Angreb mod sundhedsklinikker og hospitaler i Syrien er steget markant, særligt i det nordvestlige Syrien, hvor regeringshærens offensiv fortsætter med støtte fra Rusland.
I gennemsnit blev en klinik eller et hospital i Syrien angrebet hver fjerde dag, viser en opgørelse foretaget af Verdenssundhedsorganisationen WHO.
”De tal, vi nu kan fremlægge for angreb på sundhedsvæsnet i Syrien, er et grufuldt vidnesbyrd om den åbenlyse mangel på respekt for folkeretten og for civile og sundhedsarbejderes liv,” siger Richard Brennan, der er WHO‘s regionale direktør for nødhjælp i regionen, i en pressemeddelelse.
WHO’s tal viser, at der mellem 2016 og 2019 blev rettet 494 angreb mod sundhedsfaciliteter. Mindst 470 mennesker er blevet dræbt og tusind andre såret i disse angreb.
To tredjedele af angrebene fandt sted i det nordvestlige Syrien, en region der – endnu – ikke er under præsident Bashar al-Assads kontrol.
Der var færre angreb i 2016 end i 2019, hvilket ifølge WHO formentlig skyldes, at det område, der kæmpes i, er blevet stadigt mindre i takt med, at regeringshæren i stigende grad får kontrol over de tidligere oprørskontrollerede områder.
Mange af angrebene mod hospitaler og klinikker bliver begået med fuldt overlæg, siger WHO.
”Det, der er bekymrende, er, at vi er kommet til et punkt, hvor angreb på sundhedssystemet – noget det internationale samfund ikke bør tolerere – nu tages for givet; det er noget vi er vant til. Og de finder stadig sted. For kun to uger siden blev der to hospitaler i Idlib-regionen angrebet, hvor fire sundhedsarbejdere blev såret og tjenesterne midlertidigt suspenderet,” siger Brennan.
Indtil videre end mindst ni hospitaler eller klinikker i Syrien blevet angrebet siden nytår. Det har kostet ti mennesker livet og såret 35 andre. Angrebene har fundet sted i det nordvestlige Syrien, hvor situationen er værst lige nu.
Halvdelen af Syriens befolkning er på flugt
Næsten en million mennesker er alene siden december 2019 tvunget på flugt i det nordvestlige Syrien, hvor en offensiv mod syriske oprørere raser ufortrødent, selv om verdens fokus i mellemtiden har drejet sig et andet sted hen.
De mange internt fordrevne slutter sig til en i forvejen voldsom statistik, der viser, at krig og konflikt har tvunget halvdelen af den syriske befolkning på flugt.
Siden konflikten i Syrien brød ud i kølvandet på det såkaldte arabiske forår i marts 2011 – og siden udviklede sig til en krig – har syrerne været igennem utallige prøvelser, skriver UNHCR i en pressemeddelelse.
Størstedelen af de millioner af flygtninge, der er søgt til Syriens nabolande, lever under fattigdomsgrænsen, skriver UNHCR.
”Jeg er dybt ydmyg over syrernes mod og modstandskraft. Dag ind og dag ud har de været udsat for lidelse og berøvelse,” siger FN’s flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi.
”Nu hvor denne krise går ind i sit tiende år, opfordrer jeg verden til ikke at glemme dem, der stadig er fordrevne i Syrien, og dem, der har været tvunget til at flygte til udlandet. Vi må anerkende og støtte generøsiteten i nabolandene – en af de største handlinger i årtier,” siger han.