1 år siden
-
15:49
Udsigt til andet valg i løbet af et år i Kuwait
Kuwaits kronprins, Sheikh Meshal Al-Ahmad Al-Jaber Al-Sabah, har meldt ud at landets ellers nyligt genindsatte parlament vil blive opløst og et nyt valg vil blive udskrevet, beretter Al-Jazeera. Kronprinsen har lovet at der sammen med valget vil blive gennemført legale og politiske reformer, der vil sikre at ”landet vil indtræde i en ny periode af disciplin og lovbundethed.”
Kuwait har været ramt af magtkampe mellem den regerende familie og parlamentet siden 2020. Kronprinsen opløste også parlamentet sidste år. Der blev valgt nyt parlament i september, men nu i marts blev det foregående parlament genindsat af landets højesteret.
Kuwaits parlament har udpræget mere indflydelse end andre parlamenter i sammenlignelige monarkier i regionen, selvom politiske partier er forbudt. Ifølge Al-Jazeera, så har landets stabilitet og økonomiske vækst historisk set afhængt af forholdet mellem parlamentet og kongehuset.
-
15:33
Tunesisk politi tilbageholder oppositionsleder
Mandag aften har tunesiske politibetjente anholdt lederen af landets opposition, Rached Ghannouchi, under en ransagelse af hans bopæl. Samme aften blev hovedkontoret for hans parti, Ennahda, også endevendt af betjente, oplyser ansatte ved kontoret ifølge Al-Jazeera.
Rached Ghannouchi har markeret sig som en af præsident Kais Saieds hårdeste kritikere, efter præsidenten i 2021 opløste parlamentet og senere tog kontrol over landets domstole. Den politiske krise er gået hårdt ud over landets økonomi og befolkningens velfærd, hvilket Ghannouchi har kritiseret præsidenten for.
En talsmand fra politiet fortæller til Reuters, at den 81-årige politiker bliver tilbageholdt, fordi den offentlige anklager efterforsker ham for “opildnende ytringer”. Ghannouchi er blevet tilbageholdt og afhørt flere gange det seneste år i forbindelse med anklager om, at han har brugt parti-midler til at hjælpe tunesere ud af landet – angiveligt for at tilslutte sig terrorbevægelsen ISIS.
Ennadha-partiets vicepræsident og Tunesiens tidligere premierminister Ali Laarayedh blev anholdt på baggrund af lignende anklager tilbage i december.
-
12:46
Regeringen vil træde ud af kontroversiel international traktat
Danmark vil træde ud af Energicharteret (ECT), oplyser klima-, energi- og forsyningsministeriet. Ministeriet har en frygt for, at den internationale traktat kan hæmme den grønne omstilling.
Usikkerheden skyldes, at Energicharteret rummer paragraffer om såkaldt investorbeskyttelse. Det gør, at virksomheder kan sagsøge regeringer, hvis de indfører politikker, som kan skade deres fremtidige indtjening på investeringer.
Investorbeskyttelsen er blevet brugt flere gange til at sagsøge regeringer for grønne tiltag. Eksempelvis har den tyske kulgigant RWE sagsøgt den hollandske regering for dens beslutning om at udfase kul i 2030 med et krav om 1,4 milliarder euro i erstatning.
Læs også: Virksomheder kan sagsøge lande, der ønsker grøn omstilling
Klimaminister Lars Aagaard understreger, at ECT både beskytter grønne og fosille investeringer, men påpeger, at Danmark i forvejen har tilstrækkelig beskyttelse af de grønne investeringer i lovgivningen. Derfor giver det ikke mening for Danmark fortsat at være en del af traktaten.
“Som Energichartertraktaten ser ud nu skaber den unødig usikkerhed om den grønne omstilling. Samlet set skaber Energichartertraktaten større usikkerhed om investeringer end sikkerhed,” udtaler klimaminister Lars Aaagaard i en pressemeddelelse.
Flere grønne organisationer har længe kæmpet for, at EU og medlemslandene træder ud af ECT. Derfor vækker den danske regerings beslutning glæde ved NOAH.
”Efter mange års arbejde er vi glade for at den danske regering endelig indser at ECT er uforenelig med klimahandling. At trække sig fra traktaten er det eneste rigtige, hvis vi skal nå klimamålene,” siger Nanna Clifforth fra NOAH i en pressemeddelelse.
ECT blev oprindeligt vedtaget for at beskytte investeringer i østeuropæiske lande efter murens fald i 1990’erne. Siden da er flere lande fra andre dele af verden trådt ind i traktaten, herunder Afghanistan, Mongoliet og Japan. EU har de seneste år forsøgt at ændre traktaten, så den ikke kan bruges til at hæmme den grønne omstilling, men flere medlemslande som Spanien og Frankrig er trådt ud af pagten på egen hånd.
En endelig dansk udtræden kræver samtykke i Folketinget, oplyser klimaministeriet.
1 år siden
-
15:47
Søn af Irans tidligere Shah rejser til Israel på vegne af det iranske folk
Reza Pahlavi, søn af den afdøde Shah af Iran Mohammad Reza, har meddelt, at han har til hensigt at besøge Israel.
Pahlavi offentliggjorde meddelelsen på Twitter i går den 16. april med overskriften “Irans kronprins besøger Israel”. I meddelelsen skriver han, at formålet med besøget er at “levere et venskabeligt budskab fra det iranske folk.”
Til det tilføjer han: “Jeg ønsker, at Israels folk skal vide, at den Islamiske Republik i Iran ikke repræsenterer det iranske folk. Det gamle bånd mellem vores folk kan genoplives til gavn for begge nationer. Jeg tager til Israel for at spille min rolle i at bygge en lysere fremtid.”
