Oud, ngoni, skildpaddeskjold og wah-pedal: Verdensmusik på Roskilde Festival 2010

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Wah-pedal, oud, ngoni, skildpaddeskjold, rullestole, elektronisk, hiphop er blot nogle få stikord til ”verdensmusik-programmet” på dette års Roskilde Festival.

Torsdag starter Roskilde Festivalens officielle program, og det bugner som sædvanlig med god musik – også fra ikke-vestlige lande. Dette års program byder på både kendte og mindre kendte grupper og solister fra Afrika og Sydamerika inden for alle genrer .

U-landsnyt.dk har plukket fra programmet, og her er en guide til musik fra bl.a. Afrika og Sydamerika.

God festival!

—————————————-

TINARIWEN (MALI)

fredag 02.07.10 – 16:00 – Arena
Hovedtørklæder, indigoblå klæder og elguitarer.

Nyt og gammelt lever side om side hos nomade-bandet Tinariwen, en verdensberømt gruppe af tuareger som har kombineret vestlig protestmusik med Sahara-områdets traditionelle tonesprog og dermed sat nye standarder for nordafrikansk ørkenblues.

Bandet spillede sin første koncert uden for Mali på Roskilde Festival, og siden da er de blevet en af hjørnestenene inden for nordafrikansk musik med deres musikalsk orienterede frihedskamp.

Hos Tinariwen kan man næsten smage Sahara-ørkenen og mærke solen brænde mod sin hud. Upoleret, tørstende ørkenblues der ikke har mistet sin kontakt med rødderne trods succesrige turnéer over hele verden.

ORCHESTRE POLY-RYTHMO DE COTONOU (BEN)

fredag 02.07.10 – 02:30 – Cosmopol
Over 40 år på bagen, mere end 500 indspillede sange. Orchestre Poly-Rythmo de Cotonou har et cv, der overtrumfer mange af Roskilde Festivals mere velbeskrevne legender.

Et af Afrikas bedste og mest sagnomspundne orkestre indledte deres første europæiske turne for nylig. Bandets ekstase-inducerende dansemusik har da også allerede vundet dem vestlige fans som eksempelvis Franz Ferdinand, der også har jammet med de ældre beninere.

Vores hjørne af verden får efter årtier endelig chancen for at møde en gruppe musikalske troldmænd. De kombinerer rytmerne fra deres lands ældgamle voodoo-ritualer med en omgang magisk funk og soul, der er lige dele James Brown, Fela Kuti og kysthovedstaden Cotonous eget, psykedeliske beat.

DAARA J FAMILY (SEN)

fredag 02.07.10 – 19:00 – Cosmopol
Hiphoppen begyndte i Afrika. USA gjorde den berømt og salgbar, men nu er den på vej hjem over Atlanten igen. Sådan udlægger trioen Daara J Family teksten.

Senegaleserne har siden 1992 gjort Afrika ære ved at skabe eminent musikalsk hiphop, der på én gang trækker på genrens amerikanske koryfæer og på et afro-caribisk frihedsbudskab, som nu og da kan være svær at finde blandt de blinkende dollartegn på den amerikanske scene.

Ikke at det politiske budskab har gjort Daara J Family videre obskure. Deres multisproglige rap har for længst sikret dem et kæmpestort publikum, der har genkendt den internationale klasse og det høje artistiske niveau i blandingen af hiphop, R&B og soul.

LES ESPOIRS DE CORONTHIE (GUI)

søndag 04.07.10 – 12:00 – Cosmopol
I Guinea er det ikke kun hiphoppen, som er ghettoernes eneherskende lydspor.
Forfædrenes instrumenter og musikmønstre er blevet taget op af de fattigdomsramte ynglinge. Dog er feelingen anderledes. Bare lyt til Les Espoirs De Coronthie, som får de ældgamle instrumenter til at sitre.
De spiller på deres spartanske koraer, balafoner og bongotrommer med samme stolte selvbevidsthed og kærlighed, som andre, mere privilegerede bybørn tildeler deres turntables.
Tre sangere i front fuldender indtrykket af et nyt vestafrikansk stjerneensemble med lige dele musikalsk glød og social indignation.

BASSEKOU KOUYATE & NGONI BA (MALI)

lørdag 03.07.10 – 21:00 – Pavilion
Ngoni-troldmand Bassekou Kouyate og hans øvrige hold af musikalske alkymister kaprer nye publikumshjerter overalt, de spiller.
Ngoni Ba-bandets lyd er baseret på det såkaldte ngoni-instrument, en slags afrikansk lut eller banjo som har været griot-traditionens akkompagnement hundredevis af år tilbage i tiden. Dette ældgamle instrument får et boost ved hjælp af wah-pedal og effektbokse, når den næsten altid storsmilende Kouyate lader sine rytmer smitte.
De delikate strengeinstrumenter væver ind og ud af hinanden og skaber en lyd, der kun kunne opstå i Malis musikalske vidunderverden: ørkenblues, jazz og rock i en kogende varm smeltedigel.

STAFF BENDA BILILI (CD)

fredag 02.07.10 – 00:15 – Cosmopol
Nogle bands synes næsten ikke af denne verden. Staff Benda Bilili er et af dem.

Bandet består af en gruppe polioramte congolesere i rullestole, som trods fattigdom og sygdom har udviklet en skrabet, men præcis blanding af rumba, soul og congotronics. Et overbevisende vidnesbyrd om musikkens muligheder trods forfærdelige kår, men også et smittende musikalsk bekendtskab fyldt med insisterende rytmer og medrivende call-response-vokaler.

Rullestolskørerne medbringer også vidunderbarnet Roger, en teenagerdreng der har udviklet sig til en virtuos på sin hjemmelavede, enstrengede guitar, bygget ved hjælp af en malerbøtte og et stykke streng.

