Søvndal: Palæstina ind ad hoveddøren ikke bagdøren – USA i straffeaktion

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Palæstina blev mandag valgt som fuldt medlem af FNs Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO).

Afstemningen resulterede i 107 stemmer for, 14 imod og 52 afståelser. I EU-kredsen var der 11 stemmer for, 5 imod og 11 afståelser. Danmark afstod – dvs stemte blank – mens Sverige stemte imod og Norge for.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) begrunder:

– Palæstina skal ind ad hoveddøren – ikke ad bagdøren. Derfor afstod vi fra at stemme den 5. oktober, da vi som medlem af UNESCO´s Styrelsesråd deltog i den første behandling af ansøgningen. Og derfor afstod vi igen i dag, siger han i en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet mandag.

– Palæstina skal blive medlem af UNESCO. Det ligger i fuld forlængelse af regeringens arbejde for, at der oprettes en palæstinensisk stat, som på lige fod med verdens-samfundets øvrige stater skal kunne være medlem af FN og alle andre internationale organisationer.

– Men timingen af UNESCO-afstemningen finder vi er forkert i forhold til Mellemøst-Kvartetten (EU, FN, Rusland og USAs, red.) helt aktuelle bestræbelser på at få genoptaget fredsforhandlingerne.

– Så sent som i onsdags mødtes Kvartetten med de to parter. Så vi bliver nødt til at opfordre begge parter til at give fredsforhandlingerne en reel chance, bl.a. ved at de ikke som her tager skridt, som må tages senere, anfører udenrigsministeren og lægger til:

– I øjeblikket behandler Sikkerhedsrådet den palæstinensiske ansøgning om fuldt FN-medlemskab; en beslutning her vil selvfølgelig også spille ind på, hvordan vi skal forholde os til palæstinensisk medlemskab af organer og organisationer i og uden for FN-regi.

Egentlig ønsker palæstinenserne, at Palæstina bliver fuldgyldigt medlem af moder-organisationen FN, og for lidt over en måned siden, anmodede den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas FN’s Sikkerhedsråd i New York om fuldt medlemskab.

Men det blokerer USA for. Amerikanerne vil nedlægge veto mod medlemskabet.

I UNESCO kan USA ikke nedlægge veto, og derfor vil palæstinenserne bruge et medlemskab her som et skridt på vejen mod at få anerkendt Palæstina som en selvstændig stat.

Norge uenig med Danmark

Norge var blandt de 107 lande, der stemte for palæstinensisk medlem-skab i kulturorganisationen. Og i Oslo sidder bemærkelsesværdigt nok en rød-grøn regering ligesom, der nu gør i København. Men de to regeringer nåede altså ikke frem til samme vurdering.

– Gennem vor stemmeafgivning bekræfter vi, at de palæstinensiske forventninger og behov er legitime, når det gælder beskyttelse af deres nationale kulturarv, siger udenrigsminister Jonas Gahr Støre fra Arbeiderpartiet til avisen “Verdens Gang” mandag.

– Det er vigtigt, at det internationale samfund og de palæstinensiske myndigheder sammen styrker kontrollen over den kulturarv, som ligger på palæstinensisk territorium og er truet af uklare grænser, fortsætter han.

Norske myndigheder understreger, at støtten til palæstinensernes UNESCO-medlemskab ikke er nogen formel norsk anerkendelse af Palæstina som stat.

Amerikansk straffeaktion

Optagelsen mandag af Palæstina som medlem nummer 194 kommer FN-organisationen dyrt at stå.

USA gør nemlig alvor af truslerne om at trække sin økonomiske støtte til UNESCO, som udgør hele 22 procent af budgettet.

– Vi skulle have bidraget med 60 millioner dollars i november, og det bidrag vil vi ikke betale, siger Victoria Nuland, talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium.

Amerikanerne har tidligere brugt det økonomiske våben til at straffe UNESCO for handlinger, der gik imod deres ønsker.

I 1984 indstillede USA således sin økonomiske støtte i kølvandet på en afstemning, der sidestillede israelernes zionisme med racisme. USA genoptog først betalingerne 20 år efter.

Victoria Nuland siger, at mandagens skridt er i overensstemmelse med et gammelt forbud, Kongressen har indført mod støtte til FN-organer, der anerkender Palæstina som en stat, inden der er nået en endelig fredsaftale mellem israelerne og palæstinenserne.

USA, Canada og Tyskland og 11 andre lande stemte mandag imod palæstinensernes medlemskab af UNESCO, mens Brasilien, Rusland, Kina, Indien, Sydafrika og Frankrig var blandt de 107 lande, der stemte for. Storbritannien og 40 andre lande afstod fra at stemme.