Forleden skulle Puerto Rico have betalt 58 millioner dollar til sine kreditorer, men kunne kun stille med 628.000 dollar.
Da man ikke er en selvstændig nation, kan man ikke få hjælp fra Valutafonden IMF. Det fallerede Puerto Rico er nemlig ifølge sin forfatning en “fri associeret stat” i union med USA.
Havde Puerto Rico været en kommune i USA, kunne man søge ly i amerikansk konkurslovs bestemmelser for kommuner i betalingsstandsning.
Havde det været en delstat i USA, ville puertoricanerne i det mindste have lidt politisk vægt til at kræve hjælp fra Washington. Som borgere i en ikke-delstat har de ikke stemmeret i USA.
I juni i år appellerede Puerto Ricos guvernør, Alejandro García Padilla, forgæves til kreditorerne. Og sådan har det været længe.
Den offentlige gæld er vokset uafbrudt siden år 2000 og har nu nået 100 procent af BNP – en gældssætning værre end Portugals og Spaniens.
Der er andre årsager til miséren:
Kun 40 procent af alle voksne er i arbejde eller søger job. I Danmark deltager næsten otte ud af ti i arbejdsstyrken. Puertoricanerne arbejder altså kun halvt så meget som os – i hvert fald officielt.
Måske ikke så mærkeligt. En familie på tre, der er berettiget til fødevarehjælp, særligt børnetilskud, offentlig medicinhjælp og boligtilskud kan få op til 1.749 dollar om måneden, mens mindstelønnen efter skat er på 1.159 dollar.
Der er næsten ingen jobs. Emigrationen er stor og siden 2006 er indbyggertallet faldet støt fra 3,8 til 3,5 millioner.
Puerto Rico ligger på en 47. plads i Verdensbankens rangliste over, hvor let det er at drive forretning. Det er lige mellem Rwanda og Rumænien og en hel del værre end i selve USA, noterer Berlingskes reporter, Uffe Gardel.
Se meget mere om Puerto Rico på
https://en.wikipedia.org/wiki/Puerto_Rico
