Nyt system for nationalparker skal beskytte Kinas natur

china-1016745_960_720
Thomas Jazrawi

Kinas mange unikke naturområder skal beskyttes bedre. Det skal ske med et nyt system for national parker. 

Regeringen i det kæmpemæssige land opretter en ny afdeling for beskyttelse af naturparker til formålet. 

Det fremgår af en notits på Kinas ministerie for miljøbeskyttelse torsdag. 

Det er kun lidt over et år siden, at Kina fik den første egentlige nationalpark. I marts offentligtgjorde myndighederne planer om en gigantisk nationalpark, der skal beskytte pandaer og strækker sig over tre provinser. 

Sidste år lød det fra regeringen, at 10 nationalparker er i støbeskeen. 

“Røde linjer”

Den primære årsag til tiltaget er at beskytte skrøbelige økosystemer, der er blevet skadet af menneskelig aktivitet, lyder det på hjemmesiden. 

Kinas miljøbeskyttelsen halter langt efter den økonomiske status, lyder det samme sted fra myndighederne, da årtier af heftig vækst har skabt problemer med smog samt forurenede floder og jord. 

Myndighederne i den asiatiske gigant arbejder med en strategi for zoner med økologiske “røde linjer”, som det hedder. 

I 2020 skal Kina efter planen have en række nationalparker og her skal det nye system for nationalparker være klar. 

Samme år har kineserne værtskabet for den vigtige FN-konference om biodiversitet (COP15), hvor verdens nationer forventes at vedtage en ny strategi for naturmangfoldighed. Den skal erstatte Aichi-målene, der blev vedtaget i 2010 samtidigt med, at FN’s “Årti for biodiversitet” blev lanceret.