MAHARASTHRA, INDIEN: Vi har aftalt et møde med lægen Dr. Jagdale, hvis far for 41 år siden grundlagde klinikken. Da det bliver vores tur, bliver vi budt hjerteligt velkommen og interviewet kan gå i gang.
Der er tre byer i Indien, der er særligt kendt for deres red light distrikter for prostituerede: Det er Mumbai (Bombay), Pune og Sangli.
Dette betyder ikke, at der ikke er prostituerede at finde andre steder; i hver en lille og større by vil man kunne finde områder, hvortil man kan gå for at finde købesex.
Men sex trafficking er særlig omsiggribende i netop disse tre byer.
Tempel-prostitution
I mine tidligere artikler og rejsebreve er nævnt fænomenet ‘tempel prostitution’. (Man kan se alle rejsebrevene ved at taste “Rejsebrev fra Indien” i søgefunktionen for U-landsnyt.dks “gamle” arkiv).
Det er en gammel tradition, der fra af være en højt respekteret religiøs institution er endt med at være en måde, hvorpå fattige forældre kan tjene penge på deres uønskede døtre.
I Miraj og Sangli finder man store koncentrationer af tempel prostituerede og de har alle samme historie: deres forældre giftede dem i en ung alder til en guddom og tvang dem dermed ud i prostitution.
De resterende ‘almindelige’ prostituerede har nogenlunde samme baggrund; manges forældre har prostitueret dem; andre er blevet tvunget af deres mænd eller har været ofre for kidnapning og menneskehandel til sexindustrien (trafficking).
Fælles for de prostituerede i Miraj er, at alle er alkoholikere og næsten samtlige kvinder smittet med hiv/aids. Derfor kaldes dette red light distrikt for ‘De Prostitueredes Skraldespand’.
Den sidste udvej
Historien om området er ganske nedslående. Det er her, kvinderne sendes hen når de bliver smittet. Fra Mumbai, Pune og andre nærliggende områder.
Så snart de har fået diagnosen er der kun én vej: til ‘the trash bin of sexworkers’, som distriktet kaldes.
Blandt kvinderne er der flere, der oprindeligt kommer fra Nepal.
Himalaya-landet er berygtet for at have en ‘velfungerende’ human- og sex trafficking-industri, hvor unge piger kidnappes og sendes til bordeller i Indien. Mange ender deres dage uden kontakt til deres familie i Miraj.
Dr. Jagdale fortæller, at de fleste af kvinderne er mentalt ødelagte, og med udsigten til en snarlig død, er ligegyldigheden og afmagten særlig påfaldende.
Mange har helt givet op
Til forskel fra mange andre byer er der i Miraj og Sangli to offentlige hospitaler, hvor kvinderne gratis kan få tabletter og piller for at holde sygdommen hen.
Men de fleste ønsker ikke hjælp eller har hverken overskud eller styrke til at møde op og passe deres behandling. Deres kost er ringe og mange har givet op.
Samtidig har medicinen bivirkninger såsom pigmentering. Og netop hudfarve spiller en vigtig rolle i Indien og kan påvirke en prostituerets indtjening.
Kvinderne er uanset deres sygdom stadigt aktive prostituerede og billige, hvilket får mange mænd til at besøge området. Kondomer tilbydes, men ofte kan kvinderne få en højere pris, hvis kondomer ikke bruges.
Dødsdømte kvinder – ingen interesse
Dr. Jagdale arbejder til daglig på Universitetshospitalet i byen, men åbner klinikken hver aften i to timer.
De fleste læger og politikere ønsker ikke at beskæftige sig med kvinderne, og det er svært at finde folk, der vil hjælpe dem.
På klinikken bistår tre assistenter Dr. Jagdale med at opsøge kvinderne. Udover de fire er der ingen andre læger eller politikere, der skænker kvinderne en tanke.
Oplysning er vejen frem. Oplysning om risikoen for at pådrage og sprede sygdomme.
Mange af mændene, der besøger de prostituerede, nægter at tage livsforlængende medicin mod hiv/aids, da de anser det for ‘umandigt’.
I stedet kommer de for at få testosteron indsprøjtninger, så deres præstation kan forøges. Ifølge lægen dør de sædvanligvis efter en 5-6 år og efterlader deres smittede koner og børn.
Bliver ikke ret gamle
Gennemsnitsalderen for de prostituerede i Miraj er 24. De fleste dør inden de er fyldt 30 og piger helt ned i 15-års alderen bliver sendt hertil. Mange er gravide, uden penge og alene.
Dr. Jagdale foreslår, at der i aviser, på arbejdspladser og på gadeplan skal føres kampagner, der fortæller om sikker sex.
Men sex er tabu i Indien, hvilket senest er set i tilfældet med censureringen af dokumentaren ‘Indiens Datter’, og der vil gå mange år før man vil kunne føre en sund og velfungerende sex debat i Indien, som kan nå ud til alle dele af befolkningen.
Igen må jeg minde om (i forhold til tidligere indlæg), at 70-80 procent af indiens indbyggere lever i landområder, hvor oplysning og uddannelse er minimal og hvor kvinden til stadighed anses som underlagt mandens vilje med det ene formål at passe husholdningen og føde børn.
Da jeg i april 2012 besøgte Miraj for første gang, fortalte de prostituerede mig, hvordan de anså deres job som en tjeneste til alle kvinder:
”Mænd, når de føler trangen, har ret til at tage hvem de vil og ved at vi, de prostituerede, er til rådighed, redder vi kvinder fra voldtægt!”. Jeg vil aldrig glemme denne udtalelse.
Afmagten, der ikke vil gå væk
Efter en halv time hos Dr. Jagdale, sagde min kæreste og jeg pænt farvel.
Det havde været et yderst spændende interview og jeg er glad for at møde en mand, der på trods af hårde odds bliver ved med at tilbyde hjælp til disse dødsdømte og ødelagte kvinder.
Men afmagten og følelsen af uretfærdighed er ikke til at ryste af sig.
Jeg mærkede den allerede i 2012 ved min første visit og jeg har følt mig nødsaget til at dele disse grimme omstændigheder, så disse kvinders historie kan blive fortalt.
Så deres liv ikke er levet til ingen verdens nytte.