Af Eva Rasmussen
Journalist og medlem af U-landsnyts redaktion
”Det har været en lang proces. Vi omlagde allerede i 2009 Nicaragua-programmet. Siden har vi tilrettelagt en udfasning først med udgangen af 2012 og nu med udgangen af 2011,” siger Danmarks ambassadør i Mellemamerika, Søren Vøhtz til U-landsnyt.
“Vi har undervejs haft en tæt dialog med vores partnere for at drøfte de nye betingelser. De har vist stor fleksibilitet og samarbejdsvilje”.
Et står fast: Sidste udbetaling fra Danida til Nicaragua finder sted i december. Ikke desto mindre er de fleste af de aktiviteter, der var planlagt frem til udgangen af 2012, kommet i gang på et eller andet plan.
F.eks. i samarbejdet med de 35 kommuner, som ambassaden fortsat arbejder i, og som har legitimt valgte myndigheder.
”Vi er godt på vej, og vi vil nå meget. Men med den fremskyndede udfasning kan det være, at vi ikke når helt i mål med alle initiativer; for eksempel kan der være mulighed for at finansiere designet af en losseplads, men ikke etableringen. Det ville der have været, hvis vi først fasede ud i 2012”, forklarer Søren Vøhtz.
Arbejdet skal i offentlig licitation, et af de områder, som ambassadens rådgivere har arbejdet med, og et af de områder, hvor det kan gå galt på grund af mange skrevne og uskrevne licitationsbestemmelser.
”Vi er sammen med kommunerne i gang med at styrke deres processer blandt andet gennem træning og en manual, således at kommunerne står stærkere , når vi stopper arbejdet i Nicaragua”, fortæller Søren Vøhtz.
Nej til 100 millioner kroner
Det var daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs, der traf beslutningen om en omlægning af Nicaragua-programmet.
Det skete efter en udbredt svindel til fordel for de regerende sandinister, FSLN, ved kommunalvalget 9. november 2008. Et valg, hvor 2 væsentlige oppositionspartier blev udelukkede p.gr. juridiske finurligheder, og hvor Det øverste Valgråd, CSE, sagde nej til valgobservation.
Ambassaden og Udenrigsministeriet udarbejdede en omlægningsplan, der ikke havde slutdato, men da Søren Pind tiltrådte som udviklingsminister i slutningen af februar 2010, var Nicaraguas dage som programsamarbejdsland talte.
Knap en måned senere satte han dato på udfasnigen: December 2012.
God regeringsførelse var et af de programmer, der skulle køre frem til 2012. Det havde et budget på omkring 60 millioner kroner. En lille del af det gik til Etica y Transparencia, en ngo, der blandt andet arbejder med valgobservation.
Nicaraguas regering afviste imidlertid efter længere tids drøftelser i sidste ende programmet.
Det førte til, at udviklingsminister Søren Pind 17. februar besluttede at fremskynde udfasningen af samarbejdet med Nicaragua til udgangen af 2011.
De regionale programmer, klima og menneskerettigheder, fortsætter dog til udgangen af 2012.
”I vores planlægning går Nicaragua glip af omkring 18 millioner dollar. Penge, der er blevet eller vil blive sat på arbejde andre steder i verden”, siger Søren Vøhtz.
Projekter, som er berørt af omlægning og udfasning
– Støtte til 35 kommuner med blandt andet bygning af broer og veje baseret på kommunernes egen planlægning.
– Journalistisk uddannelse i samarbejde med det katolske universitet UCA. Teknisk og uddannelsesmæssig støtte til lokalradioer. Legater til undersøgende journalistik.
– Igangsætningshjælp til kvindelige og unge entreprenører og støtte til at kommunikere deres resultater.
– Instititionel støtte til arbejdsgiverforeningen COSEP, til UNIRSE, der arbejder for social responsibility og til eksportørernes sammenslutning APEN.
– Istandsættelse af skoler og udvikling af undervisningsmateriale til interkulturel og flersproglig undervisning på Atlanterhavskysten.
– 6000 computere til skolebørn i Bilwi og Bluefields, hovedstæderne i de 2 Atlanterhavsregioner (i samarbejde med ngo´en En Computer til Alle Børn).
– Programmer for udsatte mennesker, blandt andre kvinder udsat for vold, unge mødre og misbrugere.
– Miljøbeskyttelse af naturområderne Bosawas, Indio Maiz og små private fredningsinitiativer.
– Kreditter til landbrugere, herunder kooperativer gennem mikrofinansierings- og leasingorganisationer samt private banker.
– En række virksomhedspartnerskaber med nicaraguanske og danske virksomheder under B2B-programmet.