Generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen valgte fredag at forlade Folkekirkens Nødhjælp af familiemæssige årsager, som det hed i en pressemeddelelse fredag.
Birgitte Qvist-Sørensen har været generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp siden 2014, og før det var hun international chef samme sted.
“Jeg er utrolig stolt af de resultater, jeg i samarbejde med hele organisationen har opnået gennem mine mange år i Folkekirkens Nødhjælp. Til glæde og gavn for mennesker i verdens fattigste lande og i glemte kriser,” udtaler 62-årige Birgitte Qvist-Sørensen.
International direktør Jonas Vejsager Nøddekær konstitueres som generalsekretær.
50-årige Jonas Vejsager Nøddekær har været ansat i 23 år i Folkekirkens Nødhjælp, de seneste syv år som international direktør. Han har været udstationeret for Folkekirkens Nødhjælp i Etiopien, Cambodja og Myanmar. Jonas Nøddekær er uddannet i statskundskab fra Københavns Universitet.
Jonas Vejsager Nøddekær mødtes mandag med hele organisationen med særligt ét klart budskab:
“På den korte bane skal jeg skabe ro i organisationen og sikre, at den retning, der er sat, og som Birgitte har stået i spidsen for i så lang tid, fortsætter,” siger han til Globalnyt.
Birgitte Qvist-Sørensens beslutning om at træde tilbage kom pludseligt for Jonas Vejsager Nøddekær. Så selvom den garvede internationale direktør har været i organisationen i mange år, indrømmer han, at der er en del han skal have styr på på kort tid, herunder at finde en ny konstitueret international direktør.
“Jeg kender de fleste hjørner af organisationen og har været en del af Folkekirkens Nødhjælps udvikling til en stærk global nødhjælpsorganisation – med fantastisk opbakning fra vores kirkelige og folkelige bagland. Og jeg ser frem til at komme mere rundt i landet og tale med det danske bagland om deres engagement og bidrag til det internationale arbejde.“
På spørgsmålet om Jonas Vejsager Nøddekær kan forestille sig at gå efter at blive organisationens permanente generalsekretær svarer han:
“Nu har jeg jo fået muligheden for at prøve det af, mens bestyrelsen laver et opslag klar, og det vil jeg selvfølgelig bruge de næste par måneder til at mærke efter.”
Folkekirkens Nødhjælp har mere end 700 ansatte samarbejder med mere end 200 lokale partnere i 20 lande. Organisationen hjælper millioner af mennesker med langsigtet udviklingsbistand og nødhjælp, og omsatte sidste år for cirka en milliard kroner.