En arbejdsgruppe i OECD holder på fredag sit første møde i, hvad der ventes at blive et meget langvarigt forsøg på at få OECD-medlemslande til at blive lidt mere enige om, hvor mange flygtningeudgifter, der kan indregnes i landenes udviklingsbistand.
Der er sket en eksplosion i de udgifter til flygtninge, som de rige lande opgør som udviklingsbistand, og det ene land er mere kreativt end det andet med at finde på. Fra 2010 til 2015 voksede udgifterne fra 3,4 til 12 milliarder dollars om året, og som andel af den totale udviklingsbistand fra 2,7 % til over 9 %.
Der sker således en voldsom udhuling af udviklingsbistanden. I OECD taler man om in-donor costs, og det betyder meget præcist omkostninger i udviklingsbistanden, som aldrig slipper ud af donorlandet.
Dansk kreativitet i opgørelsesmetode
Omkostningsniveauet er naturligvis forskelligt, alt efter hvor mange flygtninge og asylmodtagere det enkelte land modtager, men det forklarer langt fra alle forskelle.
I Holland ”koster” en flygtning næsten 32.000 dollars, i Storbritannien kun lidt over 3.000 dollars.
Udgifterne i Danmark er i den meget høje ende med 21.791 dollars pr flygtning i den seneste opgørelse. Og det kan ikke begrundes med det høje danske omkostningsniveau, for i Norge er udgiften under 14.000 dollars, i Sverige svinger den mellem 12.000 og 16.000 dollars, og i Finland er den godt 18.000 dollars.
Det er ikke højere omkostninger her, men dansk kreativitet i opgørelsesmetode, der gør forskellen.
Men antallet spiller naturligvis også en rolle. Sverige har som bekendt taget rigtigt mange flygtninge, og selv om ”prisen” pr. flygtning er meget lavere end i Danmark, betyder det, at Sverige i 2015 brugte 2,4 milliarder dollars af udviklingsbistanden til flygtningemodtagelse. Det var over en tredjedel og dermed OECD-rekorden.
Gennemsnittet for de OECD-lande, der giver bistand, var godt 9 %, og Danmark brugte 15,5 % af bistanden til flygtninge i Danmark. Tyskland, der tidligere har ligget meget lavt, brugte i 2015 næsten 17 % på flygtningemodtagelse.
Bistand finansierer midlertidigt ophold
Når tallene kan være så utroligt forskellige skyldes det, at OECD’s regler ikke er særligt klare. Det accepteres, at udgifter til flygtningemodtagelse indregnes i udviklingsbistanden de første 12 måneder. Men det specificeres ikke eksakt hvilke udgifter, og landene er også uenige om hvornår 12 måneders-perioden begynder.
I Danmark og Sverige indregner man således udgifterne fra asylansøgerens allerførste ankomst, medens man i Tyskland kun har indregnet udgifter for asylansøgere, der allerede har fået asyl. Det lyder teknisk, men forskellen er enorm. Den danske og svenske kreativitet betyder, at bistanden finansierer det midlertidige ophold for alle de asylansøgere, der får afslag og bliver sendt ud af landet igen. Sådan har hverken Tyskland eller USA gjort.
Tidligere blev forskellighederne ikke diskuteret meget i OECD, der har ansvaret for opgørelsen af udviklingsbistanden fra de enkelte lande. Men eksplosionen i flygtningeantal har tvunget OECD til at tage problemet alvorligt. Det statistiske grundlag for OECD’s arbejde er reelt begyndt at skride alvorligt.
I februar i år kom der så et communique, der sagde, at det er nødvendigt at forbedre både ”konsistens, sammenlignelighed og gennemsigtighed” i de tal, de enkelte lande indberetter, og at man må finde frem til mere ensartede og fælles opgørelsesmetoder.
Det er det, en arbejdsgruppe nu skal diskutere. Den har fået EU og Japan som formandskab og går i gang på fredag. Det har taget et halvt år siden februar, før arbejdsgruppen kunne begynde, og ingen forventer, at den hurtigt når resultater.
Der er meget forskellige holdninger blandt OECD-landene, og mange regeringer synes – som den danske regering – at det er ganske praktisk at have en pengekasse, som man – uden klare regler – kan dykke ned i efter penge i til finansiering af flygtningemodtagelse. Også selv om det går ud over bistanden til de fattigste lande, og i det hele taget ikke har noget at gøre med bistandens formål.
