Ny UNHCR-repræsentant i Norden og Baltikum

Annika Sandlund.


Foto: UNHCR/Max-Michel Kolijn
Laurits Holdt

9. juni 2023

Annika Sandlund har overtaget funktionen som repræsentant for UNHCR i de nordiske og baltiske lande og dækker organisationens aktiviteter i Danmark, Estland, Finland, Island, Letland, Litauen, Norge og Sverige pr. 1. juni 2023.

Sandlund, der er fra Finland, medbringer mere end 22 års erfaring fra organisationen. Hendes seneste stilling var som Head of Partnerships i Division for External Relations i UNHCR’s hovedkvarter i Genève, Schweiz. Hun har tidligere arbejdet i Tyrkiet, Etiopien, Uganda og Sri Lanka. Hun har en juridisk embedseksamen fra Essex Universitet og en journalistgrad fra Svenska Social och Kommunal högskolan ved Helsinki Universitet.

“Historisk set har Norden og Baltikum vist lederskab og innovation, når det kommer til beskyttelse af flygtninge, fra Nansen-passet til oprettelsen af flygtningespecifikke civilsamfundsorganisationer. Personligt husker jeg historier fra min far, der som krigsbarn blev sendt fra Finland til Sverige med et stykke pap i en snor om halsen. Han er nu 85 og har stadig det stykke pap hjemme i Helsinki. For mig er det en påmindelse om, hvordan mennesker og politikker i denne region har reddet liv og gjort en forskel for familier, der er tvunget på flugt,” siger Annika Sandlund.

“Regeringerne og civilsamfundsorganisationerne er vigtige partnere for UNHCR’s arbejde her og rundt om i verden. Jeg ser frem til at fortsætte dette vigtige samarbejde på dette kritiske tidspunkt, hvor den globale fordrivelse er på sit højeste niveau nogensinde.”

Som repræsentant er Annika Sandlund den højeste repræsentant for flygtningehøjkommissær Filippo Grandi i Norden og Baltikum. Hun efterfølger danske Henrik M. Nordentoft, der afsluttede sin femårige opgave som repræsentant i april 2023.