Ny kanal skal aflaste Bosporus-strædet

bosphorus
Skib på vej gennem Bosporus-strædet.
Foto: Arne Krueger (CC BY-SA 2.0)
Laurits Holdt

Den tyrkiske regering vil senere på året begynde anlægget af en 45 kilometer lang kanal gennem Istanbul, som skal aflaste Bosporus-strædet, skriver Deutche Welle.

Bosporus-strædet forbinder Sortehavet med Marmarahavet, som er forbundet til Middelhavet. Hvert år benytter flere end 50.000 skibe strædet, der går lige gennem Istanbul. 

Den nye kanal skal ligge 20-25 kilometer vest for Bosporus-strædet og den bliver 45 kilometer lang. 

Udover at mindske trængslen og forureningen i Bosporus-strædet skal den nye kanal også mindske risikoen for katastrofer i forbindelse med transport af farlig gods gennem millionbyen.

Ifølge Deutche Welle skal kanalen gå fra Kucukcekmece ved Marmarahavet til Durusu ved Sortehavet.

Regeringen har ikke fremlagt nogen pris for projektet men ifølge TV-stationen kommer det til at koste omkring 105 milliarder kroner og skal stå klar fem år efter det første spadestik er taget.