Reza Pahlavi har af flere omgange meldt sig som en mulig stedfortræder til Irans nuværende øverste leder Ali Khamenei, når det en gang lykkedes det iranske folk at vælte præstestyret. Og selvom Pahlavi møder stor opbakning fra iranere både i og uden for Iran, der er det ikke helt tydeligt for alle, hvilket Iran Pahlavi drømmer om at stå i spidsen for.
Reza Pahlavi har levet i eksil siden 1979, hvor Pahlavi-familien forlod Iran på grund af den islamiske revolution ansporet af Ruhollah Khomeini. I dag bor han i USA i staten Maryland.
-
15:14
Indonesien: Separatister slår seks soldater på redningsmission ihjel
Oprørsstyrker fra West Papua Liberation Army, der kæmper for selvstændighed i den ustabile Vestpapua-region, har slået mindst seks soldater ihjel, fortæller indonesiske embedsmænd søndag ifølge Guardian.
Lørdag angreb bevæbnede oprørere en base i Nduga-distriktet, hvor 36 indonesiske soldater var stationeret. Mindst seks soldater mistede livet, ni blev taget til fange af oprørsgruppen, mens de resterende 21 flygtede ud i junglen og stadig er savnede.
Soldaterne var sendt til Papua-regionen for at befri en new zealandsk pilot, som West Papua Liberation Army tog til gidsel i februar.
Papua ligger på øen Ny Guinea og er nabo til den selvstændige stat Papua Ny Guinea. Efter en kontroversiel afstemning i 1969 blev Papua med FN’s støtte indlemmet i Indonesien, men separatister har siden kæmpet for regionens selvstændighed.
De seneste år er konflikten blusset op, og mindst 15 mennesker har mistet livet under kamphandlingerne i år.
-
14:07
“Myggefabrik” i Brasilien skal udrydde denguefeber
Milliarder af myg er på vej ud i brasilianske byer med en særlig mission: at bekæmpe denguefeber. Myggene bliver inficeret med en bakterie med det latinske navn wolbachia, og det gør, at de vil være mindre tilbøjelige til at sprede virus med denguefeber.
Initiativet er en del af World Mosquito Program (WMP), skriver det videnskabelige tidsskrift Nature. Infektion af myg med wolbachia er allerede blevet testet i flere byer i hele verden, og har vist lovende resultater. Det største forsøg har fundet sted i den indonesiske by Yogyakarta, hvor spredning af denguefeber blev reduceret med 77 procent som følge af de udsendte myg.
Nu vil WMP bygge en “myggefabrik” i Brasilien, der skal være klar i 2024. Fabrikken skal sende fem milliarder myg ud i brasilianske byer om året, og målet er at beskytte op mod 70 millioner mennesker fra at blive ramt af denguefeber. I 2022 blev to millioner mennesker smittet i Brasilien, som er blandt de lande, der er plaget mest af sygdommen.
Denguefeber er ifølge Statens Serum Institut den mest udbredte myggesygdom i verden, og symptomerne er høj feber, hovedpine og muskelsmerter som ved en slem influenza. 20.000 mennesker i verden dør årligt som følge af smitte med sygdommen.
WMP forsikrer for, at wolbachia ikke er til fare for menneskers helbred. Derudover er metoderne for smitte med bakterien naturlig, lyder det, og der er dermed ikke tale om genmodificering. I modsætning til det bliver der i kampen mod malaria arbejdet med genmodificerede myg. Det vil udrydde myg, som kan bære og overføre parasitten, der overfører malaria. Nogle forskere er imidlertid bekymrede for, at den metode kan have uforudsete konsekvenser for andre dyr, der lever af insektet.
-
11:30
Burkina Faso vil erklære lokal undtagelsestilstand i kamp mod terror
Militærjuntaen under kaptajn Ibrahim Traoré har torsdag meddelt, at de arbejder på at “udarbejde juridiske rammer for alle de nødvendige indsatser” i kampen mod islamistiske terrorister. Målet er at generobre de 40 procent af landets territorie, som er under forskellige oprørsgruppers kontrol, skriver Africa News.
Tilbage i februar meldte overgangsregeringen ud, at de vil mobilisere 5.000 nye soldater til kampen mod terroristerne, der særligt hærger i landets landområder mod nord. Nu vil Traoré, der kom til magtene efter to kup på ét år i 2022, tilsyneladende også erklære undtagelsestilstand i flere af de berørte regioner, fortæller en kilde bekendt med lovforslaget til Africa News.
Sidste uge mistede 44 civile livet under de islamistiske terroristers angreb tæt ved grænsen mellem Burkina Faso og Niger. Kampen mod islamistiske oprørsgrupper, der hærger flere central- og vestafrikanske lande, særligt i og omkring Sahel-regionen, har kostet flere end 10.000 liv, mange civile, og fordrevet næsten tre millioner mennesker fra deres hjem i løbet af det seneste årti.
1 år siden
-
13:42
Ghana godkender som første land ny lovende malaria-vaccine
Ghana har godkendt den nye malaria-vaccine, R21/Matrix-M, udviklet af Oxford Universitet til brug, skriver Quartz. Vaccinen har i kliniske forsøg i Burkina Faso vist sig at have en effektivitetsrate på 77 procent efter tredje stik.
Det er første gang, at en malaria-vaccine har en effektivitetsrate på over WHO’s krav om en effektivitetsrate på mindst 75 procent. WHO har dog endnu ikke godkendt vaccinen.
”Det er første gang at en stor vaccine først er blevet godkendt i et afrikansk land før et rigt land. Det er meget usædvanligt, at en sundhedsregulerende myndighed i Afrika gennemgår videnskabelige data hurtigere end WHO,” fortæller Adrian Hill, en af forskerne bag vaccinen, til Al-Jazeera.
