Danmark står midt i sin største krise i nyere tid. Men vores samfundsmodel med offentlig sundhed, omfattende socialt sikkerhedsnet og et folkestyre, der på rekordtid har vedtaget hjælpepakker i trecifret milliardstørrelse, viser dagligt sin styrke.
Kun få lande har dog samme gode forudsætninger for at håndtere coronakrisen. Særligt udviklingslandene er udsatte, og det er ikke kun i forhold til at håndtere de akutte sundhedsmæssige konsekvenser.
Det, der er begyndt som en sundhedskrise, udvikler sig allerede hastigt til en uset global økonomisk og social krise. Folks levebrød og resultaterne af årtiers indsats for at nedbringe fattigdom risikerer nu at fordufte indenfor de kommende uger, hvis ikke der omgående handles.
Oxfam IBIS anbefaler, at Danmark går forrest for en international redningspakke for udviklingslandene, hvor udviklingsbistand, gældseftergivelse, samt demokratisk selvbestemmelse til udviklingslandene sikres og styrkes.
Økonomisk krise på vej i udviklingslandene
Det er svært at spå om størrelsen af den kommende økonomiske krise for udviklingslandene, men et forvarsel kom for to uger siden, da coronakrisen fik FN til at halvere forventningerne til Afrikas økonomiske vækst. Siden da er krisen kun vokset, og scenarierne er blevet tilsvarende mere dystre. FN advarer i dag om, at krisen kan føre til, at halvdelen af alle jobs i Afrika mistes. Den kan lede til et økonomisk tab for udviklingslandene på svimlende 220 milliarder dollars, hvilket er halvanden gang større end den årlige udviklingsbistand fra de rige lande.
Fordi de fattigste lande ikke kan lave store økonomiske redningspakker og ikke har noget nævneværdigt offentligt socialt sikkerhedsnet, rammes de særligt hårdt af den type nedlukninger af samfund, som spreder sig sammen med Covid-19. Det fattige vestafrikanske land Sierra Leone oplevede eksempelvis et fald i bruttonationalproduktet på mere end 20 procent da ebolaepidemien i 2015 nødvendiggjorde en nedlukning af samfundet. Til sammenligning oplevede Danmark aldrig mere end en 5 procent nedgang i økonomien, da finanskrisen var på sit højeste.
Situationens alvor gør, at udviklingsminister Rasmus Prehn (S) omgående må stille Danmarks vægt bag en global økonomisk hjælpepakke for de fattigste lande. Hjælpepakken må sætte ind på minimum tre områder.
Udviklingsbistanden skal øges
For det første må udviklingsbistanden til de fattigste lande hurtigt forøges.
WHO har stadig kun rejst omkring en tredjedel af de beskedne 4,7 milliarder kroner, som de for snart to måneder siden bad verdenssamfundet om for at gøre udviklingslandene klar til at modstå coronavirussen. Et dansk bidrag på 60 millioner kroner kan ikke skjule, at der er tale om et svigt fra verdenssamfundet. Ikke mindst når det ses i kontekst af de nationale redningspakker, som de rige lande vedtager dagligt lige nu. Blot tre promille (0.03%) af USA’s redningspakke, som Kongressen forhandlede på plads på få dage, kunne have dækket WHO’s appel.
Danmark kan vise vejen og presse andre lande til at skrue op for udviklingsstøtten hurtigst muligt. Udviklingsminister Rasmus Prehn har bebudet mere end en milliard kroner til corona-indsatsen, blandt andet ved at omdirigere midler fra andre udviklingsprojekter, men mere må gøres. Danmark må aktivt tale for behovet for at alle rige lande bruger 0,7 procent af BNI på udviklingsbistand, sådan som de har lovet. Og udviklingsministeren bør hurtigst muligt melde ud, at Danmark i kroner og ører freder sin bistand for nedskæringer oven på krisen, hvilket vil være et vigtigt signal overfor andre lande.
Eftergiv udviklingslandenes gæld
For det andet skal udviklingslandenes gæld stoppes og eftergives. I Ghana går mere end 40 procent af statsbudgettet til at betale renter og afbetale gæld, og i alt for mange lande er situationen desværre den samme. 46 udviklingslande bruger flere penge på at betale gæld og renter, end de bruger på sundhed.
Mens vi herhjemme oplever renteudgifter omkring nul procent står mange afrikanske lande overfor rentebetalinger på over 10 procent. En nylig analyse viste, at udgifter til renter er den hurtigst voksende udgiftsposts på de offentlige budgetter i Afrika syd for Sahara.
