Partierne om udvikling og klima: Det Radikale Venstre

026-lone-loklindt-portrait-682x1024
Thomas Jazrawi

92-Gruppen har interviewet ordførere fra de politiske partier op til folketingsvalget. Vi bringer interwievene på Globalnyt. Her er De Radikales ord. 

Af Lone Loklindt, MF, miljø- og udviklingsordfører

 

I hvor høj grad skal Danmark være globalt foregangsland på klimaområdet – herunder: Skal Danmark have egne klimamål for 2020 og perioden mellem 2020 til 2050 og hvad skal de i så fald bestå af?

Vi skal absolut være foregangsland på klimaområdet – derfor foreslår Radikale Venstre, at vi reducerer CO2 udslippet med 55% inden 2030 samt at vi udfaser kul inden 2025. Transportsektoren skal inddrages: Vi foreslår bl.a. at alle kommunale køretøjer skal baseres på el, at busser skal drives uden diesel eller benzin inden 2030 og at dieseltogene skal renoveres så de udleder meget mindre partikelforurening og CO2. Bilafgifterne skal omlægges, så det altid er billigst at vælge den bil der udleder mindst CO2 og partikler.  

Skal vi fortsat efterforske olie i Nordsøen og lede efter skifergas i undergrunden i Danmark – selvom videnskaben fortæller os, at min. 2/3 af de allerede kendte fossile brændsler skal blive i jorden, hvis vi skal nå 2-gradersmålet? 

Jeg mener skifergassen skal blive i jorden og vi skal ikke udstede flere efterforskningstilladelser i Danmark. Ud over de klimamæssige begrundelser, er det især de miljømæssige risici, som jeg ikke mener vi skal udsætte vores natur og miljø for.

 Hvor stor skal Danmarks udviklingsbistand være, hvad skal den fokusere på og skal den danske klimabistand være ny og additionel – i den forstand, at midlerne ikke tages fra eksisterende udviklingsbistandsbudgetter?

Radikale Venstre vil have udviklingsbistanden op på 1 % af BNI igen, som den var inden 2001. Fokus skal være på fattigdomsbekæmpelse, rettigheder og de globale bæredygtighedsmål, større sammenhæng mellem nødhjælp og udvikling, myndighedssamarbejde og mere multilateral bistand gennem FN-organisationer m.fl., hvor Danmark har stor gennemslagskraft. Og ja, klimabistanden skal være additionel som vi har forpligtet os til.

 Skal Danmark være foregangsland i forbindelse med implementeringen af de nye globale bæredygtighedsmål, der vedtages i FN til september – og herunder have en national handlingsplan for dette, og for omstillingen i Danmark?

2015 er et vigtigt år fordi vi skal vedtage de nye globale bæredygtighedsmål, som skal efterleves af alle verdens lande. Og ja, jeg mener vi skal være foregangsland. Derfor mener jeg også vi skal have en national handlingsplan for implementering af de globale bæredygtighedsmål og for bæredygtig omstilling i det hele taget.

 Skal vi have en ny national bæredygtighedsstrategi, der bl.a. giver en ambitiøs plan for, hvordan vi skal bringe vores ressourceforbrug i Danmark ned på et niveau, så det svarer til klodens bæreevne?

Ja. Det er en rigtig god idé med en bæredygtighedsstrategi som strukturelt kan bidrage til en bæredygtig omstilling af vores alt for høje ressourceforbrug bl.a. gennem cirkulær økonomi.

Kilde: 92-Gruppens nyhedsbrev juni 2015