Rambøll hjælper Marokko til mere klimavenligt energimix

14846734159_096e796de9_o
Fes, Marokko
Foto: ahl1/Flickr
Forfatter billede

(Rambøll) Marokko bliver nu mindre afhængig af import af olie og kul, og får samtidig større forsyningssikkerhed, lavere CO2-udledning og bedre luftkvalitet. Rambøll skal sammen med den franske joint venture partner, Sofregaz, udvikle et integreret gas-to-power projekt for værtslandet for FN’s COP22-klimakonference.

Danmarks ambassadør i Marokko, Jørgen Molde, påpeger, at gas-to-power-projektet vil forbedre forsyningssikkerheden på grund af den øgede spredning på anvendte energikilder. 

”Projektet er et godt supplement til Marokkos ambitiøse planer for vedvarende energi, som skal udgøre 42 procent af energiforsyningen i 2020 og 52 procent i 2030, og er et godt alternativ til olie og kul i overgangen til en bæredygtig fremtid for energiforsyningen”, siger Jørgen Molde.

I dag kommer over 97 procent af Marokkos energiforbrug fra import af fossile brændsler, især olie og kul. Gasprojektet vil således også forbedre landets klimaregnskab i og med, at gas skaber markant mindre CO2-udledning og partikelforurening end olie og kul.

Konsortiet er udpeget til at være teknisk rådgiver for kunden, det marokkanske forsyningsselskab ONEE. Sammen skal de hjælpe ONEE med at prækvalificere bydere, der skal bygge og drive hele det anlæg, der skal modtage den flydende gas, omsætte den til gasform, transportere det til to gasfyrede kraftværker og derfra omsætte gassen til elektricitet. Derudover skal konsortiet lave forstudier, teknisk udbudsmateriale og hjælpe med at udpege byderne.

De to kraftværker er på 1,2 GW hver, som sammenlagt svarer til cirka 20 procent af den samlede danske elkapacitet. Til sammenligning leverer Avedøreværket i Danmark 0,8 GW.

Direktør Søren Skovgård Møller fra Rambølls Olie & Gas division forklarer, at naturgas i kombination med vedvarende energi i nogle lande som Marokko er løsningen på overgangen til et klimavenligt energimix.

“Naturgas vil i mange år frem være en grundlæggende del af energimixet i udviklingslandene, og i et land som Marokko er denne energikilde en væsentlig forbedring på klimavenlighedsskalaen. Marokko er også ved at se på sol og vind som vigtige brikker i fremtidens energimix, men udfordringen med lagring af energien er endnu ikke løst. Sol og vind kan derfor ikke stå alene. Ved at bruge naturgas som kilde på gaskraftværkerne sikrer man sig, at elektriciteten bliver leveret i en pålidelig, ansvarlig og skalerbar form", siger Søren Skovgård Møller.

Anders Schultz, direktør i Rambølls Energidivision, fortsætter: ”Netop evnen til at integrere forskellige energiformer på en fleksibel og højeffektiv måde i et lands energimix er nøglen til at balancere forsyningssikkerhed med inklusion af maksimal vedvarende energi. Både integration af vedvarende energi samt høj effektivitet på udnyttelsen af fossile brændsler er netop områder, som vi i Danmark er stærke på,” siger han.