Taragalte – festival under the stars
Festivalen afholdes lige udenfor byen M’Hamid el Ghizlane i det sydøstlige hjørne af Marokko.
Info: www.taragalte.org
I projektet ”Caravane Culturelle pour la paix” (Kulturkaravane for fred, red.) knyttes tre forskellige festivaler sammen. Den mest kendte er Festival au Desert (Festival i ørkenen, red.) i Mali. Festivalen blev verdensberømt, fordi den siden 2012 har været under angreb fra militante islamistiske oprørsgrupper. Festivalen har derfor måtte flytte væk fra Timbuktu og rykke længere mod syd.
Det er på denne baggrund, at kulturkaravanen er skabt – som et forsvar for retten til at spille musik og leve i fredelig sameksistens i Sahara på tværs af tilfældige grænsedragninger mellem stater.
Læs mere om kulturkaravanen i interview fra sidste år med Ibrahim Sbai, som er en af de to brødre, der arrangerer Taragalte – Festival Sous Les Étoiles (Festival under stjernerne, red.) – i det sydøstlige Marokko.
Nomadernes kultur
Den anden festival, Taragalte, i M’Hamid i Marokko har været arrangeret hvert år siden 2010.
I Globalnyts interview på festivalens sidste dag med den anden af de to brødre, der står bag, Halim Sbai, fortæller han om festivalen.
Halim Sbai er en meget travl herre. For hver fem meter han går, er der nogen, der hiver fat i ham, og vil ham noget. Derfor er vi fortrukket ud i de omkringliggende sandbakker. Her sidder vi ved siden af hinanden i sandet, og en af de første ting, han fortæller, er, at her i ørkenen er der ikke forskel på høj og lav. Hele samtalen foregår med dette ydmyge og anti-autoritære bagtæppe.
Han kritiserer de tilfældige streger, som koloniherrerne satte i sandet, fordi denne adskillelse ikke giver mening for nomaderne i Sahara.
”Mange familier er spredt på tværs af Sahara. Brødre og søstre bor i mange tilfælde flere landgrænser væk, men vi er alle sammen nomader. Landegrænserne er en absurd forstyrrelse af vores kultur og levevis”, siger Sbai.
Det lyder umiddelbart som en radikal kritik af nationalstaten, og derfor kan jeg ikke lade være med at spørge om festivalens politiske målsætninger, men han afviser mit spørgsmål og replicerer:
”Der, hvor politikken stopper, begynder musik og kultur, og det er det, som er festivalens fokus”.
Alligevel fornemmer man tydelige politiske undertoner i hans ord, når han forsvarer nomadernes geografi og kritiserer regionens nationalstater og deres interesse i at kultivere Sahara og udnytte ressourcerne i undergrunden.
Musik som udvikling
Taragalte-festivalen er lille og intim. Samlet set tæller den måske cirka 1000 deltagere inklusive de lokale marokkanere fra M’Hamid, som strømmer til om aftenen, når musikken spiller.
De fleste tilrejsende deltagere har en aktiv rolle i festivalen og omfatter alt fra europæiske hippier, midaldrende hattedamer over NGO’er, festivalens frivillige til den internationale presse. Langt hovedparten kommer fra det fransktalende Afrika og Europa.
Den musik, der præsenteres på festivalen, kommer først og fremmest fra ørkenen og fra Marokko. Flere bands er direkte inspirerede af Tinariwen fra Mali, hvilket er en bekræftelse af Halim Sbai’s argument om fælleskabet på tværs af Sahara.
Det vigtigste og mest interessante på festivalen er de mange små jamsessions, som foregår i hjørner af festivalen. Her er det i højere grad kulturen, der er i centrum, end musikken i sig selv. Derfor bliver man skuffet, hvis man forventer kendte navne på scenen eller storladende og teknisk, professionelt gennemførte optrædender.
Derimod tilbyder festivalen en mulighed for at få Sahara ind under huden, og det sker langsomt og snigende gennem festivalens tre dage.
”Sandet er gulvet under vores fødder…
…og himlen er tæppet, vi sover under om natten”.
Således opsummerer Halim Sbai livets omstændigheder i ørkenen. Det er meget forståeligt, at der ikke kan være forskel på høj og lav, fordi her er der behov for fælleskab for at overleve hverdagens udfordringer, hvoraf de cirka 20-25 graders temperaturforskel mellem dag og nat er et af vilkårene.
Sahara minder os om verdens uomgængelige vilkår – det, der ikke står til at forandre. Det er et uforståeligt område, der strækker sig fem tusinde kilometer mod øst og flere tusinde kilometer mod syd.
Her opdager man, at der er noget vi har glemt – eller måske aldrig rigtig kendt til. Det er ikke, hvad vi foretager i de næste par minutter, der betyder noget, men hvordan mennesker har levet i årtusinder. Det er måske på tide, at vi lærer den gensidige accept og respekt for den “anden” at kende – eller genopdager den. Fremfor at forsætte med at jagte den næste gevinst.