Somaliere i knibe efter USA’s banker lukker for overførsler

Forfatter billede

I et forsøg på at dæmme op for terrorstøtte til grupper som al-Shabaab har amerikanske banker besluttet at lukke flere tjenester, som somaliere i udlandet bruger til at sende penge hjem. Beslutningen kritiseres af humanitære organisationer.

Amerikanske banker har lukket for mange somalieres mulighed for at sende penge fra USA til Somalia, skriver flere medier.

Førende humanitære organisationer har kritiseret den nye amerikanske beslutning.

Oxfam og Adeso siger ifølge Radio Dalsan i den somaliske hovedstad Mogadishu, at det vil påvirke tusinder af familier i det fattige land, som er afhængige af penge fra familiemedlemmer i USA.

Det er meget udbredt, at somaliere i udlandet sender penge hjem – også kaldet ”hawala” – men både USA og flere europæiske lande frygter, at systemet udnyttes af terrorgrupper som al-Shabaab til at modtage penge fra sine støtter i udlandet.

Somalias premierminister, Omar Abdirashid Sharmarke, har bedt de amerikanske banker genoverveje beslutningen.

Oxfam vurderer, at der bliver sendt et beløb svarende til 1,3 milliarder kroner til Somalia hvert år fra somaliere i USA.

Kan styrke illegalt pengemarked

Den ”hawala”, somaliere i blandt andet USA sender hjem til deres familier, er i mange tilfælde afgørende for familierne i hjemlandet.

Pengene bruges i høj grad på basale fornødenheder som mad, sundhedspleje, uddannelse og mere akutte udgifter, viser undersøgelser.

Af samme grund er det helt utænkeligt for mange somaliere at stoppe med at sende penge til familien i Somalia.

Det nye amerikanske tiltag ventes derfor at tvinge mange lovlydige somaliere i USA til enten at holde op med at sende penge til deres familier, fortsætte med at sende penge hjem til meget højere gebyrer – eller finde ulovlige måder at gøre det på, skriver den britiske avis The Guardian.

Hvis familien bor i en mindre by på landet, er det ikke en mulighed at sende penge med eksempelvis Western Union.

Det kan betyde, at store summer fremover vil blive sendt til Somalia på den måde man gjorde, inden Western Union og andre operatører kom til: gemt i lommer og tasker og taget med til Somalia, og på den måde er det umuligt at holde øje med pengestrømmen, skriver The Guardian.

Hvis de illegale overførselsmuligheder vokser, åbner det nye muligheder for folk, der finansierer terror, kriminelle der vil hvidvaske penge og andre lyssky transaktioner, skriver avisen.