Sri Lanka køber dansk fiskeriovervågning

10723167763_00fd42a779_o
Forfatter billede

Systemet har også sikkerhedsmæssige fordele, idet det har alarm-kald og kan vise vejrudsigter i bådene, der ofte er primitivt udstyret sammenlignet med vestlige forhold, hedder det.

Visma Consulting har indledt leverancen af et overvågningssystem til 1.500 srilankanske fiskefartøjer.

Der er tale om en betydelig, tocifret million-ordre, som skal fremtidssikre bæredygtigheden i Sri Lankas hastigt voksende fiskeriflåde. Leverancen kan samtidig blive en nøgle for at ophæve EU’s blokade af fisk fra Sri Lanka.

EU smækkede døren i

Døren til det europæiske marked blev smækket i den 15. januar i år, da EU ikke kunne få tilfredsstillende garantier for, at den store srilankanske fiskerflåde levede op til internationale krav om beskyttelse mod overfiskeri.

For at modvirke overfiskeri giver løsningen, vTrack, et centralt overvågningscenter mulighed for at følge hvert enkelt fiskefartøj og registrere, hvilken fiskerizone fartøjet befinder sig i.

På sigt kan fiskerne ved hjælp af satellitfotos også få et løbende overblik over de bedste fiskerizoner.

De srilankanske fiskeres sikkerhed bliver ”kraftigt forbedret med den danske løsning”, der er udviklet af Visma Consulting A/S med dansk hovedsæde i Lyngby, fremgår det af pressemeddelelsen.

Den avancerede teknik giver nemlig adgang til konstant opdaterede vejrmeldinger, samtidig med at fiskerne nemmere kan tilkalde assistance, hvis de kommer i havsnød.

Eksplosiv vækst

Sri Lankas fiskeindustri oplever en eksplosiv vækst. Fra 2008 til 2013 steg antallet af aktive fiskere fra 162.470 til 221.600.

I 2008 blev der landet 319.120 kubikton fisk, og det tal var i 2013 vokset med 55 procent til 486.170 kubikton. Det er det det største kvantum nogensinde i landets historie.

Under normale omstændigheder sælger Sri Lanka hvert år fisk for mere end en halv milliard kroner til de europæiske spiseborde.

Beslutningen om at udelukke srilankansk fisk fra Europa har tidligere fået opbakning fra internationale miljøorganisationer som kæmper imod overfiskeri.

Det er bl.a. Environmental Justice Foundation, Oceana, Pew og WWF. Allerede i 2014, da en embargo kom på tale, udtalte organisationerne i en fælles pressemeddelelse, at EU’s lovgivning mod ulovligt fiskeri var en succes.

IT sikrer miljøet

Admin. direktør Carsten Boje Møller fra Visma Consulting A/S ser aftalen med Sri Lanka som et eksempel på, hvordan avanceret IT-teknologi går hånd i hånd med miljøovervågning:

“Sammen med Sri Lanka kan vi nu vise, hvordan dansk informationsteknologi kan være med til at sikre fremtidens forsyning af fisk på et bæredygtigt grundlag”.

Carsten Boje Møller glæder sig over, at det danske Udenrigsministerium har været klar på sidelinjen med bistand til at fastholde kontakten mellem Sri Lankas myndigheder og Visma Consulting.

“Vores egen tilstedeværelse i de pågældende lande er afgørende, men specielt på fjerne markeder kan det være nyttigt med viden og information i de pågældende landes kulturer og samhandelsmønstre”.

“Eksempel på, hvad vi kan”

Svend Olling, der er kontorchef i kontoret for Eksportfremme og Kunderelationer i Eksportrådet, tilføjer, at sagen fra Sri Lanka er et godt eksempel på, hvordan Udenrigsministeriet generelt hjælper danske virksomheder enten direkte eller sammen med virksomhedernes øvrige rådgivere.

“Vi kan åbne døre og løse komplicerede sager i andre lande eller organisationer via diplomatiske og politiske kontakter”.

“Det er ydelser, som vi løser via ministeriets Global Public Affairs-service enten direkte eller i samarbejde med virksomhedernes rådgivere, der ofte kender virksomhedernes løsninger og organisationer, mens vi støder til med indsigt i lokale rammebetingelser og beslutningsprocesser, siger Olling.

Ligesom mange af sine kolleger har han selv været udstationeret i udlandet og medbringer derfor viden, som danske virksomheder med fordel kan gøre brug af.

På sin side har Visma Consulting mange års erfaring med fiskeriovervågning.

Virksomhedens systemer anvendes i dag af fiskerimyndighederne i Danmark, Estland, Færøerne, Grønland, Tyskland, Litauen, Holland, Polen, Slovenien og USA samt af CFCA (Community Fisheries Control Agency) og NAFO (Northwest Atlantic Fisheries Organization).

Elektronisk logbog

Visma har også udviklet en elektronisk logbog, vCatch.

Logbogen giver fiskerne mulighed for lynhurtigt at oplyse myndighederne om deres fangst via en komprimeret dataoverførsel over Invarsat C-systemet.

Det betyder, at inspektionen kan blive mere effektiv og målrettet, fordi inspektøren på forhånd har en række data på plads, når skibet anløber havnen.

Visma-koncernen består af divisioner og enheder fordelt over hele Norden. IT-udvikling og rådgivning er samlet i divisionen Visma Consulting.