Peter Fischer-Møller blev søndag valgt som ny bestyrelsesformand i Danmission, landets største folkekirkelige missionsselskab, som bl.a. arbejder for at forbedre levevilkårene i Asien, Afrika og Mellemøsten.
Den 55-årige biskop over Roskilde Stift afløser Risskov-præsten Lars Mandrup (66), der efter 9 år på posten ikke kunne genvælges.
– Bestyrelsen er glad for at kunne præsentere en profil i dansk kirkeliv, der kan træffe de skarpe beslutninger i en kompleks organisation som Danmission, og som samtidig ved, hvordan han skal kommunikere og profilere os indadtil og udadtil, siger næstformand Anne Dolmer.
Den nye formand beskrives som en rar og social holdspiller, men han magter også at kæmpe for sin sag, som da han måtte igennem langstrakte kampvalg til embedet som biskop. Han er engageret og optaget af, hvad der rør sig og forandrer sig både i kirken og samfundet generelt. Og i de muligheder, det giver.
Men hvorfor går en travl dansk biskop i spidsen for mission i udlandet?
– Biblen er oversat til alverdens sprog. Menighederne vokser frodigt mange steder i Syd, mens opbakningen svinder til de gamle kristne kulturer i Europa, anfører biskoppen og uddyber:
– Men forskellene mellem rige og fattige er stadig skræmmende stor, så der er fortsat brug for, at vi velfærdsdanske folkekirkemedlemmer giver økonomisk støtte til fattige kirker og deres indsats for at udvikle kirkerne, men så sandelig også for at bekæmpe fattigdommen og udvikle samfundene, Til gengæld kan vi i Vesten få afgørende ny inspiration fra samtalen og samværet med menigheder ude i verden.
I det møde kan han bruge sine evner både til at lytte og lede efter løsninger inden for alle 3 områder af Danmissions arbejde: fattigdomsbekæmpelse, dialog og opbygning af kirkerne.
Peter Fischer-Møller er uddannet fra Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet fra 1974 til 1983. Han var sognepræst fra 1984 til 2008 i Terslev og Ørslev kirker på Midtsjælland og fra 1999 tillige provst i Ringsted-Sorø Provsti. Valgt til biskop over Roskilde Stift blev han i 2008. Han er gift med biolog Bente Munk og far til sønnen Mads.
I 2002 tog han på studietur til Mexico for at fordybe sig i maya-indianernes syn på kristendommen. Det kom der bogen ”Et glimt af Gud” ud af.
Peter Fischer Møller har haft tillidsposter i bl.a. Den Danske Præsteforening, Bibelselskabet, Præsternes Efteruddannelse samt efteruddannelsesudvalget på Det Teologiske Fakultet i København.
Han er engageret i lokalsamfundet gennem bestyrelser for børnehave, forsamlingshus, ungdomsklub og idrætshal og har tillige været bestyrelsesmedlem i Landsforeningen af Landsbysamfund.
Søndag blev Peter Fischer-Møller så indvalgt i Danmissions bestyrelse – udpeget af den siddende bestyrelse – på weekendens repræsen-tantskabsmøde på Nyborg Strand. Til de øvrige 5 bestyrelsespladser valgte repræsentantskabet: Ellen Skov Birk (Århus Stift), Hanne Rosenberg (Københavns Stift) og Anne Hviid Jensen (Viborg Stift).
Gunvor Bjerglund Thomsen og Eskil Simmelsgaard Dickmeiss blev genvalgt.
Udover Lars Mandrup udtrådte Eigil Saxe og Flemming Petersen.
Afskedsinterview med Lars Mandrup kan læses på
http://www.danmission.dk/Files/Filer/Om%20Danmission/Afskedsinterview%20med%20Lars%20Mandrup.pdf