Fødselaren blev folkeskolelærer i 1959, men kom snart ind i diplomatiet. Han arbejdede for SIDA (det svenske Danida) i Pakistan og dette arbejde bragte ham i 1965 til det finske udenrigsministerium.
Snart blev han som 36-årig udnævnt til finsk ambassadør i Tanzania (1973-76), hvor han også var akkrediteret til Zambia, Somalia og Mozambique (1975-76).
Det blev springbrættet til hans altafgørende indsats for et uafhængigt Namibia i FN-regi. Det tidl. Sydvestafrika var kontrolleret af Sydafrika, men først FNs generalforsamling, siden Den Internationale Domstol i Haag erklærede Sydafrikas tilstedeværelse og reelle besættelse for ulovlig. Mere om Namibia på https://en.wikipedia.org/wiki/Namibia
Ahtisaari blev fremtrædende medlem af FN-instituttet for Namibia i 1975 og 1976. Fra 1977 til 1981 var han FN-kommissær for Namibia og flyttede til New York. I juli 1978 blev han også udpeget som særlig repræsentant for FNs generalsekretær i Namibia.
Mens han stadig indtog i denne FN-post returnerede han til Finland, hvor han var en slags udviklingsminister fra 1984 til 1986. Han var også guvernør for Finland i de tre udviklingsbanker for helholdsvis Afrika, Asien og Latinamerika.
Ahtisaari vendte tilbage til New York fra 1. januar 1987 som FNs "under-Secretary General for Administration and Management".
UNTAG – den måske største stund
Afgørende for hans fredsskabende arbejde var, at Ahtisaari beholdt sin rolle som særlig repræsentant for FNs generalsekretær i Namibia og anførte FNs Transition Assistance Group (UNTAG) i Namibia fra 1989 til 1990.
UNTAG var den første FN-operation, som omfattede både traditionel fredsbevarelse og en særlig civil komponent, der forestod valghandlingen, politimyndigheden, overvågning af menneskerettighederne og undervisnings-tiltag.
Det kulminerende med uafhængighedsvalget i 1989 og frihedsklokkerne året efter. Ahtisaari blev betegnende nok udnævnt til æresborger i den nyudråbte republik Namibia, som i dag regnes for en af Afrikas bedst fungerende stater.
I øvrigt i grel modsætning til en anden ny stat, der er ved at gå op i spåner i et kaos af vold, yderste armod og blodige etniske opgør, nemlig Sydsudan.
Efter 13 års engagement for Namibia sluttede Ahtisaari som Under-Secretary General i FN den 30. juni 1991.
"His first peace making task resulted in the independence of Namibia. This experience has had crucial importance in his later work", hedder det et sted.
Suomis store søn
Hjemme kaldte politikken på Finlands store søn. I 1993, da han var formand for den internationale arbejdsgruppe for Bosnien-Herzegovina, blev han tilbudt og accepterede det socialdemokratiske partis nominering som kandidat til Finlands præsidentpost.
Han blev valgt i 1994 og sad indtil 2000. Efter præsidenttiden genoptog han sit internationale virke og grundlagde i 2000 organisationen Crisis Management Initiative (CMI), hvor han stadig er aktiv – se http://cmi.fi
Han var våbeninspektør i Nordirland sammen med sydafrikanske Cyril Ramaphosa. Siden arbejdede den altid venlige og tålsomme mand i Irak, på Afrikas Horn og i den indonesiske Aceh-region på Sumatras nordspids.
I 2005 blev han FNs særlige udsending i Kosovo på Balkan og i 2007-08 organiserede han samtaler mellem Iraks sunni- og shia-muslimer i Helsingfors.
Nobel-prisen var ventet
Intet under at Martti Ahtisaari modtog Nobels Fredspris i 2008 for "sin indsats på adskillige kontinenter og over i mere end tre årtier at søge at løse internationale konflikter". Se også denne artikel
Martti Oiva Kalevi Ahtisaari stammer fra Vyborg i Karelen, som i dag ligger i Rusland. Han har siden 1968 været gift med Eeva Hyvârinen. Parret har sønnen Marko, der er musiker og producent.