WHO har dog tidligere godkendt en malaria-vaccine udviklet af GlaxoSmithKline. Den havde en effektivitetsrate på 60 procent, som faldt markant over tid. Ifølge Quartz skyldtes godkendelsen, at der på daværende tidspunkt ikke var udsigt til andre vacciner inden for en overskuelig tidsramme, og det enorme problem, som malaria udgør globalt.
Malaria er et af de største sundhedsproblemer på jorden. WHO estimerer, at der globalt var 247 millioner tilfælde af malaria i 2021 og 619.000 dødsfald på grund af parasitten. Afrika er det hårdest ramte kontinent og mere end 30 procent af dødsfaldene er sket i Nigeria.
Det Indiske Serum Institut, som er partner med Oxford Universitet, har bygget en fabrik i Accra og er klar til at producere 200 millioner doser af R21/Matrix-M årligt.
-
11:57
Stor udveksling af fanger i Yemen midt under fredsforhandlinger
Fredag middag begyndte en større udveksling af knap 900 fanger mellem de to sider i Yemens konflikt – houthi-oprørsgruppen og den internationalt anerkendte regering. Det oplyser Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC).
Udvekslingen er endnu et positivt tegn i udviklingen i konflikten efter Saudi-Arabien, der åbent hjælper med at bekæmpe houthierne, i sidste uge valgte at løfte en lang række restriktioner mod Yemen og dermed også landets houthi-kontrollerede havne.
De første to leverancer landede samtidig i henholdsvis regeringsbyen Aden med 35 fanger og i den houthi-kontrollerede hovedstad Sanaa med 125 fanger, skriver Reuters.
Det er ICRC, der styrer udvekslingen, og organisationen oplyser, at resten af fangerne vil blive transporteret mellem seks byer i Yemen og Saudi-Arabien i løbet af de kommende dage.
“Denne løsladelsesoperation kommer på et håbefuldt tidspunkt for Yemen som en påmindelse om, at konstruktiv dialog og gensidige kompromiser er stærke værktøjer som kan opnå store resultater,” siger FN’s Yemen-udsending Hans Grundberg.
Houthierne og den internationalt anerkendt regering blev ved forhandlinger i Schweiz i sidste måned enige om at frigive 887 fanger. De mødes igen i maj for at diskutere yderligere frigivelser.
Desuden forhandler Saudi-Arabien i disse dage direkte med houthierne i Oman om en genoptagelse af den FN-faciliterede fredsaftale, der blev indgået sidste år.
Læs også: Hvad betyder ny aftale mellem Iran og Saudi-Arabien for verdens største humanitære katastrofe?
-
11:24
Mexico retter ind og beskytter truet art efter skrappe sanktioner
Det tog ikke lang tid for de mexicanske myndigheder at ændre kurs. Den 27. marts valgte sekretariatet i CITES (den internationale konvention om handel med truede dyrearter) at indføre sanktioner mod Mexico. De blev trukket tilbage torsdag.
Hele affæren skyldes golfmarsvinet, en af verdens mest truede dyrearter. Der er omkring ti eksemplarer tilbage i den Californiske Bugt, og myndighederne i Mexico er blevet kritiseret for ikke at beskytte arten tilstrækkeligt.
I efteråret krævede CITES en handlingsplan med beskrivelse af, hvordan Mexico vil redde golfmarsvinet fra udryddelse. Den blev afleveret til tiden, men sekretariatet vurderede, at den var utilstrækkelig. Derfor anbefalede CITES alle de 184 medlemslande at stoppe al kommerciel handel med Mexico, de involverer planter eller dyr, der står på listerne i CITES som truede eller tæt på at være det.
Læs også: Jagten på “havets kokain” fortsætter ufortrødent – nu bliver Mexico straffet
Samtidig kører der en retssag i USA på baggrund af bestemmelserne i CITES, som kan få amerikanerne til at indføre forbud mod import af fisk fra Mexico. Og det er tilsyneladende nok til at få den mexicanske regering til at reagere. Efter sanktionerne blev indført blev en mexicansk delegation sendt til Geneve, hvor CITES har sit hovedkvarter. De fik talt sig til rette, og Mexico har nu strammet op og indsendt en ny handleplan.
Den er nu blevet godkendt, og i en meddelelse fredag morgen oplyser CITES, at sanktionerne mod det nordamerikanske land er trukket tilbage. Den mexicanske regering får samtidigt ros.
“Sekretariatet bemærker den hurtige reaktion fra den mexicanske regering såvel som det engagement og den dedikation, som delegationen har udvist, mens den samarbejdede med sekretariatet,” lyder det i meddelelsen.
Golfmarsvinet, der også kaldes vaquitaen, er særligt truet, fordi den bliver fanget som bifangst i jagten på totoabaen. Det er en fisk, der minder om en tun, og bliver kaldt “havets kokain”, fordi dens svømmeblære kan sælges for en formue i Kina, hvor den bliver brugt som ingrediens i traditionel medicin.
-
10:43
Sydkorea hjælper unge eneboere med 3.000 kroner om måneden
Den sydkoreanske regering vil fremover uddele 500 dollar (eller godt og vel 3.300 kroner) om måneden til såkaldte hikikomori. Betegnelsen dækker over de hundredtusindvis af unge mennesker, der afsværger samfundets sociale fællesskaber og i stedet burer sig inde i deres værelser eller lejligheder.
Nu vil regeringen hjælpe dem med at betale deres udgifter til husleje, tøj, mad og andre leveomkostninger, så de indelukkede unge kan koncentrere sig om at “genoptage deres dagligdag”, har det det sydkoreanske familieministerium ifølge Insider meldt ud onsdag.
