Knud Vilby
Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.
Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.
Hvis det går lidt langsomt med at få svar, skal man ikke tøve med at fortælle, at SCO står for Shanghai Co-Operation Organisation, en organisation stiftet i 2001 med Rusland og Kina som de centrale medlemmer. Andre medlemmer er de såkaldte stan-lande i Centralasien.
Somme tider er SCO set som en modvægt til NATO. Målet er at bekæmpe ekstremisme og at sikre medlemslandenes grænser. Endnu ses SCO dog mere som et samarbejdende partnerskab mellem lande end som en egentlig alliance i stil med NATO.
På vej til at overtage Vestens rolle i Afghanistan?
Når diskussionen om SCO er interessant netop nu, er det fordi Indien og Pakistan i juni i år skrev under på de første formelle aftaler om fuldt medlemskab. De to kæmpelandes medlemskab blev formelt besluttet på SCO-topmødet i 2015, og det er det endelige indmeldelsesformalia, der nu er på vej til at blive fuldført.
Lande som Afghanistan, Tyrkiet og Iran har observer eller dialog-partner-status. SCO er således en organisation af verdens allerstørste lande plus Centralasien. Indien og Pakistan vil formentlig opnå fuldt medlemskab i løbet af nogle måneder.
SCO er ikke uinteressant, hverken i en politisk diskussion eller i en fremtidig virkelighed. Ligesom Rusland spiller en hastigt voksende rolle i Syrien, er SCO-stormagterne ifølge nogle observatører på vej til at overtage Vestens rolle i Afghanistan. Vesten er på vej ud. SCO-landene på vej ind.
Over tre milliarder mennesker
Centralasien er politisk og økonomisk interessant, og økonomisk og handelsmæssigt er det formentlig i den region, SCO vil spille den største rolle.
Det hører med til diskussionen om SCO, at organisationen måske er kendt for at tale mere end den handler. Spændinger mellem gamle arvefjender som Pakistan og Indien, og konkurrenter om stormagtsstatus som Kina og Indien forsvinder heller ikke på grund af et SCO-medlemskab, så der skal nok blive kriser og uenighed. Men bag udvidelse står regeringernes ønske om at spille en større rolle i verden gennem SCO-samarbejdet.
Kina og Indien rummer alene 2,5 milliarder mennesker. Med de andre lande kommer SCO pænt over 3 milliarder mennesker.
Det må være nok til at fortjene en vurdering og en analyse og en snak. Ja det er lige før man kunne finde på at mene, at større analyserende artikler om SCO kunne fortjene plads i de større medier også i de langt mindre dele af verden som for eksempel i det lille og nu snart amputerede EU.