Marokko er den 5. største forbruger af porno i verden, mens sex nærmest er forbudt for unge marokkanere. Abort er ulovligt, men der sker 600 ulovlige aborter dagligt i Marokko.
Det er sådanne modsætningsforhold, den 37-årige fransk-marokkanske forfatter Leila Slimani mener skriger til himlen i hendes oprindelsesland. Hendes seneste bog ’Sexe et mensonges’ fra 2017 om unge marokkanske kvinders seksualitet har skabt stor debat, fordi Slimani er meget direkte og kritiserer hykleriet omkring seksualitet i muslimske samfund. Samtidig udstiller hun det store gab mellem lovene og virkeligheden i Marokko, der resulterer i ringe tillid til retsvæsenet.
”Der er masser af sex i Marokko, men der er ingen plads til kærlighed i det offentlige rum. To unge mennesker bliver stoppet på gaden af politiet, hvis de går rundt med hinanden i hænderne og bliver udspurgt om, hvad de laver. Kærlighed er ikke værdsat af samfundet. Alt er tys tys og foregår hemmeligt. Der findes ømhed overfor børn og ældre i Marokko, men seksualitet mellem unge er tabu,” siger den spinkle sortklædte forfatter fra scenen på Den Sorte Diamant.
Så det var en eksplosiv debat, Slimani satte i gang i Marokko med ’Sexe et mensonges’. Det startede med en artikel, da hun arbejdede som journalist for magasinet ’Jeune Afrique’, der er en pendant til Times magazine i Vestafrika. Da hun siden skrev en roman om seksuel besættelse ’Dans le jardin de l’ogre’, begyndte marokkanske kvinder at komme til hende med meget intime betroelser om bl.a. homoseksualitet og abort. Pludselig oplevede de forståelse, uden fordømmelse.
Det var som at trykke på en byld. Marokkanske kvinder blev overraskede over, at de ikke var alene med deres tanker. Alle er nødt til at skjule sig, og det kan være svært at organisere sit kærlighedsliv, når man hele tiden har forældre, lærere og politi omkring sig. Derfor starter de med at lyve, og lever så et dobbeltliv.
”For mig var det vigtigt at bryde tavsheden, for unge marokkanere får hele tiden at vide, at det de gør, er forkert og grimt, så de vælger at holde kæft. Men det er uhyre vigtigt at begynde at tale højt om de her ting. Og kvinderne er de første til at tage hul på den debat,” siger hun med lynet glimtende i de sorte øjne.
Love følger ikke praksis
Som 17-årig flyttede Leila Slimani med forældrene til Paris for at læse politologi og medievidenskab, og er vokset op i en liberal, fransktalende og veluddannet familie. Hun er stærkt optaget af vilkårene i Marokko og kunne være blevet menneskeretsaktivist. Men seksuelle rettigheder er også menneskerettigheder, mener hun, og sex handler også om klasseforskelle.
”Rige marokkanere har f.eks. samme muligheder for at gennemleve deres seksualitet som europæiske kvinder. Hvis de skal have en abort, tager de bare til Frankrig eller Schweiz for at få det ordnet. Men fattige lever hos deres forældre, selv unge ægtepar, der har svært ved at få en lejlighed. Hvis du har penge og et navn, kan du alt i Marokko. Hvis politiet kommer, mens unge er i gang med at dyrke sex i en bil, og politiet får penge eller navnet på en indflydelsesrig familie, siger de bare ’sorry to bother you, continue please,” siger hun efterfulgt af en sort latter under de hoppende brune krøller.
”Der er ingen respekt for loven, når man kan betale sig fra alt via penge og indflydelse. Problemet er så slemt, at de konservative vil have strammet loven. Men lovene er stramme nok, i stedet er der brug for at ændre holdninger og praksis omkring de her ting,” insisterer hun.
Unges seksualitet bliver mødt med straffeloven, og alt er nærmest forbudt, ifølge Slimani.
De fleste unge marokkanere mellem 15-25 år bor hjemme hos deres forældre, og har svært ved at have et seksualliv. De unge er omgivet af naboer, lærere og politiet, der kan anmelde dem, og det går især ud over de fattige. De unge bliver konstant ydmyget. Især kvinderne har ændret sig og lever mere udadvendte liv, men det har lovene stort set ikke, og det gab skaber store problemer. I Marokko har andre magt over kvinders sexliv og krop, så de er ikke rigtige borgere, mener hun.
Den kvinde i bogen, der gjorde mest indtryk på forfatterinden, er en 40-årig læge, der fik foretaget en abort. Fordi hun var læge, kunne det lade sig gøre, men hun fortalte de mest horrible historier om myndigheders og politiets adfærd overfor kvinder i nød. En prostitueret fik ingen bedøvelse før indgrebet, for ’hun var jo vant til lidt af hvert’ sagde hendes læge. En fattig kvinde, der ville betale over to gange, fik at vide at det blev dyrere i næste uge, hvorefter hun måtte gå slukøret, og hvor gik hun mon hen? Blev hun prostitueret eller tog hun sit liv? Det sker nemlig og mange bliver udstødt, så det er et helvede at være alenemor i Marokko, ifølge Leila Slimani. En anden kvinde var indblandet i noget ulovligt, og politiet var mere optaget af at retsforfølge end at hjælpe hende.