Den månedlige håndsrækning gælder i første omgang kun for hikikomori mellem ni og 24 år. I Sydkorea lever 338.000 mennesker – eller næsten hele Aarhus’ befolkning – som “eremit-lignende enspændere” ifølge landets familieministerium. I Japan bruger mere end en million mennesker ifølge officielle opgørelser hele måneder eller år ad gangen alene.
Det nye initiativ, der skal hjælpe eneboerne ud i samfundet igen, er en del af Sydkoreas store reformpakke ved navn Youth Welfare Support Act. Den skal sikre velfærden hos landets ungdom, da Sydkorea snart står over for en stor nationaløkonomisk udfordring med faldende befolkningstilvækst og en stor generation i pensionsalderen.’
Velfærdsreformerne hjælper blandt andet ungdommen med at finansiere uddannelse, lægeregninger og psykologbesøg. Flere end hver fjerde sydkoreaner mellem 20 og 39 har ifølge en officiel undersøgelse fra 2019 haft en depression.
1 år siden
-
15:47
FN råber vagt i gevær over tørke i Somalia
FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, sagde tirsdag på en pressekonference i Mogadishu,Somalia, at han var i landet for at trykke på alarmklokkerne over tørkekrisen i Afrikas Horn, skriver Al-Jazeera. Guterres appellerede på pressekonferencen om at sende “massiv international hjælp” til berørte lande, Somalia, Kenya og Etiopien.
Somalia og resten af Afrikas Horn er hårdt ramt af tørke efter at den nu sjette regntid i træk står til at fejle. Afrikas Horn har historisk altid været udsat for periodevise tørker, men i de seneste tyve år er det blevet ramt af så hyppige og lange tørkeperioder, at selv de underjordiske vandreserver er utilstrækkelige for natur, dyr og mennesker.
Klimaforandringerne spiller en stor rolle i tørken, da der meget usædvanligt har været tre perioder med vejrfænomenet La Niña.
Ifølge tal fra FN har tørken kostet 43.000 mennesker livet og 1,7 millioner er internt fordrevne. Men ifølge eksperter, Globalnyt har talt med, er det blot estimater på et løst grundlag, som det da også tydeligere fremgår af baggrundsrapporter. Man ved reelt ikke, hvor mange der er døde eller drevet på flugt på grund af tørken.
Eksperterne understreger dog, at tørken og den humanitære krise er meget virkelige, og at problemet er stærkt forværret af den ustabilitet og fortsatte konflikt, der er i regionen.
-
10:49
Syriens udenrigsminister besøger Saudi-Arabien
Syriens udenrigsminister, Faisal Mekdad, besøgte Saudi-Arabien onsdag, beretter Al-Jazeera. Det er første gang, at en syrisk udenrigsminister har været på officielt besøg i Saudi-Arabien, siden begyndelsen af den syriske borgerkrig i 2011.
Assad-regimet har været stærkt internationalt isoleret, men i de seneste måneder er landet kommet tættere på dele af det internationale samfund. I sidste måned var Bashar al-Assad på statsbesøg i de Forenede Arabiske Emirater og Qatar. Samtidig kom de første officielle meldinger om genoptagelse af diplomatiske relationer mellem Damaskus og Riyadh.
Den saudiske regering har ellers støttet oprørsgrupper, der kæmpede imod Assad-regimet, men vil nu på fredag være vært for en konference, hvor det vil blive diskuteret, om Syrien igen kan indgå i den Arabiske Liga som fuldt medlem.
Normaliseringen af Assad-regimets internationale position været undervejs siden 2018, men ifølge eksperter er den proces eskaleret siden 2022. Det skyldes blandt andet opfattelsen af, at regimet ikke længere er militært eller eksistentielt truet af
oprørsgrupper i landet.Dertil kommer den ændrede internationale politiske situation i regionen, som er bedst illustreret af det nu meget kølige forhold mellem USA og Saudi Arabien, og genoptagelsen af diplomatiske relationer mellem de to rivaler, Iran og Saudi Arabien, efter de kinesisk ledede forhandlinger i sidste måned.
-
7:00
Forskere advarer mod sygdom i en af verdens vigtigste afgrøder
Priserne på hvede steg med høj fart efter Ruslands invasion af Ukraine. Både Ukraine og Rusland er nemlig blandt verdens vigtigste producenter af den populære afgrøde, og prisstigninger viser, hvor vigtig den er for fødevaresikkerheden i verden.
Nu advarer forskere om en ny trussel mod afgrøden, der er en af verdens mest udbredte kilder til fødevarer. Der er tale om en sygdom med det latinske navn magnaporthe oryzae, også kendt som wheat blast på engelsk. Den blev opdaget i 1980’erne i Brasilien og har siden spredt sig til flere latinamerikanske lande. I 2018 blev den fundet i Bangladesh, og to år senere fandt man den i Zambia. Forskere advarer om, at det kan få slemme konsekvenser, hvis sygdommen breder sig endnu mere.
”Det er en meget alvorlig sygdom, som truer dyrkning af hvede i de fattigste egne af verden,” siger Nick Talbot, en forsker ved Sainsbury Labaratory i Norwich ifølge det videnskabelige tidsskrift Science.
Han er medforfatter på et nyt studie, der viser, at det patogen, som inficerer hveden i Afrika og Asien med magnaporthe oryzae stammer fra Latinamerika. Det viser, at sygdommen bliver spredt af mennesker, og dermed kan sprede sig endnu mere.
Det kan få stor betydning for fødevaresikkerheden i verden, da hvede sammen med afgrøder som majs og ris er blandt de allervigtigste afgrøder for vores fødevaresikkerhed. 75 procent af vores føde fra planteriget stammer fra de tre afgrøder, mens mange lokale afgrøder bliver opgivet. Fødevareeksperter har advaret om, at vi er for afhængige af for få afgrøder fra for få lande i vores fødevareforsyning. Det betyder, at kriser som Ruslands invasion af Ukraine eller sygdomme kan ramme fødevaresikkerheden hårdt.
