Knud Vilby
Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.
Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.
Det er en anelse mere end året før og ny rekord, om end lidt mindre i realværdi. OECD roser derfor medlemslandene for at have ydet en fortsat høj bistand trods økonomiske kriser.
Men lige under overfladen er skiftet ret tydeligt. De rige landes bistand udgør nu gennemsnitligt 0,29 procent af deres bruttonationalindkomst (BNI). Også det er næsten uændret.
Året før var det 0,30 procent. Faldet kan til dels begrundes med lidt ændrede BNI-beregninger, men tendensen er klar.
Det gamle FN-mål, om at rige lande skulle yde 0,7 procent af deres BNI i udviklingsbistand, har altid været en fjern vision, og nu er den fjernere end nogensinde.
Der var et tidspunkt, da gennemsnittet nåede 0,35 pct., siden er det gået ned. Storbritannien er en af de få positive undtagelser med betydelig realvækst i bistanden.
Men bistand er så mange ting…
For OECD-tallene fortæller også, at bistanden til de fattigste og mindst udviklede lande er faldet betydeligt – den bilaterale regeringsbistand alene med 16 pct.
Til gengæld er der mere til mellemindkomstlande, og der er (i en verden af ufattelige kriser) naturligvis også stor vækst i de beløb, der går til humanitær bistand.
Der sker altså en forskydning væk fra de fattigste og væk fra det langsigtede.
Den langsigtede planlagte programmerbare bistand til fattige lande har været markant faldende, og det er måske det mest sigende om paradigmeskiftet (markant ændring af en opfattelse, tænkemåde eller praksis, red.).
Tanken om langsigtet bistand til fattige landes generelle udvikling er voldsomt presset, dels af behovet for hurtig humanitær hjælp til et rekordstort antal flygtninge og til andre kriser og katastrofer, dels af ønsket om igen at bruge bistanden til hurtig jobskabelse og eksportfremme i giverlandene.
Og endelig af det naturlige og nødvendige ønske om at fremme klima- og miljøindsatser i mellemindkomstlande.
Traditionel bistand står svagt i konkurrencen
OECD-meldingen fortæller, at regeringers fremtidsløfter peger i retning af, at det kommer til at se bedre ud igen. Og det kan være.
Men intet tyder på, at der bliver mindre kamp om pengene. Og den traditionelle udviklingsbistand til traditionelle udviklingslande står svagt i konkurrencen.
Det er nemlig også en del af billedet, at mange fattige lande har fået bedre muligheder for at løse deres egne problemer. De kan finansiere mere selv i kraft af større økonomisk vækst og (lidt) bedre skattesystemer.
Voksende ulighed og temmelig uhæmmet korruption resulterer mange steder i, at de fattige er nøjagtig lige så fattige som de altid har været. Og voldsom befolkningstilvækst fører til mange flere fattige.
Men det er dybest set problemer, som kun landene selv kan håndtere. Hvis de altså kan. Og vil.
Fattidomsorienteringen i virkelighedens verden
Står valget mellem mere langsigtet støtte til et utroværdigt afrikansk regeringssystem og hurtige penge til afhjælpning af sult og ufattelige lidelser blandt flygtninge, vi for enhver pris vil holde væk fra Europa, ja så er det ikke den afrikanske regering, der vinder.
Den afrikanske regerings chance er at koble sig på en markedsorienteret dagsorden, der fremmer udenlandske investeringer. Så kan den med held få del i både offentlige og private midler.
Det er et stort spørgsmål, hvor langt de når ud, og hvor fattigdomsorienteret det bliver, men sådan er virkeligheden.
Os og dem og sikkerheden
Endnu et vigtigt element i den politiske tænkning er naturligvis sikkerhedsaspektet: Terrortruslen og alle brændpunkterne. Også her er der udsigt til, at det kortsigtede ”vinder” over det langsigtede.
Et Afrika med dramatisk befolkningstilvækst, religiøse spændinger og gigantisk ungdomsarbejdsløshed har alle komponenterne til en opskrift på radikalisme og konflikt.
Men det er konflikter, der (måske) ligger nogle år ude i fremtiden. Og der er brug for civile og militære indsatser overfor de kriser og konflikter, der brænder her og nu.
Udviklingen af bistandsbegrebet var efter Anden Verdenskrig et ret fantastisk og til dels vellykket forsøg på at få det internationale samfund til at tænke og handle langsigtet for at sikre bedre sociale og økonomiske vilkår for mennesker i nye selvstændige lande.
Det virkelige paradigmeskift ligger i tendenserne til at prioritere kortsigtede indsatser.
Man kan håbe, at klima- og miljøindsatser vil udgøre en positiv undtagelse, men foreløbig er det kun et håb.
—————————————-
Yderligere information og statistik fra OECD findes på http://www.oecd.org/dac/stats
