Red Barnet kaster nu handsken i den hårde konkurrence med fremstormende børnefaddere som SOS Børnebyerne, Plan Danmark og ikke mindst BØRNEfonden, der alene har rundet 60.000 fadderskaber for børn i Den 3. Verden.
Våbnet er fadderskab for en hel gruppe børn i stedet for at hjælpe et enkelt barn ad gangen.
“Bliv fadder på en ny måde”, skriver Red Barnet i sit seneste elektroniske nyhedsbrev, der kom ud fredag.
“Hvorfor kun hjælpe ét barn, når du kan hjælpe en hel gruppe? Red Barnet lancerer 2 nye fadderskaber – for børn i krig eller udsatte børn i Danmark og Grønland”, hedder det. Og videre:
“For blot 175 kroner om måneden kan du blive fadder for børn berørt af krig i Angola eller udsatte børn i Danmark og i Grønland”.
Samtidig er Red Barnet gået ud i offentligheden med den nye strategi i form af annoncer i flere dagblade med tekster som “Hvordan staver man til fremtid” og opfordringen “Bliv fadder” på baggrund af en afrikansk skoleelev, der skriver på en kridttavle.
Netop børnefadderorganisationerne har annonceret flittigt, bl.a. på de store blade internetsider for betydelige beløb.
Børnene i Angola
Op mod en million børn i Angola går ikke i skole, og der er stor mangel på kvalificerede lærere. Det vil Red Barnet ændre, hedder det.
Alle børn i Angola over 5 år er født i krig. Det er børn, som har hårdt brug for hjælp til at skabe sig et liv med fremtid og håb efter 30 års borgerkrig i den ressourcerige, men delvis ødelagte tidl. koloni, der var juvelen i Portugals oversøiske besiddelser.
Uddannelse er et vigtigt skridt på vejen mod et værdigt liv for børnene i Angola, og som fadder er du med til at støtte bygning af skoler, uddannelse af lærere, undervisning i børns rettigheder – herunder oplysning om aids og andre sygdomme.
Som fadder støtter du også: Bekæmpelse af seksuelt misbrug og mobning, oplysningskampagner om sikker chat og bekæmpelse af børnehandel, hedder det slutteligt.
Man kan læse mere om Angolas børn og udsatte børn i Danmark og i Grønland på www.redbarnet.dk/fadder
Her kan man tillige tegne et fadderskab og bestille folder om Red Barnets fadderskaber.