstogtskibet havde et ”indbyggertal”, der svarer til 24.400 personer per kvadratkilometer, er tallet 40.000 mennesker per kvadratkilometer i flygtningelejrene i Bangladesh, hvor hundredtusinder af rohingyamuslimer er fordrevet til, og ikke mindre end 203.800 mennesker per kvadratkilometer i Moria-lejren i Grækenland, oplyser IRC. I den berygtede al-Hol lejr i Syrien er befolkningstætheden 37.570 per kvadratkilometer.
Responsplan skal inkludere flygtninge og andre sårbare grupper
Andre steder er udfordringerne anderledes, men ikke mindre alvorlige. Begrænsninger i bevægelsesfriheden og forstyrrelser i leveringer af humanitær hjælp betyder, at udviklingsorganisationer har vanskeligt ved at levere hjælp til et land som Sydsudan. Hele landet råder kun over fire respiratorer fordelt på 24 intensivafdelinger. Næsten to ud af tre mennesker i landet er afhængige af hjælp udefra.
Det betyder, at befolkningen her er i særlig risiko for at mangle mad, hvis restriktioner på bevægeligheden blandes med økonomisk usikkerhed, mangel på arbejdskraft i landbruget og den i forvejen høje grad af underernæring og kroniske fødevareusikkerhed, skriver IRC.
Læs også artiklen ”Standard coronamodellen passer ikke alle lande”
Men på en lang række områder kan man ikke sammenligne situationen, og der findes ikke en ”one size fits all” løsning på coronakrisen, understreger IRC. Tværtimod risikerer man at skabe en dobbelt krise, hvis man overfører den nedlukning, der er indført i mange vestlige lande, på udviklingslande.
Strenge nedlukninger og regler om at holde afstand til hinanden kan redde liv i rigere nationer. Men i fattigere lande og i flygtningelejre risikerer en lukning af den lokale økonomi og tab af indkomst at resultere i sult, fattigdom og en stigning i tilfælde af vold indenfor hjemmets fire vægge.
Hvis der ikke er et sikkerhedsnet eller hjælpepakker på plads til at forhindre, at folk ryger dybere ned i fattigdom og sult, risikerer man, at en nedlukning skader indbyggerne i de svagere stater eller andre usikre leveformer.
IRC peger i stedet på tiltag, der har virket i nogle af de udviklingslande, hvor organisationen arbejder.
Det gælder blandt andet Somalia, der har brugt skattefritagelser og en nedsættelse af importen af nogle fødevarer. Zimbabwe har lempet på restriktioner for landbrugsproduktion.
Og i handelssammenslutningen Inter-Governmental Authority on Development har medlemslandene forpligtet sig til at udvikle en regional responsplan for Covid-19, der inkluderer flygtninge, internt fordrevne og andre sårbare grupper. Disse stater vil kræve større politisk, økonomisk og teknisk støtte fra det internationale samfund for at gennemføre dette.
