Opråb fra 100 organisationer: Slet udviklingslandes gæld i to år

gettyimages-1179802009
De 100 organisationer henvender sig især til Den Internationale Valutafond, IMF, som Kristalina Georgieva har stået i spidsen for siden oktober 2019.
Foto: Mark Wilson/Getty Images.
Gerd Kieffer-Døssing

7. april 2020

I et opråb til den Internationale Valutafond (IMF), private banker, OECD-lande og Kina opfordrer 100 organisationer til, at der gives afkald på renter og afdrag af verdens fattigste 69 lande i de næste to år.

I alt vil det give en besparelse for landene på 50 milliarder US dollars – næsten 350 milliarder kroner.

Lande, der i forvejen kæmper med blandt andet en ringe sundshedssektor, dårlig sanitet, mangel på ren vand, har ikke gode odds for at stå imod, når Covid-19 for alvor breder sig. for slet ikke at tale om at tackle den økonomiske krise, der følger lige i hælene på virussen og som vil lamme og ramme hele verdensøkonomien.

I en pressemeddelelse udtaler Lars Koch, politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke, som er en del af Action Aid International, der er medunderskriver på opråbet:

“At eftergive disse landes gældsbetalinger er den hurtigste måde at frigøre offentlige ressorucer på til at tackle en krise som er uden fortilfælde og redde liv.”

Udskydelse er ikke nok
Coronakrisen rammer udviklingslandenes økonomi på mange fronter. Udviklingsbistanden vil falde, når riges landes bruttonationalprodukter falder, og kapital og direkte investeringer fra udlandet er allerede i gang med at blive trukket ud af for eksempel Afrika, der er det kontinent med den største koncentration af fattige lande.

Læs også: “Afrika kan miste 20 millioner jobs på coronakrise”

Konsekvensen vil være, at lande der i forvejen er fattige, vil skulle skære yderligere i allerede trængte budgetter. At bede disse lande om at tilsidesætte en stor del af deres statsbudget – ifølge Mellemfolkeligt Samvirke er det for nogle lande helt op mod 40 procent – for at betale afdrag og renter på gæld giver ikke mening.

Og blot at udskyde afbetalingerne, som IMF og Verdensbanken har foreslået, løser ikke problemet – det udskyder det blot og fanger landene i større gæld:

“En total afskrivelse af alle eksterne gældsbetalinger er af afgørende betydning,” siger Lars Koch i pressemeddelelsen og understreger, at aftalen skal gælde alle låneudbydere for at give mening.

De 100 organisationerne bag opråbet opfordrer også til, at al finansiel bistand i forbindelse med coronavirussen gives uden betingelser om tilbagebetaling.