Af Martin Wildenschild, U-landsnyt.dk
Prins Alwaleed bin Talal al-Saud klager over hans faldende indtægter, men det er ikke kun de velhavende i oliens hovedstad, der lider under olieprisens pludselige fald. I lande som Nigeria, Tchad, DR Congo, Libyen, Gabon og Angola kan det få langt større konsekvenser.
Den kendte saudiske Prins Alwaleed bin Talal al-Saud, der er kendt for sine investeringer i Apple, Timewarner og News Corp, har offentliggjort et åbent brev på sin hjemmeside, hvor han udtrykker sin forbavselse over, at den saudiske olieminister tilsyneladende ikke vil gribe ind over for den faldende oliepris.
Den saudiske olieminister, Ali bin Ibrahim Al-Naimi, har derimod udtalt, at Saudi-Arabien ikke er bekymret over en oliepris på under 90 dollar per tønde.
Alwaleed bin Talal al-Saud påpeger, at 90% af Saudi-Arabiens nationalbudget stammer fra eksporten af olie, og hvis denne tendens forsætter, kan det få katastrofale konsekvenser for landet.
Andre analytikere peger dog på, at der et tale om et politisk spil mellem OPEC-landene, hvor Saudi-Arabien er klar til at tillade priser på helt ned til 80 dollar per tønde i en periode på op til to år
OPEC mister sin indflydelse på olieprisen
Ifølge Bloombergs, Isaac Arnsdorf, er OPEC-kartellet helt grundlæggende ved at miste sit greb om det internationale oliemarked bl.a. på grund af et øget udbud fra USA’s olieindustri.
Normalt ville faldende oliepriser resulterer i, at OPEC med Saudi-Arabien i spidsen ville skrue ned for produktionen og derved kunstigt øge olieprisen til et for OPEC acceptabelt niveau. Men det er ikke det, der sker i øjeblikket.
Saudi-Arabien opretholder sin produktion for at bevare markedsandele, og vinder samtidig ved, at de lavere priser gør ondt på økonomiske og politiske konkurrenter som Rusland og Iran. Begge lande, der i øjeblikket lider under internationale sanktioner.
Desuden betyder den lavere oliepris, at den saudiske olieproduktion opretholder sin konkurrencedygtighed over for USA, hvor udvindingen af olie koster mere.
Vil olieprisen fortsætte med at falde?
Dertil kommer, at IEA, det internationale energiagentur, forventer at prisen på olie i fremtiden vil fortsætte med at være presset af den øgede globale produktion.
IEA reducerer samtidig sin prognose for den globale olieefterspørgsel for 2014 med 0,2 millioner tønder om dagen ud fra lavere forventninger til den økonomiske vækst. Man kunne tilføje, at fremmedrettede investeringer i mere miljørigtige energikilder forhåbentlig også vil påvirke forbruget af olie.
Prisfaldet kan få fatale konsekvenser for udviklingslandene
Det kan måske more nogle, at velbeslåede rige prinser mister penge, men det er ikke alle olieproducerende lande, der har velpostrede oliefonde som Saudi-Arabien.
Daniel Altman, som underviser i økonomi ved New York University Stern School of Business, er stærkt bekymret for de olieproducerende udviklingslandes afhængighed af olieprisen.
Han peger på, at lande som Nigeria, Tchad, DR Congo, Libyen, Gabon og Angola, tydeligt er sårbare over for store ændringer i prisen og mængden af den olie og gas, der potentielt kunne eksporteres.
Løsningen består bl.a. af gennemskuelighed i skatte og kontraktmæssige forhold
Nogle af landene kunne se dette som en anledning til at ændre i deres beskatningssystem, hvormed de ikke ville være så afhængige af indtægterne fra energikilderne. Men de institutionelle forhold det kræves for at være i stand til at inddrage skatterne, er ofte ikke tilstrækkeligt udviklet i landene.
Samtidig er de olieafhængige udviklingslande endnu ikke gode nok til at anvende olieindtægterne til at levere effektiv offentlig service, hvilken får Altman til at frygte, at nogle af udviklingslandene vil kollapse under forsatte faldende oliepriser.
Altman argumenterer for, at udviklingslandene straks skal forsøge at udnytte olieindtægterne til at omstille deres erhvervsliv, og skabe andre indtægtskilder, hvormed de ikke vil være så afhængige af oliepriserne.
De rige Golfstater har lettere ved at manøvrere ved faldende priser, idet deres enorme oliefonde giver dem en øget fleksibilitet. Men de øvrige udviklingslande har knap så mange muligheder for at transformere deres økonomier hen imod en verden, der er på vej væk fra anvendelse af fossile brændstoffer og måske med en oliepris, der har toppet.
Så gennemskuelighed omkring skatte- og kontraktmæssige forhold bliver, sammen med en bedre brug af offentlige midler, igen nødt til at komme på dagsordenen.
Hvad og hvem er OPEC?
Se mere på http://en.wikipedia.org/wiki/OPEC