Læs også: Fødevarekrisen: Vi er afhængige af for få afgrøder fra for få lande
Der er dog håb forude, da det for nyligt er lykkedes forskere at finde et resistensgen. Det betyder, at det kan blive muligt at forædle hvede med disse gener, så de bliver resistente over for den frygtede sygdom, skriver Landbrugsavisen.
1 år siden
-
12:06
FN beder 3.000 medarbejdere blive hjemme efter Taliban-forbud
FN’s afghanske personale skal ikke møde op på arbejde de næste tre uger, skriver The Guardian. Beslutningen gælder for både mænd og kvinder og tæller i alt 3.000 medarbejdere. I mellemtiden vil FN foretage eventuelle justeringer af organisationens operationer i Afghanistan.
FNs beslutning sker i kølvandet på, at Taliban-myndighederne i Afghanistan i sidste uge udstedte en ordre, der forbyder afghanske kvinder at fortsætte med at arbejde for FN.
“Med forbuddet søger Taliban at tvinge FN til at træffe et valg mellem at blive i landet og levere støtte til det afghanske folk og stå ved de normer og principper, vi er forpligtet til at opretholde,” skrev FN’s mission i Afghanistan i en meddelelse tirsdag.
Ifølge The Guardian har flere FN-embedsmænd ytret bekymring for, at donorer vil tilbagetrække støtten til Afghanistans humanitære hjælpeprogram, og at det ikke vil være muligt at nå ud til kvinder i det konservative land uden kvindelige ngo-arbejdere.
Taliban har indført en række forbud, siden de kom til magten i 2021, som begrænser kvinders adgang til arbejde, uddannelse og det offentlige rum. De er blandt andet nægtet adgang til videregående uddannelser og må ikke arbejde for ngo’er.
-
11:13
IMF-prognose stækker håb om hurtig genrejsning af verdensøkonomien
Den Internationale Valutafond (IMF) har med deres nye World Economy Outlook, som blev præsenteret tirsdag, sat endnu et søm i håbet om en hurtig økonomisk genoprejsning efter corona-pandemien.
Organisationen forventer, at verdensøkonomien vil vokse med kun 3 procent i 2028, den svageste prognose siden 1990. Hvad værre er, forudser IMF’s økonomer, at verden fortsætter med at falde bagud i forhold til udviklingen før pandemien.
IMF’s researchchef, Pierre-Olivier Gourinchas, udtaler dog i forbindelse med rapporten, at det gradvise globale opsving efter både pandemien og Ruslands invasion af Ukraine “forbliver på sporet”, med Kinas genåbnede økonomi, der vender kraftigt tilbage, mens forsyningskæder genetableres.
Ifølge Gourinchas er den nuværende økonomiske stilstand koncentreret omkring udviklede økonomier. Det gælder særligt eurozonen og i Storbritannien, hvor væksten forventes at falde til 0,8 procent og -0,3 procent i år, før den vender tilbage til henholdsvis 1,4 og 1 procent.
Omvendt er der positive tegn for mange vækstmarkeder og udviklingsøkonomier, hvor væksten accelererer til 4,5 procent i 2023 fra 2,8 procent i 2022.
-
10:44
FIFA fratager Indonesien VM-værtskab efter kommentar om Israel
Første kamp i ungdoms-VM i herre-fodbold skulle være fløjtet i gang i Indonesien 20. maj. Men mindre end to måneder før besluttede det internationale fodboldforbund FIFA at fratage landet værtskabet.
Årsagen er, at guvernøren for den indonesiske region Bali, som skulle have lagt stadioner til nogle af kampene, har opfordret til at udelukke Israel fra turneringen, skriver Al-Monitor. Hovedparten af indbyggerne i Indonesien er muslimer, og støtten til palæstinenserne, der lever under israelsk besættelse, er en populær sag i landet.
Landets præsident, Joko Widodo, forsøgte at redde situationen ved at sige, at landets position i forhold til Israel og Palæstina ikke har noget at gøre med Israels deltagelse i fodboldturneringen.
Det var dog ikke godt nok for FIFA, der nu søger en ny vært for turneringen. Indtil videre ser det ud til, at det bliver Argentina, som overtager værtskabet. Turneringen er fortsat programsat til at begynde 20. maj og løbe til og med 11. juni.
-
10:14
Undtagelsestilstand i Italien efter ny migrantbølge
Sent tirsdag har den italienske regering erklæret undtagelsestilstand. Det gør den højreorienterede regering under Giorgia Meloni for bedre at kunne reagere på en stor stigning i antallet af migranter, der sejler den farefulde tur over Middelhavet, skriver Reuters.
Mandag måtte den italienske kystvagt igen rykke ud for at redde 1200 migranter i land, da deres overfyldte båd var ved at kæntre. Sidst i februar mistede mindst 72 mennesker livet ud for kystbyen Calabria, da en smuglerbåd stødte på en klippe.
I år er der indtil videre ankommet mere end 31.000 migranter til Italien – en markant stigning fra samme periode sidste år, hvor 7.900 migranter fik europæisk jord under fødderne i støvlelandet.
Melonis regering gik til valg på at stramme Italiens grænsekontrol og immigrationspolitik, og undtagelsestilstanden giver regeringen større handlerum og forkorter sagsbehandlingen på migranternes ansøgninger om asyl eller opholdstilladelser. Myndighederne kan nu hurtigere sende de migranter hjem, der ikke får opholdstilladelse, fortæller en anonym regeringskilde til Reuters.
Regeringen har afsat fem millioner euro (37,25 millioner kroner, red.) til at implementere undtagelsestilstanden, bygge flere modtagelsescentre og ekspedere de tusindvis af migrationssager.