Et midlertidigt stop for rente- og gældsafbetalinger på to år ville frigive mere end 344 milliarder kroner for verdens 69 lavindkomstlande. Penge, der i stedet kan bruges på at holde hånden under de fattigste, når deres livsgrundlag forsvinder som konsekvens af coronavirussen.
Et gældsstop bør gælde alle former for lån, og ikke kun de bilaterale lån, sådan som IMF og Verdensbanken har foreslået som et første skridt i den rigtige retning.
Derudover kommer vi ikke uden om, at en stor del af udviklingslandenes gæld bør eftergives, ligesom verdenssamfundet tidligere har gjort efter, at udviklingslande er blevet ramt af naturkatastrofer og epidemier.
Danmark bør blive en klar solidarisk røst for gældsstop og gældseftergivelse, ikke mindst ved det forestående årlige forårsmøde for Verdensbank og IMF, som afholdes virtuelt i midten af april.
Udviklingslandene skal selv definere deres kriserespons
For det tredje skal vi give udviklingslandene mulighed for selv at vælge deres respons på krisen.
Under en økonomisk krise sendes udviklingslandene med fast jernlov i armene på den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken. Det sker også allerede nu, hvor IMF melder om, at mere end 80 lande har taget kontakt til fonden for at få økonomisk krisehjælp.
Støtten er dog ikke uden betingelser. IMF og Verdensbanken pålægger nemlig typisk støtten skrappe krav, der dikterer offentlige nedskæringer og deregulering. Verdensbankens chef har allerede gjort klart, at coronaramte udviklingslande kan forvente denne type krav om ”strukturreformer”. Altså præcis det modsatte af, hvad rige lande i deres kriserespons vælger disse dage.
Og det vil ikke være første gang, at de to institutioner bruger en sundhedskrise til at fremme denne skadelige dagsorden. Efter ebola-krisen i Sierra Leone krævede IMF offentlige nedskæringer til trods for, at krisen havde udstillet et kæmpe behov for en styrket offentlig sektor. For at betale af på de lån, som IMF udstedte til Sierra Leone under krisen, anbefalede IMF desuden nye skatter, der ramte de fattigste hårdest. Særligt kvinder rammes hårdt af denne type krav.
Det er afgørende, at IMF og Verdensbanken lægger dogmatikken om offentlige nedskæringer, deregulering, gældsætning og ulighedsskabende reformer på hylden. I stedet skal der fokuseres på en genopretning, hvor hånden holdes under de fattigste og hvor der netop investeres i den styrkelse af den offentlige sektor, som kan sikre øget modstandsdygtighed i forhold til kriser. Et oplagt tiltag er skattereformer, hvor de rigeste bidrager til at skabe bedre sociale systemer for den brede befolkning.
For at sikre udviklingslandenes handlerum bør Danmark omgående samle ligesindede lande, som kan kræve, at IMF og Verdensbanken giver krisestøtte til coronaramte lande uden at pålægge skadelige betingelser.
Husk de langsigtede perspektiver i den kortsigtede krisehåndtering
Oxfam IBIS’ tre ovenstående forslag om bistand, gældseftergivelse og demokratisk handlerum for udviklingslandene udgør skelettet til en økonomisk kriserespons for udviklingslandene på kort sigt.
På længere sigt er det afgørende, at det ikke bliver de fattigste, der endnu engang bærer konsekvenser af krisen, mens de rige høster opsvinget, når det kommer – sådan som vi så det oven på finanskrisen. Kampen mod ulighed og for ligestilling må stå centralt både herhjemme og i udviklingslandene gennem investeringer i de ting, vi ved, der skaber mere økonomisk og kønsmæssig lighed:
En styrkelse af offentlig velfærd som gratis kvalitetsuddannelse og sundhed, samt omfordelende skattesystemer. Vores udviklingsbistand og udenrigspolitik bør tilpasses, så den understøtter en sådan respons.
Den aktuelle situation er både historisk og unik, fordi vi står midt i en akut krise, der per definition er global. Hele verden er ramt af corona-krisens effekter. Faren er, at vi alle kigger indad og fokuserer på, hvordan hver vores lille ø her i verden kommer igennem krisen. Men ingen af os er en ø. Så længe virussen spreder sig, er ingen af os sikre, og stiger den globale ulighed som følge af krisen, kan vi stå overfor endnu større problemer på sigt.
Derfor er det afgørende, at Rasmus Prehn under krisen genrejser Danmark som en udviklingspolitisk og humanitær stormagt, og gør alt for at verdens udviklingslande ikke lades i stikken.
Hannah Brejnholt og Kristian Weise hhv. udviklingsfinansieringsekspert og generalsekretær i Oxfam IBIS.
