Airto Moreira og Flora Purim har altid haft en unik aura i mit hoved. Mesteren på perkussion og sangfuglen, der ubesværet svævede over seks oktaver og leverede eksotisk scatsang på eventyrlige plader med blandt andre Return to Forever med Chick Corea og Santana.
Men årene er jo gået og det fabelagtige par, som allerede i 1967 fandt, at Brasilien var for stramme rammer for så ekspressiv udfoldelse, og derfor ramte New York som en eksotisk åbenbaring, er gået hen og blevet 77 år gamle. Og at specielt Purim er mærket af årene, skulle det vise sig på en meget blandet koncert. Ja, det var direkte tåkrummende at opleve den tidligere så overlegent ubesværede sangfugl på svæv mellem den musikalske regnskovs øverste grene være reduceret til en meget ordinær sangerinde, for hvem det var svært overhovedet at synge rent. Med al respekt var husbondens kys på trutmunden ved det afsluttende fællesbuk for publikum det mest bevægende øjeblik de to imellem. Hun burde nok være blevet hjemme i stedet for i så høj grad at pille ved sin egen udødelighed.
Han var derimod ret fed. Selv om også der blev der faldet noget af på den, som koncerten skred frem. Brasiliansk perkussion er noget specielt med rappe rytmer og kontrarytmer, hvor det forventes, at man er på tæerne, og her var Moreira i sin tid en af de fremmeste, hvilket ikke mindst oprindeligt medlemskab hos Weather Report og Return To Forever, samt før det medvirken på blandt andet Miles Davis’ historiske og banebrydende fusionsalbum, Bitches Brew (1969) bar vidnesbyrd om.
Karikatur af egen skygge
Nu var de dukket op på scenen på en overvejende efterårsagtig julidag på Islands Brygge, hvor det talstærke publikum talte mange herboende brasilianere, som var klar med mobilfilm og store forventninger. Og Airto gik da også på med sit fusionsorkester, der blandt andet talte glimrende folk på elektrisk guitar, bas og saxofon, samt den vigtige tværfløjte, som så ofte har ramt lige den åre, vi forbinder med brasiliansk fusionsmusik.
Numrene gled ubesværet af sted, uden at vi for alvor oplevede fusionsmusik, der løftede sig over det ordinære, og et højdepunkt blev da også en længere afdeling, hvor Airto Moreira stod alene på scenen og med strubelyde og den lille tromme i den grad kørte klatten. Her var alle med og den seance var nærmest fremmødet værd.
Men nu var hun annonceret, og ind kom Flora Purim på vaklende ben i plateauskoene. Og hvad der kunne have været en storstilet ankomst fra en sangerinde, der har fået de højeste udmærkelser og fortjent tålte sammenligning med forbilleder som Sarah Vaughan og Ella Fitzgerald, da hun var på toppen, blev fra første tone en skuffelse. Kunne det virkelig passe, at hun var faldet så meget af på den?
Og det kunne det, selv om hun forsøgte at afsøge de tidligere trumfkort, som sangfugl deroppe, hvor ingen andre flyver. Desværre ramte Flora Purim slet ikke tonerne på denne dag, og som det skred frem, forblev hun en karikatur af sin egen skygge. Man var lettet, da hun fandt udgangen og ved koncertens slutning, hvor hun kom tilbage, var det i mere sikre ting, som åbneren You’re Everything fra Return To Forever-albummet Light As A Feather, men som med alt på denne aften, var det fjerlette gået fløjten.
Så blandet møde med et legendarisk ægtepar, hvor lillemor nok må blive hjemme næste gang, mens husbonden sagtens synes at kunne klare endnu et par runder i manegen.