1 år siden
-
15:13
Mindst 40 meldes dræbt i Myanmar efter luftangreb fra militær
Myanmars militær har ifølge Al-Jazeera indledt luftangreb på byen Pazigyi i Sagaing-området, der er kendt for at være en bastion for modstandere mod landets militærregime.
Vidner og lokale medier fortæller, at snesevis af mennesker blev dræbt og såret i angrebet, som er et af de værste, siden militæret tog kontrol over landet ved et kup i 2021.
Der er endnu ikke nogen officielle dødstal, men ifølge Al-Jazeera, der har talt med en lokal redningsarbejder, er der tale om mindst 40 døde inklusive børn. Han fortæller at luftangrebet fandt sted, da indbyggerne samledes til indvielsen af et administrativt kontor, rapporter Al Jazeera.
“Alle de rapporter, vi ser, er, at disse var civile og langt fra at være et legitimt militært mål,” siger Al-Jazeeras journalist.
Der er endnu ikke nogen udmelding fra Myanmars militære ledelse.
-
14:40
Tanzania fanget i at misbruge milliarder af covid-støttekroner
En ny rapport fra Tanzanias Controller and Auditor General, Charles Kichere, har fundet uregelmæssigheder i brugen af de midler, der er afsat til landets covid-genopretningsplan, på mere end 1,6 milliarder dollars (svarende til 10,9 milliarder kroner). Det skriver Quartz.
Østafrikas mest folkerige land har ellers modtaget store beløb fra internationale donorer, da corona-pandemien var på sit højeste mellem 2020 og 2022.
Den Internationale Valutafond (IMF) har af to omgange udbetalt nødhjælpspakker på henholdsvis 600 og 372,4 millioner dollars til landet. Derudover har landet også modtaget store beløb fra Global Fund, WHO og det amerikanske organ for udviklingsbistand, USAID.
Disse midler var i høj grad øremærket en indsats for at afbøde pandemiens negative socioøkonomiske konsekvenser midt i en økonomisk krise og en kollapset turistsektor. Pengene var også beregnet til at købe medicinsk udstyr og støtte folkesundhedsprogrammer, men Kicheres rapport har altså afdækket adskillige huller i de rapporterede udgifter, som kan være tegn på misbrug i stor skala.
Tanzanias tidligere præsident John Pombe Magufuli har da også taget meget let på pandemiens skadevirkninger. Efter Magufuli pludselige død i marts 2021 har hans efterfølger Samia Suluhu Hassan kørt en anderledes stram corona-strategi, men det har altså ikke forhindret administrationen i at fortsætte den lette tilgang til håndteringen af de økonomiske midler.
-
13:02
Netanyahu trækker i land efter protester og freder forsvarsminister
Efter massive protester rundt i landet har den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, omstødt sin beslutning om at fyre sin forsvarsminister, Yoav Gallant. Det skriver The Guardian.
Fyringen skete, da Gallant for to uger siden opfordrede Netanyahu til midlertidigt at indstille arbejdet med en ny omstridt lovgivning, der vil mindske den israelske højesterets muligheder for at omstøde love, der er vedtaget i parlamentet, og give regeringen større indflydelse på, hvem der kan blive dommer. Protesterne mod lovgningen har i ugevis tiltrukket hundredtusindvis af israelere på gaderne rundt om i landet og særligt i hovedstaden Tel Aviv.
I en tv-tale sent mandag sagde Netanyahu, at Gallant ville blive i sin stilling.
“Jeg har besluttet at lægge vores uenigheder bag os,” sagde han. “Gallant forbliver i sin stilling, og vi vil fortsætte med at arbejde sammen for de Israelske borgeres sikkerhed.”
Gallant har også været ude og hilse Netanyahus beslutning velkommen og postede på sociale medier et billede af de to sammen med beskeden: “Vi fortsætter sammen med fuld kraft for Israel.”
-
11:09
Saudi-koalition løfter 8 år gamle restriktioner på Yemen havne
Fredag ophævede en saudi-arabisk ledet militærkoalition otte år gamle restriktioner på import af varer med kurs mod Yemens sydlige havne. Det skriver Al-Jazeera.
Meddelelsen signalerer fremskridt i fredsforhandlingerne i Oman, hvor Saudi-Arabien forhandler direkte med Houthi-oprørsgruppen for en genetablering af den våbenhvile, der sidste år blev forhandlet på plads af FN.
Abu Bakr Adeed, vicechef for Yemens handelskamre, udtaler, at skibe fremover ikke skal stoppe for sikkerhedstjek ved den saudiske havn i Jeddah ved Rødehavet. Det har ellers været påkrævet siden 2015, da den saudisk-ledede koalition intervenerede i Yemen.
Ifølge Adeed betyder det blandt andet, at mere end 500 typer varer, inklusive gødning og batterier, igen bliver tilladt at fragte gennem Yemens sydlige havne, efter at de blev fjernet fra en liste over forbudte produkter.
Ophævelsen af restriktionerne er første konkrete resultat af en aftale i marts, hvor ærkerivalerne Iran og Saudi-Arabien, der står på hver sin side af konflikten, genetablerede diplomatiske forbindelser.
Omvendt kan en fuld genåbning af havne og luftrum i Yemen, som seniorforsker ved DIIS Maria-Louise Clausen tidligere har udtalt til Globalnyt, gøre det nemmere for houthierne at få adgang til våben og dermed eskalere konflikten på ny.
Læs også: Hvad betyder ny aftale mellem Iran og Saudi-Arabien for verdens største humanitære katastrofe?
1 år siden
-
10:23
Taliban forbyder afghanske kvinder at arbejde i FN
FN’s lokaler medarbejdere i Afghanistan har tirsdag modtaget en ordre fra Taliban-ledelsen, der forbyder kvindelige ansatte i FN at arbejde i landet. Det skriver FN i en pressemeddelelse.
