Over en million børn alvorligt syge på grund af El Niño

fmsc_arkiv
Forfatter billede

Vejrfænomenet El Niño har medvirket til en af de værste tørker i 50 år i en række lande i det sydlige og østlige Afrika. Millioner af familier mangler mad og vand, viser nye tal fra UNICEF.

1,2 millioner børn er så underernærede, at de har brug for akut behandling, hvis de skal overleve. I Østafrika har 19,5 millioner mennesker – heraf 10,5 millioner børn – brug for fødevarehjælp alene i 2016.

Særligt Etiopien er hårdt ramt med 10,2 millioner mennesker i nød. I det sydlige Afrika har i alt 31,6 millioner mennesker – heraf 16 millioner børn – brug for fødevarehjælp i år. Situationen er yderligere kompliceret af vejrfænomenet La Niña, som normalt følger i kølvandet på El Niño.

Tørken gør, at børn ikke kommer i skole

”Vi er dybt bekymrede. Underernæring forsinker børns fysiske og psykiske udvikling og gør dem meget mere sårbare over for sygdomme som malaria og mæslinger. Samtidig betyder tørken, at mange børn ikke kommer i skole, fordi de skal hjælpe familien med at overleve i stedet. Der er med andre ord brug for handling, og det skal være nu,” siger UNICEF Danmarks generalsekretær, Steen M. Andersen.

Ud over at dække børnenes basale behov for mad, vand, medicin og beskyttelse, har UNICEF særligt fokus på de mange hiv-smittede børn i det sydlige Afrika, som er det globale epicenter for aids-epidemien. Undersøgelser viser nemlig, at der er en direkte forbindelse mellem hiv-forekomst og tørke. Antallet af nye infektioner i fattige, svært tilgængelige områder stiger med 11 procent, hver gang en ny tørke rammer.