Rungende dansk tavshed efter Jenin

Israelske soldater under en aktion i Jenin i marts 2022.


Foto: Nedal Eshtayah/Anadolu Agency via Getty Images
Laurits Holdt

6. juli 2023

Jørgen Harboe

Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.

Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.

Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.

Læs flere blogindlæg fra Jørgen Harboe

Israels massive militære angreb mod en palæstinensisk flygtningelejr de første dage i juli er næsten allerede glemt i Danmark. Flere hundrede soldater trængte ind blandt de ca. 12.000 indbyggere i en tæt befolket flygtningelejr i udkanten af byen Jenin i den nordlige del af Palæstinas Vestbred. Aktionen på Vestbredden var den største af sin slags i tyve år.

Israel siger, at militæret skulle rydde en palæstinensisk modstandslomme. Aktionen blev indledt med kamphelikoptere og droneangreb fra luften. Tolv palæstinensere og en israelsk soldat blev dræbt og over hundrede sårede. De fleste af de dræbte var palæstinensiske partisaner, men det britiske BBC skriver, at der også var tre børn blandt de omkomne.

Det er alt sammen set før, men i mindre skala, også i Jenin, der i det sidst årstid er blevet et epicenter for undergrunds modstand mod Israels besættelse af Vestbredden.

Folkeflugt

Det nye er, at den voldsomme militæraktion denne gang førte til panik i civilbefolkningen.

Hvor paradoksalt det end lyder, flygtede ca. 3.000 mennesker ifølge Palæstinas Røde Halvmåne (Røde Kors) fra flygtningelejren i Jenin. De er langsomt vendt tilbage til deres ødelagte hjem. Den arabiske TV-station Al-Jazeera skriver, at 80 procent af lejrens bygninger er helt eller delvis ødelagt, og FN’s Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggende, OCHA, oplyser, at det voldsomme militærangreb har ødelagt store dele af forsyningen med vand og el i flygtningelejren.

De israelske soldater er trukket tilbage efter aktionen, men Israels premierminister Benyamin Netanyahu advarer om, at den næppe bliver den sidste.

Det kan føre til flere ødelæggelser, der gør flygtningelejre ubeboelige og til ny masseflugt fra de tæt befolkede arabiske bebyggelser i Jerusalem, Jenin, Nablus, Ramallah, Jeriko og Hebron på Vestbredden. Måske endda til flugt helt ud af den besatte Vestbred til nabolandet Jordan. Sådan har palæstinenserne flygtet før: I 1948, da Israel blev oprettet som jødisk stat i en del af Palæstina og i 1967, da Vestbredden blev besat. Centrale ministre i Netanyahus regering advokerer åbent for at fortrænge palæstinenserne fra Vestbredden, så hele Palæstina kan overgå til Israel.

Parallel til Ukraine

Den danske regering har med rette protesteret højt og længe mod Ruslands forsøg på at annektere Ukraine eller dele af landet. Vi har også – med rette! – givet massiv støtte til Ukraines kamp for at bevare sin selvstændighed. Vores regering har derimod forholdt sig passiv i forhold til Israels vold på Vestbredden og de stadig flere overgreb mod den palæstinensiske befolkning. Ingen dansk minister har foreslået at støtte Palæstinas uafhængighedskamp, sådan som vi støtter Ukraine og som vi for år tilbage støttede de sorte sydafrikaneres kamps for at genvinde deres land.

Den danske tavshed omkring Palæstina runger hult i ekkoet fra vores klapsalver til Ukraines tapre frihedskrig. Ukraines krig mod Rusland og Palæstinensernes modstand mod at blive ædt af Israel er faktisk to sider af samme sag.

Men hvad nu, hvis flugten fra Jenins flygtningelejr er et forvarsel om en ny folkevandring? Hvis Israel – officielt eller ej – begynder at jage palæstinenserne ud af Vestbredden? Nogle af dem vælger måske af flygte til Danmark.

Danmark bør støtte Palæstina ligesom vi støtter Ukraine. Af almindelig anstændighed og fordi vi risikerer, at det bliver værst for os selv, hvis ingen bremser Israels voldsherredømme på Vestbredden.