Dawit Tsige: Yene Zema
Balageru Multimedie Center S.C.
Dawit Tsige vandt i 2015 den populære talentkonkurrence Balageru Idol, som er en etiopisk pendant til X-Factor. Men selv om han blev folkeeje, er det først nu, at han debuterer, og det gør han altså med manér med ‘Yene Zema’, som betyder ‘Min melodi’ på amharisk.
Det fede ved denne overbevisende sanger er, at han dels peger tilbage til store sangere som Mahmoud Ahmed og Alemayehu Eshete komplet med sprøde saxofoner, som afspejler den i Vesten så populære Golden Age. Men også har en lyd, som både rummer skæv kitsch og og ikke er bleg for at gøre brug af autotuner sine steder. For det virker, og han får lavet et popalbum, som holder og fortjener stor udbredelse. Det dominerer da også playlisterne hjemme i det musikgale østafrikanske land.
Med en crooners baryton
Det er i det hele taget fedt at høre, hvor professionelle de er blevet i Addis Ababas lydstudier, hvor det får føje år siden var nødvendigt at tage til USA og andre steder, når seriøs flot lyd skulle laves. Som det var tilfældet med Ejigayehu “Gigi” Shibabaw, som boede og arbejdede med Bill Laswell, men også nu er vendt hjem til fædrelandet. Eller en Aster Aweke, som nok er den største kvindelige stjerne med mange år i Washingtons eksilmiljø, men også trygt hjemme igen.
Nej, han kommer som sagt hele vejen rundt. Jeg er voldsomt vild med den dejlige ballade ‘Des Alegn’ (‘Godnat’), hvor Dawit Tsige virkelig får lejlighed til at vise stemmeregistret, det ene øjeblik nærmest med en crooners baryton og så alligevel de flotte afstikkere op i toppen, hvor stemmen åbner op, mens der er en dirrende timbre på fraseringen. Han er teknisk på et meget højt plan, mens der er en rullende underskov af synth, saxofon, lyre og trommerne, der strækker hver en takt, så der for alvor kan sættes af.
Eller det sorgløst funky dansenummer med superkor og ud -af-kroppen vokal, hvor der er hints til etiopisk 1990’er-disko. Nummeret hedder paradoksalt nok ‘Degemo Bezih Lay’ (‘Jeg kan ikke lide det’), fordi det er Dawit Tsige godt nok ene om.
Endelig skal fremhæves titelsangen, hvor vi i rastafariernes Zion selvfølgelig ikke er blege for at køre en reggae-rytme af, men da sangen er velkomponeret og gennemarbejdet i hver en detalje, føjer det bare til festen, som dette debutalbum er.
Endelig mestrer han med ‘Kal Kidan’ (‘Guds ord’) også en religiøs hymne, hvor diskrete keyboards flankeres af krar-lyren og washint-fløjten. Mens Dawut Tsige folder stemmepragt ud, som kan minde om den senegalesiske sanger Baaba Maal, når denne husker, at faren var imam. Nej, denne nye etiopiske sanger er ingen døgnflue og har skabt et album med mange lag, som jeg kommer til at tage frem igen og igen.
Lad os håbe, at Dawit Tsige snart kommer til vore breddegrader og holder fest.
