Ny bog: Den forbudte pigeskole

Den Forbudte Pigeskole
Forfatter billede

Efter at Sovjetunionen i 1979 invaderer Afghanistan, flygter Suraya Sadeed med mand og barn til USA. De slår sig ned i Virginia, hvor hun bliver en succesrig ejendomsmægler. Efter mandens død af hjerteslag vender Suraya Sadeed blikket mod sit gamle fædreland.
 
Hun begynder med at samle penge ind blandt sine landsmænd i Virginia, og med bundter af hundrededollarsedler gemt under den nyindkøbte burka drager hun på sin første nødhjælpsmission. Hjemme igen i USA grundlægger hun organisationen Help the Afghan Children (HTCA), og mens krigsherrerne kæmper i Afghanistan, samler hun flere penge ind.
 
Da Taleban i 1996 kommer til magten i Afghanistan og afskærer kvinder og piger fra at modtage lægehjælp og undervisning, beslutter Suraya at lade nødhjælpen gå direkte til at oprette hemmelige lægeklinikker og pigeskoler i Kabuls kældre.
 
Help the Afghan Children har i dag 100.000 elever indskrevet i deres skoler; heraf 27.000 i Kandahar, der er Talebans højborg.   
 
Det er i store træk indholdet i Den forbudte Pigeskole, som netop er udsent på Gads forlag. Historien om en kvinde, der – med fare for sit eget liv – bringer nødhjælpen ind i Afghanistan og dermed gør en forskel for tusindvis af afghanske kvinder og børn. En kvinde, der ikke er bange for at se en krigsherre i øjnene – eller sætte en talebaner på plads. 
 
Danmark bliver det første land, bogen udgives i; USA og England følger måneden efter.