“Vi undersøger stadig, hvordan denne udvikling vil påvirke vores aktiviteter i landet,” siger Stéphane Dujarric, talsmand for FN’s generalsekretær. FN forventer at have flere møder med Taliban-myndighederne i dag i Kabul.
Dujarric understreger, at et sådan forbud vil være uacceptabelt og “helt ærligt, utænkeligt” for FN’s generalsekretær, Antonio Guterres.
Efter Talibans magtovertagelse i Afghanistan i august 2021 har Taliban-ledelsen trods lovning om det modsatte langsomt strammet grebet om kvinders rettigheder i landet. Der er blandt andet blevet indført forbud mod kvinders adgang til videregående uddannelse, deres ret til at arbejde for ngo’er og deres adgang til mange offentlige rum.
I forbindelse med kvindernes internationale kampdag i begyndelsen af marts offentliggjorde FN en opgørelse over de mest undertrykkende lande, når det handler om kvinders rettigheder. Her landede Afghanistan helt i bunden.
“Vi håber, vi vil høre stærke stemmer fra Sikkerhedsrådet,” siger Stéphane Dujarric.
FN-missionen i Afghanistan opererer under mandat fra FN’s Sikkerhedsråd, som Rusland i sidste uger overtog formandskabet for.
2 år siden
-
15:00
Kenya er klar til at sende landets første satellit ud i rummet
Den 10. april bliver en stor dag for Kenya. Her vil det østafrikanske land nemlig for første gang sende en satellit ud i verdensrummet, skriver Al Jazeera.
Missionen er en vigtig milepæl, der vil bidrage til landets spirende rumøkonomi, skriver forsvarsministeriet og Kenyas rumagentur i en fælles udtalelse. Her fremgår det desuden, at satellitten er designet og udviklet af kenyanske ingeniører.
Satellitten skal hjælpe med at samle vigtig information om landbruget og fødevaresikkerheden i et land, der for tiden oplever en meget voldsom tørke, som har varet i flere år.
Satellitten er blevet døbt Taifa-1, som betyder ‘en nation’ på Swahili. Satellitten bliver opsendt fra en base i Californien.
Egypten var i 1998 det første afrikanske land til at sende en satellit ud i verdensrummet. I dag har mindst 13 afrikanske lande, herunder Angola, Etiopien, Sydafrika og Sudan, produceret satellitter. I alt er 50 satellitter blevet sendt ud i atmosfæren af afrikanske lande, men endnu er ingen af dem sendt op fra afrikansk jord.
-
12:36
USA dræber højt placeret IS-leder i Syrien
Det amerikanske militær har dræbt Islamisk Stats højt rangerede leder Khalid Aydd Ahmad Al-Jabouri i et angreb i Syrien mandag den 3. april, skriver Deutche Welle.
Ifølge en af det amerikanske militærs hovedkommando, Centcom, var Al-Jabouri ansvarlig for planlægningen af adskillige angreb i Europa for Islamisk Stat og for at udvikle gruppens ledelsesstruktur.
I en pressemeddelelse fra Centcom er det ikke muligt at læse, hvor angrebet fandt sted, men kommandoen forsikrer om, at ingen civile er blevet dræbt eller såret.
Islamisk Stats indflydelse i Syrien er blevet mindre siden 2019, hvor gruppen mistede kontrol over sit sidste område.
Alligevel mener Centcoms øverstbefalende, Michael Kurilla, at Islamisk Stat fortsat er en trussel for regionen og andre dele af verden.
“Selv om den er svækket, er gruppen stadig i stand til at udføre aktiviteter inden for regionen, og den har et ønske om også at angribe uden for Mellemøsten,” siger Michael Kurilla.
2 år siden
-
15:13
Faldende kokapriser skaber humanitær krise i Colombia
Et drastisk fald siden 2022 i efterspørgslen på kokaplanten, som blandt andet bruges til fremstilling af kokain, har store konsekvenser for bønderne i Colombias kokaproducerende provinser. Mange er pludselig ude af stand til at brødføde sig selv eller deres familier. Det skriver Al-Jazeera.
Kokapriserne har ellers været stigende i flere år, hvilket sammen med en manglende infrastruktur til at transportere andre afgrøder til markederne har ført til, at mange bønder helt eller delvist har fokuseret på at dyrke koka.
Mange bønder var ellers på vej til at udskifte kokaen med andre afgrøder efter fredsaftalen
med FARC tilbage i 2016, som blandt andet indeholdt klausuler om at hjælpe bønder med at omstille sig fra koka. Men den konservative regering, der blev valgt i 2018, valgte at se stort på disse klausuler.Gustavo Petro, Colombias nye præsident, der offentligt har anerkendt problemets omfang, har længe sagt, at han vil opfylde punkterne fra fredsaftalen i 2016.
Årsagerne til det drastiske fald i priserne er mange. Det skyldes blandt andet den øgede konkurrence i koka- og kokainproduktionen fra Peru og Ecuador samt at mange kriminelle producenter har omstillet sig til anden mindre sporbar narkoproduktion.
-
13:08
Israels kabinet har godkendt etableringen af en nationalgarde
Det israelske kabinet, der består af landets ministre, har godkendt planen om at oprette en nationalgarde, skriver The New York Times.
Forslaget kommer fra den højreorienterede sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir, og ifølge en pressemeddelelse skal Den Nationale Garde håndtere “nødsituationer,” såsom voldelige sammenstød mellem jødiske og arabiske borgere i Israel.
I sidste uge fortalte Ben-Gvir til Army Radio, at styrken vil blive sat til at operere “eksklusivt” i arabiske samfund.
