Anmeldelse af Henrik Døcker
Oliens magt kommer vi ikke uden om, selv om der nu om dage sættes megen fokus på ’vedvarende energi’. Men det er påfaldende så mange negative følger, der udspringer af olierigdom.
Noget, den amerikanske journalist og forfatter Peter Maas, bl.a medarbejder på New York Times Magazine, beskriver meget malende i sin bog ”En rå verden – oliens storhed og fald”, udgivet på Gyldendal.
Hans forarbejde til bogen er imponerende, for han har besøgt ikke færre end 11 lande: Saudi-Arabien, Rusland, Kuwait, Irak, Nigeria, Venezuela, Ecuador, Aserbajdsjan, Pakistan, Ækvatorial Guinea og Afghanistan – men også fra Japan, Sudan, Kasakhstan, Storbritannien og Norge berettes der fra tidligere rejser dertil.
Når olien giver nødvendigt brændstof til vore biler og varme i vore hjem, må det samtidig erkendes, understreger Maass, at dette stof underminerer de fleste landes værdier, ligesom især kul er med til at forpeste miljøet.
Han peger på solenergien som én af de løsninger, der kan bringe os helskindet gennem det 21. århundrede.
Svært gennemskuelig olieverden
Et andet problem er den manglende gennemskuelighed i mange internationale energiaftaler:
En NGO, altså ikke-statslig organisation, med navnet PWYP (publish what you pay) slår på tromme for, at virksomheder og regeringer offentliggør de økonomiske betingelser for aftaler, de indgår, men der er mange grunde til, at forfatteren her er ude i et lovlig idealistisk ærinde.
Han er ivrig for bedre håndhævelse af allerede eksisterende love på anti-korruptionsområdet og videre frem til kravet om, at demokratiske regeringer simpelt hen ikke støtter undertrykkende diktaturer.
Det er imidlertid sådan, bemærker Maass, at kun ’ekstremt stabile demokratier’ som f.eks. Norge og bittesmå emirater som Abu Dhabi har kunnet undgå at være afhængige af råstoffer og ulemperne herved.
Det korte af det lange er imidlertid, at det er langt lettere at beskrive ’oliens forbandelser’ end at anvise energiforsyningsløsninger, som frigør os fra dem.
Tag nu Nigeria, Afrikas folkerigeste land, som ikke så ofte dukker op i verdensnyhederne: Det er verdens ottende-største olieeksportør og har gennem de seneste årtier tjent over 400 milliarder dollars på olie.
Men ni ud af ti nigerianere har mindre end to dollar (ca.11,50 kr.) at leve for om dagen, og hvert femte barn dør inden sit femte leveår. Verdensbanken anslår, at 80 pct. af Nigerias olieindtægter går til én pct. af befolkningen.
Forholdene i det store delta, hvor Niger-floden munder ud i Atlanterhavet, er helt igennem rædselsfulde på grund af forurening. De store vestlige olieselskabers kompensation til indbyggerne dér er helt utilstrækkelige, som forfatteren påviser gennem en detaljeret beskrivelse.
Megen råddenskab
Maass kaster lys på megen råddenskab i, hvad man kunne kalde ”de højere oliecirkler”, f.eks. om hvordan amerikanske banker har hjulpet det lille Ækvatorial-Guineas diktator Obiang Nguema, eller hvordan en amerikansk advokat bistod Kazakhstans Nursultan Nazarbajev til at skaffe sig milliarder af dollars over på sine egne private konti.
Advokaten havde så også tråde til CIA, hvorved der juridisk blev tale om ’offentlig medviden’, som i sidste ende unddrog ham straf trods sine betænkelige million-indtægter og skatteunddragelse.
Maass’ spændende bog er fyldt med relevante iagttagelser, statistik, interviews fra de mange lande, han har besøgt, men han trækker også de store linjer op:
Frem til 1970’erne kontrollerede vestlige selskaber størstedelen af verdens olie- og gasforekomster. I dag har konsolideringen af en række yngre stater betydet, at de gamle selskaber nu kun sidder på under 15 pct. af reserverne og hele tiden taber terræn.
Nu er det stats-ejede virksomheder i Saudi-Arabien, Venezuela, Iran og Kina, som sidder på hovedparten. Det største amerikanske selskab, Exxon, er end ikke blandt de ti olie- og gasfirmaer, der kontrollerer mest i verden.
Om bogen
Forfatter: Peter Maass:
Titel: En rå verden – oliens storhed og fald
Oversat af Morten Visby
Sidetal: 272
Vejl. pris: 269.95 kr.
Udgiver: Forlaget Gyldendal
Journalist og forfatter Henrik Døcker har specialiseret sig i internationale forhold og folkeret.
Anmeldelsen er oprindeligt bragt i FN-forbundets magasin “GLOBAL”, oktober-udgaven 2012
