MARRAKECH: Hver fjerde person verden over har ikke adgang til strøm. Derfor giver det god mening af skifte til rene, vedvarende energikilder for at sikre strømforsyningen.
På verdensplan har 90% af alle verdens nationer udformet programmer for bæredygtig energi. Men hvilke fremskridt – og tilbageslag – har vi set på det grønne område?
I udviklingslandene hænger efterspørgsel på vedvarende energi og forpligtelse i klimakampen nøje sammen med politik, handel, finansiering og jobskabelse i den grønne sektor.
Hvad er drivfaktorerne bag den grønne revolution?
Kanika Chawla, programleder fra tænketanken CEEW, Delhi, mener, at der er adskillige motivationsfaktorer der driver ‘Den grønne revolution’.
Indiens historie med vedvarende energi er lang, men det folkerige asiatiske land har udvist lederskab i solar-missionen, og har bla. fordoblet afgiften på kul for 3. år i træk.
Sektoren for vedvarende energi er et dynamisk miljø, der gror for hver dag der går, og der kommer hele tiden nudges fra civilsamfund og industri.
Det centrale spørgsmål er: Hvor skal pengene komme fra? Netop finansiereing er et helt centralt punkt på dagsordenen ved COP22. Der er ikke tilstrækkeligt med økonomiske investeringer, fordi kulindustrien stadig sidder tungt på markedet -kulindutrien er en stopklods.
Jobskabelse, uddannelse og udvikling af færdigheder er helt afgørende. Det estimeres at der er skabt 1,116,400 jobs i sektoren for solenergi i 2022. Der mangler ordentlig information, og derfor spiller data og forsking en stor rolle – hvis det “gap” bliver udfyldt, kan der kan skabes flere job.
Der er behov for mere politisk infrastruktur og udformning af standarder for at hjælpe lande med at tilpasse og omstille sig til grøn energi. Klar politik p området kan opmuntre investorer og hjælpe firmaerne med at forbedre deres evner og kapacitet.
Den bæredygtige revolution kan ikke drives af én specifik aktør alene
Partnerskab og alliancer mellem nationer er vejen frem. De politiske platforme – vedtagelsen af Paris-aftalen og FN´s Klimakonvention (UNFCCC) – er gode rammeværker for en handlingsorienteret alliance for solenergi.
De internationale platforme har sat rammerne for klodens grønne fremtid på et grundlag af forpligtelse og engagement, men det går for langsomt, mener Chawla.
Rana Adib, forskningskoordinator hos REN21, der arbejder på at danne bro danne bro lande imellem, har de sidste 11 år udgivet Renewable 2016 Global Status Report.
Rapporten er et relevant værktøj for industri og aktører, der arbejder med vedvarende energi. Den har også en klar politisk slagside. 146 lande har formuleret politik om vedvarende energikilder, og 123 af dem har klare målsætninger, men der skal en mere systemisk tilgang til, for det er ikke alle aspekter der er implementeret – især varme- og køleelementer er et overset område.
Handel og solenergi – er det en god forretning?
Fordelene ved vedvarende energi er mangefacetterede og handler om mere og andet end handel – f.eks jobskabelse. Mahesh Suggathan, PH.D studerende ved International Centre for Trade and Sustainable Development (ICTSD), mener, at handelspolitik må stå i tæt forbindelse til med optrapningen af sol-energi.
“Solpaneler er en af de mest handlede varer i verden i dag. Problemet er, at regeringer ønsker lave priser på vedvarende energikilder og prøver derfor at balancere deres miljøpolitik med et øget forbrug af vedvarende energikilder, “ siger Suggathan.
Kina dominerer markedet for vedvarende energi og er topeksportør af solpaneler. De lande der producerer produkterne kan specialisere sig i at blive mere omkostningseffektive.
Når fabrikkerne bliver for små er det ikke rentabelt – spørgsmålet er, om det er bedre at overlade produktionen til Kina, som kan sænke produktionspriserne betydeligt?
Indien har købt solpaneler fra Kina, som de har samlet og eksporteret f.eks Spanien. Mange lande mangler bare at få lidt flere system i tingene for selv at kunne producere. Nogle produkter er dyrere, der er derfor potentiale for at tjene på de enkelte led i produktionskæden.
Grøn energi gavner hele det afrikanske samfund – men den politiske økonomi spænder ben
Kenyanske Dr. Joanes Atela, PHD og forsker ved African Centre for Technolgy Studies, sætter rammen for vedvarende energi i afrikansk kontekst.
Atela understreger, at vedvarende energi ikke kun kommer energisektoren til gode. Der er en række co-benefits, sidegevinster, der gavner andre områder af samfundet såsom sundhed, micro-enterprises, og lys til de afrikanske husstande.
Kenyas har set en bevægelse af sociale-entreprenanter – nu kan fattige husholdninger forstå idéen med grøn energi og samtidig få adgang til strøm samt skabe en indkomst.
Desværre besværliggør økonomi og politik den grønne revolution. Atela pointerer, at den kenyanske regering bruger paneler og solenergi som undskyldnig for mere beskattelse. Konkurrerende interesser og hovedfokus på grid-electricity (det nationale el-net) er udfordringerne, fordi regeringen vil have flere kunder.
Den lokale industri er ikke konkurrencedygtig og kan ikke producere solpaneler fordi de importeres billigt, og det medvirker til at sætte en lav standard, for hvad der kommer ind i landet. 80% af solpanleerne kommer fra Kina, de er ofte meget billige og af lav kvaliet.
“Den politiske energi er helt forkert, og derfor kan man ikke tale om en bæredygtig setting i Afrika. Det er NGO´erne der er drivkraften bag den grønne omstilling, regeringen er mere tilbageholdende med at formulere standarder for solpaneler i Afrika, det er en ukontrollerbar situation,” slutter Atela.
Louise Lenander Petersen rapporterer fra COP22 og “ Green Zone” – hvor hovedformålet for aktører og deltagere er videns- og erfaringsdeling – det sker fra d. 7.-18. november 2016.