“Politiet beskæftiger sig ikke nok med de her områder, fordi de har for travlt med andre ting,” sagde Ben-Gvir.
Kritikere advarer ifølge Al-Jazeera om, at Ben-Gvir højst sandsynligt vil bruge styrken på omkring 2.000 soldater til at undertrykke regeringskritiske demonstranter og den palæstinensiske og arabiske befolkning. Flere spørger også, om Israel, der i forvejen har en hær, et politi, en militær efterretningstjeneste samt efterretningstjenesterne Shin Bet og Mossad, virkelig har brug for endnu national vagt.
Premierminister Benjamin Netanyahus kontor kunne søndag fortælle, at der er blevet nedsat en komité, som vil diskutere den nye nationalgardes beføjelser, og beslutte, hvorvidt den skal være underlagt det eksisterende politi eller tage imod ordrer direkte fra Ben-Gvir.
-
11:47
Historisk tørke får Tunesien til at lukke ned for vandforsyning
Der kommer ikke længere rindende vand ud af hanerne i Tunesien om natten. Myndighederne har nemlig lukket for vandforsyningen i tidsrummet fra kl. 9 om aftenen til kl. 4 om morgenen. Derudover har myndighederne indført forbud mod at bruge drikkevand til at vande landbrugsmarker eller rengøre offentlige pladser samt bilvask.
Det skyldes en historisk slem tørke, skriver Al Jazeera.
Direktøren for Tunesiens statslige vandleverandør, SONEDE, har nævnt, at årsagen er en udbredt mangel på nedbør i fire år i træk. Han har ligeledes sagt, at de tørre forhold er uden fortilfælde og skyldes klimaforandringer. Brud på de nye regler om anvendelse af vand vil ifølge direktøren blive straffet med en bøde eller fængsel.
De nye regler kan være med til at skabe flere spændinger blandt befolkningen i et land, som allerede kæmper med skyhøj inflation og en svag økonomi, skriver Al Jazeera. Landmændene er bestemt heller ikke begejstrede over udsigterne.
En dårlig høst kan få priserne på mel til at stige endnu mere, end de allerede har gjort som følge af Ruslands invasion af Ukraine.
“Denne sæsons høst af korn vil blive katastrofal – der vil ikke være nogen høst,” siger en talsperson fra den tunesiske sammenslutning af landbrugs- og fiskerierhvervet.
Han advarer samtidigt om, at høsten ikke engang vil være tilstrækkelig til at levere såsæd til kornmarkerne næste sæson.
2 år siden
-
15:59
Bolsonaro vender tilbage til Brasilien efter tre måneder
Brasiliens tidligere højrefløjspræsident Jair Bolsonaro vendte torsdag tilbage til hovedstaden Brasilia, skriver NBC News. Han blev budt velkommen hjem af hundredvis af tilhængere, der klædt i blåt og gult råbte “Gud, familie, frihed” – et slogan fra demonstrationerne, der indvarslede starten på militærdiktaturet i 1964.
Bolsonaro fløj til USA i slutningen af december, efter han i oktober tabte valget til den genopståede eks-præsident, venstrefløjskandidaten Lula da Silva. Han brød dermed traditionen med at overrække det præsidentielle skærf til den næste præsident.
Læs også: Hvad Brasiliens højrefløj egentlig er ude på
En uge efter Lula officielt satte sig bag Brasiliens vigtigste skrivebord den 1. januar 2023, stormede hundredvis af Bolsonaro-tilhængere flere føderale regeringsbygninger i landet, heriblandt højesteretten og parlamentet. I månederne op til nederlaget havde Bolsonaro systematisk forsøgt underminere det brasilianske valgsystems troværdighed, ligesom han i månedsvis nægtede at anerkende valgaftenens resultatet.
Der er igangsat adskillige undersøgelser af Bolsonaros tid som præsident og hans rolle i optøjerne den 8. januar – endnu en lighed med USA’s eks-præsident Donald Trump, som Bolsonaro ofte sammenlignes med.
Politiet var mødt talstærkt op til den forhenværende præsidents hjemkomst, men der er ikke rapporteret sammenstød eller andre lovovertrædelser.
Læs også: Nye politiske vinde blæser i Latinamerika
Selvom Bolsonaro for første gang i 30 år ikke bestrider et folkevalgt embede, nyder han stadig stor opbakning i sin højreorienterede, konservative og kristne tilhængerskare. Det er endnu er uvist, hvordan og til hvad han vil veksle sin popularitet, men den tidligere præsident lover, at han ikke er færdig med politik endnu.
“Jeg er uden mandat, men jeg er ikke gået på pension,” udtalte han mandag til tv-stationen Jovem Pan.
-
13:24
Colombia vil sende narko-flodheste til Indien og Mexico
Colombia planlægger at sende 60 flodheste til Indien og 10 flodheste til Mexico, beretter Al-Jazeera. Det anslås at det vil koste omkring 24 millioner kroner at få sendt flodhestene afsted.
Flodhestene stammer fra narko-baronen Pablo Escobars private zoo, og efter hans død i 1993 slap flodhestene ud i sumpene i Antioquia provinsen. Her har flodhestene levet et nemt liv, uden naturlige fjender, og bestanden er vokset til 150.
Det er dog ikke uproblematisk at have flodhestene på fri fod, og den colombianske regering har sidste år erklæret flodhestene for en giftig invasiv art. Flodhestene kan, alene med deres afføring, ændre vandforholdene nok til at true biodiversiteten i området, og de tre tons tunge dyr er både dybt territorielle og dødelige.
Indfangningen og deportationen af flodhestene er et forsøg på at undgå at dræbe flodhestene, som både har international opmærksomhed og tiltrækker turister til området. Tidligere forsøg på at holde bestanden nede, ved at bedøve og sterilisere hanner, mislykkedes.