Staff Benda Bilili spiller også på årets My World IMAGES.

SPEED CARAVAN (ALG/FR)

lørdag 03.07.10 – 14:15 – Cosmopol
Arabiske tonemønstre og dufte spiller en fundamental rolle i musikken hos Speed Caravan. Samtidig trækker det algiersk/franske band på navne som The Cure og Chemical Brothers. Sådan bliver resultatet spændende paradoksalt, når børn af kolonitiden sætter strøm på forstærkeren og spiller løs.

Bugtende, strømmende molskalaer slynger sig som gobelinplanter omkring energiske rocksange, og pludselig fremstår det gamle Orienten lyslevende og knitrende elektrisk.

Frontmand Mehdi Haddab er udråbt til en virtuos på sin ’oud’. Visse skrifttro fra den arabiske verden ville sikkert tabe underkæben, hvis de oplevede, hvordan det ældgamle strengeinstrument forvandles til et våben i rockens larmende tjeneste.

DIE ANTWOORD (ZA)

søndag 04.07.10 – 13:45 – Cosmopol
Forestil dig, hvis du kan, en blanding mellem Ali G, Aqua og Peaches. Omplant denne bizarre opstilling omkring barbecuegrillen i en sydafrikansk, hvid forstad, og du har Die Antwoord.

Trioen blander afrikaans med engelsk, electropop med rap, dårlig smag med… mere dårlig smag. Resultatet er ikke bare visuelt hårrejsende, men også overraskende iørefaldende.

Mød en blog-sensation, som synes i færd med at forberede et verdensherredømme med deres platinblonde, white trash pop-rap.

CÉU (BRA)

torsdag 01.07.10 – 22:45 – Cosmopol
Astrud Gilberto, Eurykah Badu og Lauryn Hill, gør plads til Céu.
Den smukke, 30-årige sangerinde med den fløjlsbløde stemme har taget et internationalt publikum med storm. Faktisk er ingen brasiliansk kunstner nået så langt som Céu på den amerikanske Billboard-hitliste siden Astrud Gilberto og ”The Girl from Ipanema”.

Céu står klar med en række mere tidssvarende kendingsmelodier til det store land. Hendes popmusik trækker både på salsa, bossanova og hiphop i et varmt og sofistikeret miks.

Byd en kronprinsesse af solskinsmættet popmusik velkommen i det høje nord. Næste gang hun er på disse breddegrader, kan hun meget vel have sluttet sig til dronningerækken.

CHICO TRUJILLO (CHL)

mandag 05.07.10 – 00:00 – Arena
Cumbia var et af det chilenske folks foretrukne musikalske udtryksformer, før general Pinochet spolerede festen i 1973.

Chico Trujillo indhenter det forsømte i dobbelt eller tredobbelt tempo og har på 10 år udviklet sig til et af Chiles mest elskede bands.

De blander den traditionelle, colombiansk-inspirerede folkemusik med ska og psykedeliske rocktoner i en syv mand stærk opstilling, og i dag spiller orkestret på alt fra stadioner og festivaler til små klubber med duggede ruder. Lige meget hvor de spiller, efterlader deres latinamerikanske rock’n’roll et spor af slidte dansesko.

Parolen er ens over alt: Festen skal fortsætte. Og det gør den. Blot har det sydlandske partybeat i dag fundet en global frekvens.

CHOC QUIB TOWN (COL)

søndag 04.07.10 – 15:45 – Cosmopol
Hiphop, funk og salsa er udgangspunktet for Choc Quib Town – men faktisk anvender de stort set alle slags latinamerikanske genrer, der nogensinde er skyllet ind på Colombias kyst.

Oktetten ønsker ikke blot at underholde og få fødderne til at vippe til deres blanding af caribiske og maskinelle beats. De vil sprede vished om deres land, deres kultur, den politiske situation – sågar hvilken slags mad der er på deres tallerkner.

Hvis du søger solskinshiphop med caribisk bølgeskvulp og mælkechokoladebrun kropskulør, så er Choc Quib Town leveringsdygtig i noget af det bedste i hele Latinamerika.

SYSTEMA SOLAR (COL)

mandag 05.07.10 – 00:00 – Arena
Colombia er inde i en rivende musikalsk udvikling.

Systema Solars selvbetitlede debutalbum fra 2009 blev hyldet som et af årets bedste fra en scene, som bare skyder mod den azurblå himmel.

Det populære musikkollektiv blander house, hiphop og techno med Colombias egne genrer som cumbia, champeta og bullerengue. Alt under den latinamerikanske sol er blandet i et miks, der er lige dele storby-neon, caribisk lys og levn fra Sydamerikas afrikanske diaspora.

Der er krav om at danse med, når Systema Solar med MC John Primera og Indigo i front forvandler scenen til en fest fuld af sommertoner, sydamerikansk folkekolorit og forrygende visuals.

AURELIO MARTINEZ (HND)

lørdag 03.07.10 – 15:00 – Pavilion
Traditioner er til for at forandres.

Aurelio Martinez tilbyder et friskt perspektiv på paranda, en kombination af afrikansk rytmik, amerikansk blues, cubansk son og vestafrikansk guitarmusik. Genren er garifuna-folkeslagets stolthed.

Et af dens mere farverige kendetegn er brugen af skildpaddeskjold som slagtøj – en skik der går helt tilbage til skibbrudne afrikanske slaver, som strandede i Latinamerika efter deres lange rejse over Atlanten.
Aurelio Martinez og hans følge af blændende dygtige musikere tager denne oversete genre blidt i hånden og fører den mod det 21. århundredes anderledes kyster og strande.