Bhutan offentliggjorde onsdag på “Verdens Tiger Dag” sin første tiger-undersøgelse nogensinde, skriver WWF Verdensnaturfonden onsdag på sit website.
Bhutan er dermed seneste land i rækken med tal på sin bestand.
Tallet viser, at der lever 103 tigre i den lille bjergstat i Himalaya. Mod forventet omkring 75. Og nogle af dem befinder sig højere oppe, end man nogensinde har forestillet sig.
WWF arbejdede tæt sammen med regeringen i Bhutan om den dyre og krævende tigerundersøgelse.
Optællingen viser, at tigre er påvist i næsten alle dele af Bhutan – lige fra den tætte subtropiske jungle til svimlende høje bjerge.
72 procent af Bhutan er tæt skov. Så det har ikke været nogen nem opgave at tælle tigrene i dette lille kongedømme, klemt inde mellem giganterne Indien og Kina.
Lever i over 4.000 meters højde
Landet er hjemsted for de tigre i verden, som lever højst oppe over Jordens overflade. Nogle tigre lever over 4.000 meter oppe, så det kræver gode klatrefærdigheder og nerver af stål at sætte kamerafælder i Bhutan, hedder det.
Kamerafælderne fotograferede også mange andre pattedyrarter – bl.a. sneleopard, rød panda og ulv.
Europas højeste bjerg, Mont Blanc i de franske alper, er til sammenligning 4.810 meter.
Danmark har bistået Bhutan med miljøbistand i adskillige år og undersøgelsen er også en cadeau til resultaterne af denne indsats.
“Det er et stort fremskridt i sig selv at få sat tal på tiger-betanden i et land eller område. Når tigre er påvist i et område, bliver det lettere at passe på dem”, siger Thor Hjarsen, der er wildlife biolog i WWFs danske afdeling.
“Man kan langt bedre målrette og prioritere sin beskyttelsesindsats. Så optælling af bestande er afgørende i indsatsen for at bevare tigrene”, lægger han til.
Men nedslående tal fra Bangladesh
“Nye og mere nøjagtige metoder viser nu, at der desværre kun lever 106 tigre i BANGLADESH. Tidligere mente man at tallet var 440”, oplyser Thor Hjarsen og fortsætter:
“Det giver selvsagt anledning til stor bekymring, da denne bestand af tigre er unik og adskilt fra andre bestande. Den lille bestand er meget følsom overfor ulovlig jagt og de cykloner, som rammer Den Bengalske Havbugt”.
NEPAL opgjorde ved en grundig optælling i 2013 sin tigerbestand til 198.
30 procent fremgang i Indien
I begyndelsen af 2015 offentliggjorde den INDISKE regering i samarbejde med WWF nye tal for sin tigerbestand. Og her er der nu 2.226 tigre – en fremgang på 30 procent i forhold til seneste opgørelse.
Thor Hjarsen:
“Indien har i årtier satset meget på at beskytte tigrene med veldrevne nationalparker og beskyttede områder, som rummer store bestande af tigerens byttedyr som hjorte og vildsvin. Det betyder, at tigeren har rigeligt med føde”.
“Det er bemærkelsesværdigt, at et så tæt befolket land formår at beskytte sin tigerbestand og endda sikre, at den vokser”.
Halvt så mange tigre i dag som i 1998
Samlet set vurderer Verdensnaturfonden, at verdens totale bestand af tigre i naturen nu blot tæller ned til 3.200 dyr.
Det er mere end en halvering siden 1998. Så situationen er ganske alvorlig, hedder det.
Tigrene trues især af ødelæggelse af levesteder, jagt på deres byttedyr – f.eks. hjorte og vildsvin – samt krybskytteri og ulovlig jagt.
Læs videre på
http://www.wwf.dk/nyheder_og_publikationer/?13580/Nye-tiger-tal-p-Verdens-Tiger-Dag
Begynd fra: Appel til rigere lande: Tæl nu Jeres tigre