Abort er forbudt
Lægen i bogen fortalte også at selvom abort er ulovligt, sker der 600 ulovlige aborter dagligt i Marokko, og knap 50 babyer efterlades i skraldespande hver uge rundt om i landet.
”En anden kvinde i bogen var så begejstret for at opdage sin orgasme som 18-årig, at hun ikke lavede andet end at masturbere i en uge,” siger Slimani og slår grinende ud med armene.
Hun beklager, at seksuel opdragelse ikke findes i Marokko, men at der bare bliver givet kondomer. Og nydelse findes ikke officielt. Marokkanske kvinder taler dog meget indbyrdes. Men hun er bekymret over ungdommen, som er mere på sociale medier end i kontakt med hinanden. Og de sociale medier giver en skæv fremstilling af seksualitet, fordi så meget kan foregives, som ikke foregår i virkeligheden.
”Marokko er den 5. største forbruger af porno, mens Saudi Arabien er nr. 1. Det er helt absurd. Sekundet efter ramadanens ophør ved solnedgang er mænd på nettet for at se porno. Det påvirker jo folks opfattelse af hvad man tror der skal præsteres, og så vil mange mænd pludselig have sex som i pornofilm,” beklager hun.
Drabelig vuggesang
Leila Slimanis forfatterskab drejer sig primært om kvinden og har frigørelse som mål. Det gælder også hendes veldrejede thriller ’Vuggesang’ fra 2016, som hun modtog den prestigefyldte franske Goncourt-pris for i 2016. Bogen, der netop er oversat til dansk af Rosinante Forlag, handler om et ungt par med to små børn, der ansætter den perfekte babysitter for at kvinden kan genoptage sit job som advokat.
Babysitteren Louise har aldrig været andet i sit liv end babysitter, et job, hvor hun føler sig nyttig og uundværlig. Hun overtager stadig flere af familiens pligter og er fascineret af borgerskabets rammer. Hun er vant til at tilsidesætte sig selv, men da hendes egne problemer begynder at fylde, får det fatale konsekvenser.
Husholdningen kan være et meget voldeligt sted. Det er også et meget politisk sted, hvor køns- og klassekampe udkæmpes, ifølge Slimani.
”Hjemmet hyldes altid som et sikkert sted fyldt med ømhed, men de fleste mord foregår i hjemmet, i weekenden, og faktisk om søndagen,” siger hun med et makabert smil om mundvigen.
”Der er så mange myter om, at moderskabet gør kvinden lykkelig, men i stedet er det jo hårdt arbejde. Så kom ideen om at ansætte den perfekte babysitter. Men det kan også ende galt, da hun jo knytter sig mere til børnene end moren. Så en dag satte jeg mig for at dræbe den perfekte babysitter, for med én gang at afslutte drømmen om det perfekte moderskab. Kvinder føler sig skyldige hele tiden. Manden har altid kunnet komme hjem fra arbejde og spørge hvad der er til middag. Nu er det min tur til at smække benene op og være egoistisk,” siger hun og giver salen et af sine blændende smil. Da forfatterinden skulle rejse til Danmark, var hendes mor straks bekymret for hendes små børn i Paris, men de har jo deres far, som hun siger.
Arbejder for Frankofonien
Skrivning og læsning startede tidligt for den lille kvinde med den skarpe pen og den skarpe replik. Med egne ord voksede hun op i et kedeligt kvarter i Rabat, langt væk fra biografer og underholdning. I stedet læste hun altid. I bøgerne kunne hun være i Tolstojs Rusland og tale russisk med aristokratiet. I Amerika kunne hun være guldgraver sammen med Hemingway. Hun kunne være ung, gammel, forelsket og passioneret. Interessen for bøger har hun fra faderen, og hun opdagede at hun kunne få hans opmærksomhed i snakken om bøger.
Ved siden af skriveriet er Leila Slimani rådgiver for den franske præsident Emmanuel Macron om Frankofonien – det verdensomspændende fællesskab om det franske sprog. Marokkanerne taler fransk pga. kolonialiseringen, og mange opfattede sig som ofre, så arabisk blev genindført i skolerne. Men fransk var også et redskab, der kan bruges til at holde forbindelsen ved lige til kolonierne og mellem landene. Den version hylder Leila Slimani.
Forfatterinden har foreslået en forfatterkonference på tværs af fransktalende lande i Tunis i 2020. Hun vil arbejde for, at det bliver nemmere at oversætte franske bøger, og at de ikke skal koste det samme som i Paris. Hun ønsker også at netværket af fransktalende forfattere får funktioner som PEN International, så de kan reagere, når der sker overgreb på forfattere i fransktalende lande.
Karin Bergquist arbejder med journalistik og kommunikation. Hun har boet og arbejdet to år i Marokko og fulgt udviklingen i landet gennem 20 år.
